Magt søgte man at paaskynde deres Afreise, og flere Conferencer fandt
i den Anledning Sted ombord i „_Conquérant_“ imellem vor Admiral,
General Maison og Ibrahim-Pascha. „Man ønsker, at jeg skal paaskynde
mine Troppers Indskibning“, sagde denne, „sørg for, at Skibe blive mig
tilsendte for at afhente dem, og fra min Side skal Alt blive gjort for
intet Øieblik at forhale Moreas Rømning. Denne Forsikkring haaber jeg vil
være fyldestgjørende, og Hensigten med Mødet, vi afholde, vil ved denne
min Erklæring være opnaaet, Sagen har alt voldet mig saamegen Sorg og
saamange Bryderier, at jeg kun modstræbende beskjæftiger mig med den, lad
os derfor tale om andre Ting, og lad os saa faae noget Champagne!“
Under et senere Møde kom Sygeligheden iblandt de franske Tropper under
Omtale. Ibrahim bemærkede, at Stedet, man havde valgt til Leir ved den
lave, nordlige Kyst af Navarino-Bugten, tidligere havde været benyttet
til Begravelses-Plads, at det derfor var usundt, og at dette maatte
betragtes som naturlig Aarsag til de udbrudte Sygdomme. „Jeg har ondt ved
at skaffe mine Syge endog Tag over Hovedet“, bemærkede General Maison,
„Du kunde overlade mig Navarino, og jeg vilde der være istand til at
indrette Hospitaler til de Syges bedre Forpleining.“ Ibrahim, til hvem
denne Anmodning var rettet, blev med eet alvorlig: „Er det som Ven eller
som Commanderende for en fjendtlig Armee, at Du forlanger Navarino!“
spurgte han. „Naturligviis som Ven“, yttrede General Maison. Svaret lod
vente paa sig; men efter nogle Øieblikkes Betænkning optog Ibrahim paany
Samtalen: „Jeg har en Bøn til Dig, General Maison.“ — „Og den er?“ — „Giv
mig dit Ord paa, at Du vil opfylde den!“ — „Med Fornøielse!“ yttrede
Generalen; „Alt, hvad der staaer i min Magt, vil jeg gjøre for Dig.“
— „Nei, jeg forlanger et ubetinget Løfte“, vedblev Ibrahim, „giv mig
dit Æresord!“ Naturligviis satte denne Begjering General Maison i den
største Forlegenhed. Admiral Rigny var alt tidligere bleven betænkelig,
da General Maison rettede Anmodningen til Ibrahim om Indrømmelsen af den
af Tyrkerne besatte Fæstning, han forudsaae, at denne Anmodning kunde
lede til en Afbrydelse af det gode Forhold, som det var magtpaaliggende
at vedligeholde, hans Frygt var nu ved at gaae i Opfyldelse, men han
kjendte Tyrkerne og raadede General Maison til aabent og tillidsfuldt at
gaae ind paa Ibrahims Forlangende. Samtidig hermed er det rimeligt, at
General Maison er bleven paavirket af Ibrahims vindende Optræden under
alle den sidste Tids Forhandlinger, og Æresordet blev givet. „Jeg takker
Dig!“ udbrød Ibrahim med glædestraalende Mine. „Jeg har Intet at forlange
af Dig; Tiltroen, Du har viist mig, glæder mit Sind, det smigrer mig at
have vundet din Tillid, og jeg haaber at have vundet en Ven. Navarino er
Storherrens, den kan jeg ikke give Dig; men forlang forøvrigt af mig,
hvad Du vil, der ikke strider imod Ære og Pligt, Alt skal da strax blive
opfyldt!“
Med beundringsværdig Standhaftighed bar Ibrahim al den Ulykke og al den
Modgang, som i dette Tidsrum rammede ham. Den Urokkelighed, hvormed han
til det Yderste blev den Beslutning tro, ikke at ville rømme Morea som
Følge af Magten, men kun ifølge sin Faders Mehemet-Ali’s Befaling, sætter
ham i et smukt Lys, og man studser ved at see Ibrahim i al denne Tid
blive fremstillet for det store Publicum som en Barbar, som et Uhyre,
blottet for enhver af Menneskehedens bedre Egenskaber.
