Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa
Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct.
Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den
fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der
vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke
Naboerske.
Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at
besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, -- og som var
en fjern Slægtning af hende.
Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han
arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev
øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige
Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig,
udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour,
som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene.
Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen
strax efter Middag.
Underveis var han -- ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske
»kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret,
formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra
den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter
den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres
fuldstændige Meningsløshed, saasom:
Auf der Mauer
auf der Lauer
sitz 'ne alte Wanze.
Sieh' mir doch die Wanze an,
wie die Wanze tanzen kann. --
Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra
Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen
tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk
Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:
Immer langsam voran,
immer langsam voran,
dass der österreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann.
Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:
Du Hannemann,
geh du voran,
du hast so lange Stiefeln an.
At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke
kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede
Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud
derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage
ham det ilde op.
Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin
Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af
forholdsvis fredelig Art.
-- Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han,
idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers
høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil
sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de
sidste Aar; -- den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den
Altstädter Ziegel-Tobak. -- Altsaa det var den Gang, -- jeg har vist
fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet
en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg
Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er
barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig
jevnlig et og andet, -- vi havde jo fri Forsending, -- og der var saa
altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa
Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand,
det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, -- han var kommen
en Bajonet for nær, -- han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og
begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede
ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad
Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind.
»Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg,
»lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget
ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter
Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,«
siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo,
den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to
Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er
Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter
den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet
og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg,
og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer
han. -- »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil
De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg
ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til,
et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af
Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var
kommen til at give ham en varm Kugle.
Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden -- hvis man kunde
sige, at der var en saadan -- til at udspørge ham om hans
Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og
indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved,
at vi naaede frem til Minna Jagemann, -- »hende, den lille kjønne
Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« --
I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og
nøgtern Karakter.
Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars
Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt
ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give
Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis
taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede
hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.
Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i
Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.
-- Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig
til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han
og stoppede Asken ned i Pibehovedet.
-- Saa --? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?
-- Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det
kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.
-- Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?
-- Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en
Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde
hun saa vist ikke fortjent af ham.
-- Ja saa! De havde altsaa været forlovede?
-- Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa
nøie inde i det; -- jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De
maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags
Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at
de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet
høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været
i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke
fordi Dresden heller er saadan helt -- -- ja, det har De Vel nok lagt
Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt
-- Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der,
saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de
kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har
Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den
tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke
vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, -- læste
De, hvad Bismarck havde sagt forleden? -- -- --
Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.
Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere,
hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske
Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning
om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg
spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.
Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som
jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side
var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min
Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at
der fandtes et, -- men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om
den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, -- ikke det
mindste -- men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille
Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes
Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa
Spadsereture; jeg anede, at det var en _Postillon d'amour_, der
kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de
simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær
Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans
Modersmaal, -- eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det
ogsaa skulde blive #hendes# ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke
selv.
Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig,
Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en
Fælle.
Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra
Hjørnet af Stentrinnet. --
V
For den, der elsker den tydske Musik -- og hvem elsker ikke den! --
eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der
kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En
imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i
Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk
Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra
dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være
lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver
Rhinegnenes større Sceneri.
Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche,
hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et
haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den
imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.
Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld
Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?
Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end -- Frøken
Jagemann.
Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde
sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge
Pige havde foretrukket et solidere Sæde: -- en stor Klippeblok, der
paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige,
sprudlende Bæk.
Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom
en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let
være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under
Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.
Men hun røbede sig selv -- om med eller mod sin Villie? -- ved at
blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød
ud i.
-- Ligemeget, svarede hun, -- i begge Tilfælde fortjener han at blive
leet ud!
Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden
laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i
saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.
Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over
Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i
Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig
grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine,
krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine
runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa
underlig rørende hos en voxen Kvinde.
De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa;
Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud
over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber
blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.
-- De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De
kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....
-- I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet
ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man
nok ikke synderlig til Wagner, -- det har jeg da hørt sige.
Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg
troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem
sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.
Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig
mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig
Misstemning, og jeg tav lige som hun.
Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset
Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og
hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam
jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et
ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev
opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg
snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end
Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i
Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og
sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.
Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at
lade Munden løbe.
Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners
senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en
Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore
egne Oldkvad.
Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg
mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun
havde læst Noget af vore Digterværker.
-- Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den
stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt
Grammatik.
-- Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?
-- Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især
enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede
det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne
Driver med alt hans Slumpeheld.
Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den
danske og tydske Nationalcharakter, -- dels Noget, som jeg for lang
Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, -- dels ogsaa, hvad
der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde
megen Værdi.
-- Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr
siger, bemærkede hun.
Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.
-- Ja, veed De hvad, begyndte jeg, -- oprigtig talt, synes De
egentlig, at Faust er saa tiltalende? -- jeg mener, naar man ser lidt
nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en
ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel
-- --
-- Det veed jeg nok -- men alligevel --. De er jo Protestant? spurgte
hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet
paa noget rigtig godt.
-- Ja -- ? --
-- Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter
deres Gjerninger.
-- Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor
Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.
-- Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr
Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt
dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes
for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.
-- Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede
jeg.
Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv -- hvad hun ogsaa
syntes at føle -- endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke
svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske
Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved
Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang
vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!«
ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt
Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med
impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!
Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre
Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok
til at tilbyde mig som Ledsager.
Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive
lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en
Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille
Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.
Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig
udbrød:
-- Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil
snakke med dig?
Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at
gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme
hjemad.
Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen
maatte have ligesaa godt Held med mig.
Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om,
stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter
til »Wotans Ruhe« -- forgjæves.
Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at
finde et Paaskud, en Vei, et Middel -- ligegyldigt hvad -- til at
sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! -- jeg kunde ligesaa godt
have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. --