I Løbet af September afgik flere Transporter med ægyptiske Tropper
til Alexandrien. Tropperne, der skulde afgaae med den sidste Convoi,
indtraf efterhaanden til Navarino fra de forskjellige Dele af Morea og
med dem en Mængde Heste, tilhørende det ægyptiske Cavalleri. Man var
i stor Forlegenhed for Heste til det franske Armeecorps, og det blev
foreslaaet Ibrahim at sælge endeel af de omtalte Heste til Armeens Brug.
„Vi sælge aldrig hverken Heste eller Vaaben i Krigstid“, erklærede han,
„det strider imod Koranens Bud.“ — „Men hvad ville I da gjøre med dem?“
spurgte man. — „Vi ville tage med os saamange, som vi kunne rumme.“ —
„Og hvad gjøre I saa med de øvrige?“ — „Dem lade vi løbe“, var Ibrahims
Svar. „Men saa kunne vi jo sætte os i Besiddelse af dem, naar Du og
dine Tropper ere bortseilede.“ — „I ville være ligesaa beføiede dertil
som enhver Anden“, gjensvarede Ibrahim, og for at vise sin gode Villie
lod han Hestene holdes samlede i en Klynge, indtil han med sine sidste
Soldater forlod Moreas Grund. En fransk Afdeling omringede da Hestene
og bemægtigede sig dem. Henved 600 Heste faldt saaledes uden Bekostning
eller mindste Uleilighed i Franskmændenes Hænder — men Koranens Bud var
opfyldt!
Til Ære for Ibrahim-Pascha blev en stor Revue afholdt over samtlige
franske Tropper kort førend hans Afseiling til Ægypten. Dette Syn vakte
hans Beundring, og til de Omkringstaaende udtalte han den Beslutning, at
han ved sin Hjemkomst vilde bestræbe sig for at uddanne den ægyptiske
Armee overeensstemmende med, hvad han her saae for sig. Ved Ibrahims
Hjemkomst var en af de første Foranstaltninger til denne Beslutnings
Iværksættelse en Ordre til samtlige ægyptiske Militaire, at de skulde
barbere sig. Et Aar efter afholdt Ibrahim en Revue ved Cairo over flere
Regimenter af de efter nyt Mønster omdannede Tropper. Med Tilfredshed
red han igjennem Rækkerne, men standsede ligeoverfor en Mand, der bar
sit Skjæg i fuldkommen ubeskaaren Form. „Kjender Du ikke min Befaling?“
spurgte Paschaen. „Jo“, svarede Soldaten, „men tre Gange har jeg
valfartet til Mekka, jeg har badet mit Skjæg i den hellige Flod, og
heller end at miste mit Skjæg giver jeg Afkald paa Livet“. Her viste der
sig at være en begyndende Conflict; Ibrahim løste den paa tyrkisk Viis:
ingen Bebreidelse, ingen Irettesættelse kom over hans Læbe; men Soldaten
skød han ned paa Stedet. Han gik jo op til de Saliges Hjem, og Hourierne
stode rede til at modtage den Troende.
Østerlændernes Opfattelse er ikke den samme som Vest-Europæernes, man
kan ikke lægge samme Maalestok til Grund for Bedømmelsen af deres
Handlinger: Religion, Sæder, Tankegang, Alt er forskjelligt; men noget
Storartet er der hos den fremragende Tyrk, der uvilkaarlig leder Tanken
hen til østerlandske Æventyr, hvor Ridderlighed og Despoti gaae Haand i
Haand med hinanden. Ibrahim var en Typus for en heelstøbt Tyrk, saavel
Østerlændernes bedre som disses slettere Egenskaber vare fremtrædende hos
ham, han ragede op over Mængden. En almindelig Følelse af Agtelse fra de
Franskes Side fulgte ham, da han forlod Morea, og sikkert vil hans Navn
finde en hæderlig Plads blandt de dygtige og udmærkede Mænds, som Ægypten
i vor Tid har frembragt.
Indtagelse af Patras.
Faa Dage efter, at de sidste ægyptiske Tropper havde forladt Morea,
faldt Fæstningerne Navarino, Modon og Koron i de Franskes Hænder. Der
løsnedes ikke et Skud, og deres Overgivelse var en fuldkommen Komedie.
Ved Navarino opstod en Slags Strid imellem Skildvagterne paa Volden og
de Angribende, om hvem der først skulde skyde, og, medens dette stod
paa, trængte franske Soldater ind ad en Aabning i Muren, hidrørende fra
den Tid, da Tyrkerne selv havde bemægtiget sig Fæstningen, og som ikke
senere var bleven istandsat. I Modon havde den commanderende Pascha med
Benene overkors taget Plads paa Volden ovenover Fæstningsporten. Fra
dette ophøiede Sæde besvarede han Opfordringen om at overgive sig med
et bestemt Afslag, medens samtidig dermed Matroser og Soldater fra en
anden Side entrede Fæstningen og besatte dens Volde; da Paschaen blev
dette vaer, udbrød han med den største Sindsro: „Saa er jo al videre
Forhandling unyttig“, og faa Øieblikke efter vaiede det hvide Flag,
istedenfor den tyrkiske Halvmaane, fra Fæstningen.
Koron, der ligger paa en temmelig høi Klippe, maatte indsluttes i nogen
Tid, før Overgivelse fandt Sted. Denne Fæstning egnede sig saavelsom
Modon ved sin Beliggenhed til stærk Modstand; men Forholdene vare af en
ganske særegen Beskaffenhed, saa at Ingen vilde paatage sig Ansvaret for
at gjøre det første Skud. I Modon forefandtes en Mængde Kanoner, næsten
alle uden Affutage og i en høist bedrøvelig Stand.
Der blev nu kun Patras tilbage i Tyrkernes Vold. To Fæstninger findes
her nær hinanden, nemlig selve Patras med sit Castel, der dominerer
Byen, og det saakaldte Moreas Castel, halvanden Miil nordligere, der
ligger paa en lav og flad Sandtunge ved Indløbet til Bugten ved Korinth.
Castellet er opført for at forsvare dette Indløb, og det beskyttes ved en
dyb Grav over hele Landtungens Brede. Fortet, eller Fæstningen, er ikke
alene stærkt ved sin Beliggenhed; men, forskjelligt fra de alt nævnte
Fæstninger paa Morea, var det vel vedligeholdt og dertil i fuldkommen
Forsvarsstand.
En Convoi med 3000 Mand, under Commando af General Schneider, blev
afsendt for at bemægtige sig disse Tyrkernes sidste Tilflugtssteder.
Uden Sværdslag blev en Capitulation afsluttet, ifølge hvilken Castellet
ved selve Patras blev rømmet af Tyrkerne. Man kunde imidlertid være
fristet til at troe, at Begjerlighed efter at indsende Beretning om
Patras’s Indtagelse havde bragt General Schneider til aldeles at oversee
det nordligere beliggende Castel, idet den afsluttede Capitulation
indrømmede Patras’s Besætning Ret til at begive sig, hvorhen den fandt
forgodt. En Selvfølge var det, at den trak sig ind i det nærliggende
Fort, hvis Garnison herved blev bragt op til 700 eller 800 Mand.
Efter Besættelsen af Patras fulgte naturligviis Opbud til Moreas Castel
om at overgive sig. Med den forøgede Besætning saae man sig imidlertid
her istand til at forsvare sig. Overtalelser og Trusler løde forgjæves,
og selv med Muligheden af aabenbar Krig for Øie maatte man bekvemme
sig til at gjøre Brug af Magten. Et natligt Angreb med 3 Stykker
Feltskyts blev frugtesløst — Tyrkerne hørte vel næppe engang den imod
dem rettede Canonade, da et frygteligt Uveir netop den Nat brød løs, og
imod Forventning saae man sig nødsaget til at skride til en formelig
Beleiring. Med de faa Ingenieurtropper, der havdes til Raadighed,
begyndte man at opkaste Løbegrave; men langsomt skrede Arbeiderne fremad,
og nær var endog General Schneider ved selv at blive tagen til Fange, da
han under en Recognoscering kun skyldte sin Hests Hurtighed, at han ikke
faldt i Tyrkernes Hænder.
Ved Efterretningen om General Schneiders lidet heldige Fremgang
besluttede General Maison sig til personlig at lede Foretagenderne imod
den beleirede Fæstning. Henved 300 Mand bleve indskibede i Navarino,
og i Følge med Linieskibet „_Breslau_“, et Par Fregatter samt endeel
Transportskibe afgik vi ved Midten af October til Patras. Ved vor Ankomst
blev der strax gjort Forberedelser til Angreb saavel fra Sø- som fra
Landsiden, og Alt fik nu et livligt og interessant Udseende.
Det viste sig imidlertid snart, at Angreb fra Søen maatte opgives: den
rivende Strøm, der løber igjennem det smalle Stræde, som her adskiller
Morea fra Fastlandet, de „smaa Dardaneller“ kaldet, i Forbindelse med den
steilt nedgaaende Grund samt voldsomme Kastevinde fra Bjergene gjorde det
umuligt for Skibe at fortøie sig tværs for Fæstningen; Flaadens Midler
bleve altsaa stillede til Hærens Raadighed for at paaskynde de begyndte
Arbeider, og Beleiringen blev nu fremmet med al mulig Kraft. Overalt saae
man Hænder iværk med at flette Skandsekurve, Jordsække bleve fyldte,
ombord forfærdigede vi Stormstiger, og Alt blev forberedet til at sætte
sig i Besiddelse af Fæstningen med stormende Haand.
Da Armeecorpset manglede Beleiringsskyts, bleve Kanoner satte iland
saavel fra de franske Skibe som fra den engelske Fregat „_Blonde_“, der
befandt sig paa Rheden. Fra „_Conquérant_“ afgaves to 24 pundige Kanoner
til Brechebatteriet, som det d. 29. October lykkedes at opføre i 120
Alens Afstand fra Fæstningens Mure. Commandoen af disse Kanoner blev
mig anbetroet, og under mig blev beordret en anden af „_Conquérant_“’s
Officerer, Mr. Jullou, enseigne de vaisseau.
Paa Brechebatteriet var der opstillet, lige tilvenstre af mig, to Kanoner
fra den engelske Fregat, under en Lieutenants Commando; tilhøire to 18
pundige Kanoner fra „_Breslau_“, og saa fremdeles fra andre Orlogsmænd,
ialt 13 Stykker Skyts. Noget længer tilbage fandtes et Morteerbatteri, og
atter noget østligere andre Batterier, monterede ligesom Brechebatteriet
med Skibskanoner, saa at der ved Dagningen d. 30te var rettet imod
Fæstningen ialt 40 Stykker Skyts. Den nævnte Dag var bestemt til
almindeligt Angreb, og i det klare Maaneskin afgave Løbegravene Natten
før Angrebet et høist ejendommeligt Skue. Enkelte Kanoner vare endnu
ikke monterede, og saavidt muligt lydløst arbeidede man paa at faae
dem anbragte paa den dem anviste Plads; andre Steder var man ivrig
beskjæftiget med at lægge Jordsække tilrette, samt med at udbedre
Trancheen. Matroser bleve indexercerede i Brugen af deres Kanoner paa det
uvante Underlag, samtidig med at Ingenieur-Officerer gave Anviisning om
Maaden, hvorpaa en Breche fordeelagtigst og hensigtsmæssigst kunde skydes
i Fæstningsmuren. De ulykkelige Englændere, der ikke kunde gjøre sig
forstaaelige, skulde hvert Øieblik vises tilrette og redes ud af en eller
anden Forlegenhed, høiere Officerer inspicerede, Ronder og Afløsninger
droge igjennem Løbegravene med korte Mellemrum, Adjutanter bragte Ordrer
til de forskjellige Afdelinger, kort, der herskede en taus, men rastløs
Virksomhed, medens i umiddelbar Nærhed af os enkelte Compagnier, der
toge sig ud som Masser af ubevægelige Figurer, med Øiet og tildeels med
Geværpiberne rettede imod den foran os liggende Fæstning, stode, belyste
af Maanens Skin, rede til at afslaae ethvert Udfald, som Tyrkerne maatte
finde paa at gjøre imod os. Det Hele var en forunderlig Blanding af
tilsyneladende Ro og af militaire Forberedelser, af Taushed og Activitet,
der i en ganske særegen Grad maatte gjøre Indtryk paa den, der som jeg
var opdragen til Virksomhed i en heel forskjellig Retning.
Ved Midnat gjorde General Maison, ledsaget af en talrig Stab, en Ronde
igjennem Løbegravene. Vor Ammunition var nedgravet i kort Afstand bagved
vore Kanoner; Generalen undersøgte, hvorvidt Dækningen, bestaaende af
et Tag af Grene og opkastet Jord, kunde ansees for tilstrækkelig, han
fandt Alt i Orden, og snart efter søgte jeg Hvile, henstrakt paa nogle
Krudtkasser, stolende paa, at enhver Bevægelse fra Fjendens Side itide
vilde blive iagttaget af de fremskudte Poster, der fandt Ly i nedgravede
Huller imellem os og den maanebelyste Fæstning.
Alt før Dagens Frembrud bleve de Grene og Forhugninger borttagne, der
skjulte vore Batterier. Som Tiden skred frem, blev Alt mere og mere
levende, talrige Infanteri-Colonner opstilledes i Løbegravene i Nærheden
af vort Brechebatteri, Artilleristerne klyngede sig om deres Kanoner,
og med spændt Forventning speidede man efter den Raket, der skulde give
Signalet til det forventede Angreb.
Klokken sex steg den længselsfuldt imødeseete Raket i Veiret, og
øjeblikkelig begyndte Ilden fra vore Batterier. Det var interessant at
see Virkningen af vore Kugler. I den korte Afstand vare vi istand til
med stor Nøiagtighed at skyde en horizontal Linie i Fæstningsmuren, saa
langt nede som Jordsmonnet vilde tillade det, derefter blev der skudt to
verticale Linier i Muren, og, naar denne var tilstrækkelig gjennemboret,
vare eet eller to Skud, rettede imod Midten af det udskaarne Stykke,
istand til at bringe den hele Masse til at styrte ud efter, saaledes at
der derved blev dannet en Skraaplan, ad hvilken de stormende Colonner
kunde bane sig Vei. En Tidlang forsvarede Tyrkerne sig kraftig. Deres
Artilleri var imidlertid mangelfuldt og Skuddene usikkre. Geværilden
derimod var vel rettet, og, ikke fik Tyrkerne Øie paa Nogetsomhelst, der
rakte op over den opkastede Dækning, uden at det strax blev gjennemboret
af en eller flere Kugler. Endeel Mandskab faldt eller blev saaret i
Løbegravene; men Tabet var dog ikke betydeligt.
Det blæste haardt, en af mit Mandskabs Hatte blæste af og førtes af
Vinden hen langs Marken; uden at man anede det, foer Eieren afsted efter
sin tabte Eiendom. I samme Nu, som Tyrkerne fik Øie paa ham, ramtes han
af en Kugle i Benet og styrtede overende, heldigviis var han istand til
at kaste sig ned i en Fordybning, da ellers sikkert Flere vilde være
blevne rammede under Forsøg paa at komme ham tilhjælp.
Henved Klokken 10 vare store Brecher skudte i Fæstningens Mure;
Tropperne, der alt længe med Utaalmodighed havde været Vidne til den
fortsatte Artillerikamp, beredte sig til at bryde frem, det afgjørende
Øieblik var forhaanden — da et hvidt Flag fra Fæstningens Volde
standsede enhver videre Fremrykning. Man kan ikke tænke sig noget mere
Overraskende, end hvad der foregik i samme Øieblik: i samme Minut, som
Skydningen ophørte, viste sig for os langs den hele Muur, som vendte
ud imod os, en tætsluttet Kreds af brogede Tyrkeskikkelser; det var
som en storartet Decorationsforandring paa et Theater. Parlementairer
bleve afsendte, den nødvendige Forhandling fandt Sted, og efter nogen
Vægring overgav man sig paa Naade og Unaade. Besætningen blev afvæbnet og
Fæstningen tagen i Besiddelse.
General Maison vilde være den Første, der trængte ind igjennem den
nedskudte Breche. Hans Kok og to af hans Tjenere vare imidlertid komne
ham i Forkjøbet. Indigneret herover kaldte han dem tilbage og fugtlede
dem med egen Haand. Dette er den eneste Leilighed, ved hvilken General
Maison trak Sin Kaarde under dette Felttog.
Ved at trænge ind i Fortet fandt man Tyrkerne beskjæftigede, som om
aldeles Intet var foregaaet. I en Hytte paa Volden, der paa dette Sted
var undermineret af vore Kugler, fandt man flere Tyrker, der i al Ro
vare iværk med at tillave deres „pilau“; udenfor Kaffehuset sade Andre,
som sædvanligt med Benene overkors, ifærd med at ryge deres Chibuk;
Samtalen imellem disse var ligesaalidet levende som til daglig Brug, og
Intet tydede hverken paa Overraskelse eller Bekymring. Selvbeherskelse er
Tyrkens Stolthed, Intet bør kunne bringe ham ud af hans vante Fatning.
En af Generalens Adjutanter, Mr. Dillon, havde alt længe attraaet at
komme i Besiddelse af en smuk tyrkisk Sabel. Den befalede Afvæbning af
Castellets Besætning forekom ham at tilbyde en ypperlig Leilighed til
at faae sit Ønske opfyldt, og efter en Tidlang at have betragtet de
Forbigaaendes Sabler, af hvilke han fandt nogle for tunge, andre for
lange, standsede han endelig foran en stadselig Tyrk, der med sædvanlig
Rolighed begav sig hen til det Sted, hvor Vaabnene skulde afleveres.
Ved Tegn søgte han at gjøre Tyrken begribelig, at han skulde overlade
ham sin Sabel. Tyrken viste sig høflig i høi Grad, han pegede paa den
rige Sølvbesætning, foreviste ham Klingen, men gav sig derefter til at
fortsætte sin Vei, da Mr. Dillon for at gjøre sig forstaaelig tog Penge
frem for derved at betegne, at han ønskede Sablen tilkjøbs. Der gik nu et
Lys op for Tyrken, han greb i Lommen, tog en fyldt Pung frem, lod Pengene
rasle for Mr. Dillons Øren og forlod ham uden at værdige ham andet end
det betegnende „Yoc“, der for Tyrken indeholder en bestemt Afviisning. Et
Qvarteer efter var rimeligviis Sablen afleveret til rette Vedkommende;
men at sælge den — dette var under en høibaaren Tyrks Værdighed.
Dagen derpaa vare vore Kanoner atter indskibede, og den følgende Dag
forlode vi Patras. Forfærdelige Regnskyl paafulgte. Løbegravene bleve
fyldte med Vand, og stor Møie havde de Skibe, hvorombord der ikke
herskede den samme Activitet som i „_Conquérant_“, med at faae deres
Kanoner slæbte til Stranden og derfra ombord i Skibene.
Med Patras’s Indtagelse forsvandt det sidste tyrkiske Flag fra Moreas
Grund. Det var ikke Grækernes egne Bestræbelser, der hidførte dette.
Almindelig Begeistring i Europa for Frihedssagen, den Higen efter
Popularitet hos de ledende Kredse i Frankrig og i England, der bragte
disse til at slutte sig til den herskende Bevægelse, samt endelig kløgtig
Beregning fra Ruslands Side, hvis Politik gik ud paa Tyrkiets Svækkelse,
disse vare de Factorer, som Grækenland skyldte sin endelige Befrielse.
Ikke engang Kanontordenen fra Navarino var istand til at vække Grækerne
af deres Uvirksomhed. Fra Navarinoslaget indtil Ægypternes Rømning af
Landet hengik der et Aar, og i al denne Tid lode Grækerne uden Modstand
Fjendens usle og forhungrede Tropper forsyne sig af deres Marker med
den Føde, som ikke længer ad Søveien kunde blive dem tilbragt. Enkelte
heltemodige Bedrifter kastede vel et lysende Skjær over Grækernes første
Frihedsbestræbelser; men indre Splid lammede derefter i mange Aar enhver
Anstrengelse fra de sande Fædrelandsvenners Side. Denne Splid kan dog
lykkeligviis under en regelmæssig og forstandig Regjerings Indflydelse
i vore Dage ansees for at være forstummet, eller idetmindste kan det
haabes, at den har mistet sin truende Charakteer.
Malakoff i London.
Tredive Aar efter Felttoget paa Morea var jeg befuldmægtiget Minister
i London, Orsinis Attentat imod Keiser Napoleons Liv havde bragt
Misstemning tilveie imellem Frankrig og England, og denne førte til, at
General Pélissier, Hertug af Malakoff, blev udnævnt til Ambassadeur ved
det engelske Hof.
Malakoff var, selv afseet fra hans militaire Egenskaber, en Mand af
Betydning. En Glorie omgav ham siden Sebastopols Fald; han havde ført den
engelske Armee til Seier, og, efterat det første uhyggelige Indtryk havde
lagt sig, som Udnævnelsen af en Marschal til at repræsentere Frankrig
under de daværende Omstændigheder førte med sig, kom Malakoff til at
spille en Rolle saavel i det engelske Selskabsliv som i sin nye Værdighed
overhovedet. Han var imidlertid barsk, heftig, bydende, uopdragen og
savnede dertil aldeles de Former, som gjøre sig gjældende i de høiere
Selskabskredse. Hans Omgivelser skjælvede for ham, og for de Fleste var
han vanskelig at komme tilrette med, saa at han i daglig Omgang saavist
ikke har været nogen elskværdig Personlighed. I enhver Retning sporede
man, at han var uddannet i Felten: i Eet og Alt var han Soldat.
Første Gang, jeg traf sammen med den nye Ambassadeur, er det naturligt,
at jeg lod mig forestille for ham. Jeg udtalte, at det glædede mig
saameget mere at gjøre hans Bekjendtskab, som jeg i sin Tid havde gjort
Tjeneste ombord paa franske Skibe og bevarede smukke Erindringer om
Frankrig og de der tilbragte Ungdomsaar. „Hvor har De tjent?“ spurgte
Marschallen paa sin korte og tildeels frastødende Maade. Jeg fortalte
ham, at jeg først havde været paa Togt i Sydhavet og senere havde
tjent i Middelhavet under General Maisons Expedition til Morea. „Der
var jeg med“, faldt han mig i Ordet, „paa hvad Skib var De?“ — „Paa
„_Conquérant_“, Admiralskibet.“ — „Der var jeg ofte ombord“, afbrød
han mig atter, „vi maae altsaa have seet hinanden før.“ Jeg yttrede,
at dette var høist rimeligt, men at det var vanskeligt efter saa mange
Aars Forløb at mindes den Mængde Officerer, man dengang traf sammen med.
„Hvad Stilling beklædte De?“ spurgte Marschallen videre. — „Lieutenant
de vaisseau.“ — „Jeg var dengang Capitain“, fortsatte han, „altsaa
samme Grad; j’ai donc fait un meilleur avancement que vous — jeg har
altsaa senere havt et hurtigere Avancement end De.“ Jeg bemærkede, at
der endda var Anledning for mig til at være ret veltilfreds; men at det
jo ikke var Enhver, som kunde indtage Malakoff. Dette morede ham. „I
ethvert Tilfælde“, udbrød han „ere vi da gamle Krigskammerater,“ og som
„ancien camerade de guerre“ opstod der fra dette Øieblik en venskabelig
Tilslutning fra Marschallens Side, som ingensinde fornegtede sig. Aldrig
mødte jeg ham i Hydepark, hvor han saavelsom jeg jævnlig toge os en
Spadseretour, uden at han kom for at sige sin ancien camerade de guerre
nogle venlige Ord; hver Uge, undertiden flere Gange om Ugen, fandtes
hans Visitkort paa vort Bord, stort i Format i Modsætning til ham selv,
der var lille; kort, han var uudtømmelig paa Opmærksomheder, Alt paa
Campagnen til Moreas Vegne.