i Mansion-house. Jeg havde hilst paa His Lordship saavelsom paa Lady
Mayoress og trak mig tilbage noget efter Midnat for at begive mig til min
Vogn, da en Stemme kaldte: „Amiral, où allez vous?“ Det var Marschallen.
Jeg forklarede, at min Tjenestepligt var opfyldt, og at jeg nu fandt
Tiden passende til at vende hjemefter. Han spurgte: „Har De faaet
Aftensmad?“ Leende forsikkrede jeg, at det aldrig faldt mig ind ved slige
Leiligheder at søge Aftensbordet, og at det i ethvert Tilfælde vilde være
saagodtsom umuligt at bane sig Vei igjennem Trængselen, der belemrede
Trappen op til Spisesalen. „Lad os prøve, kom med mig!“, og dermed satte
han sig i Bevægelse opad Trinene, der førte til den festlig udsmykkede
Spisesalon. Jeg fulgte ham. Saavidt Trængsel og Crinoliner tillode det,
søgte man at gjøre Plads for Malakoff; men paa en af Trappens Afsatser
var Menneskemængden for stor, og vi maatte vente. Fra dette Sted havde
man Udsigt over Dandsesalen og over den brogede Vrimmel, der bevægede
sig i en stor tilstødende Salon. Det morede Generalen at gjøre sine
Bemærkninger, og ved Synet af en ældre, stadselig Dame, straalende med
Diamanter, udbrød han: „Seer De den Lady, klædt i Guult? Jeg har ikke
kunnet blive fri for hende hele Aftenen: hun har klæbet sig ved mig som
en Burre, det har været en sand Gjentagelse af Beleiringen af Malakoff!“
Sagen var, at ikke faa ældre Lady-dowagers lagde an paa at vinde
Marschallens Haand: Alle vilde de være Madame la Duchesse de Malakoff.
Endelig naaede vi op i Spisesalen; vi stillede os op ved et af de
lange rigtbesatte Borde, og med glubende Appetit faldt Marschallen
over Aftensmaden. Herrer og Damer samledes efterhaanden for nærved at
betragte Seierherren ved Sebastopol, og kort efter henvendte en af
Ordensmarschallerne sig til Ambassadeuren for at meddele ham, at endeel
ladies and gentlemen ønskede at bevidne ham deres Høiagtelse. Med et
Stykke Skinke i Haanden gjorde Marschallen omkring, bukkede, udtalte sin
Beklagelse over, ikke at kunne takke i deres eget Sprog for den Ære, der
vistes ham, og gav sig derefter til at fortsætte det afbrudte Maaltid.
Et Øieblik efter havde nye Skuelystne indfundet sig, og samme Scene
gjentoges; det var det Latterligste af Verden at see den høit smigrede
Marschal, der dog var halv fortrædelig over de gjentagne Afbrydelser, med
et Fasanbeen i den ene Haand og fegtende med en Kniv i den anden, gjøre
Buk og Complimenter til det om ham samlede Publicum. Endnu en tredie
Gang maatte han gjøre omkring for at hilse paa den forsamlede Mængde —
han var øiensynlig Dagens Løve.
„Lad os komme bort“, „Allons nous en!“ sagde han endelig til mig, og kort
efter vare vi paa Veien, jeg til Lowndes-Square og han til Albert-gate,
hvor den rigelige souper udentvivl har bragt ham til at drømme om
guulklædte ladies, om Posteier og Agerhøns, men fremfor alt vistnok om
Soldater og Feltliv, Alt i Forbindelse med den Hyldest, for hvilken han
havde været Gjenstand.
Malakoff var under Middelhøide, bredskuldret, kraftig og stærkt
bygget. De fyldige sorte Øjenbryn over de mørke Øine stode i god
Overeensstemmelse med hans mørke Ansigtsfarve, men contrasterede
forøvrigt i paafaldende Grad med hans tætte graa Haar, som han bar kort
afklippet, og som stod om hans Hoved som Svinebørster. I Begyndelsen
antog man ham i England for en ret og slet Militair; senere maatte man
anerkjende, at der, uagtet alle hans Vagtstuemanerer, boede endeel Mere
hos ham. Historierne om ham, som dengang vare i Omløb, ere utallige. Et
Par kunne mulig have Interesse, om de end kun staae i løs Forbindelse med
det Emne, som jeg har foresat mig at behandle.
Nogen Tid efter, at det var blevet Malakoff foreslaaet at overtage
Ambassadeurposten i England, indfandt han sig hos Keiseren og erklærede,
at han saae sig nødsaget til at frabede sig denne Ansættelse; han vilde,
sagde han, i London træffe sammen med de orleanske Prindser, han havde i
Africa staaet under Aumale’s Commando, og det vilde være ham umuligt at
fornegte det Baand, som derved var blevet knyttet imellem dem. Keiseren
beroligede ham med den Erklæring, at han ærede den Hengivenhed, der bandt
ham til hans tidligere général en chef, men at han imidlertid i dette som
i alt Andet stolede paa hans Tact og savoir-faire, og at han derfor ikke
tog i Betænkning forud at billige de Skridt fra Marschallens Side, til
hvilke hiint venskabelige Forhold maatte give Anledning.
Kort efter kom Malakoff til London; i en soirée traf han sammen med
Hertugen af Aumale: denne aabnede Armene imod ham, Marschallen gik ham
imøde, og i den forsamlede Mængdes Overværelse omarmede de hinanden.
Af velvillige Aander blev denne Scene naturligviis strax meddeelt Grev
Walewsky, daværende Udenrigsminister, denne var slet stemt imod Malakoff
og tilskrev ham et bittersødt Brev, i hvilket det hed, at han, Walewsky,
kunde forestille sig, hvor ubehageligt det stedfundne Møde maatte have
været for Marschallen, at han fuldtvel vidste at vurdere det Venskab, der
bandt ham til flere af de fordrevne Prindser, men at det ikkedestomindre
som Frankrigs Repræsentant maatte paaligge ham at lægge Baand paa sine
Følelser, og at han ikke kunde andet end beklage, hvad der var forefaldet.
Dette Brev bragte Marschallen i Harnisk. Hans Omgivelser fortalte, at
han i flere Timer som Rasende spadserede op og ned ad Gulvet. Tilsidst
pakkede han Udenrigsministerens Brev i Convolut til Keiseren og tilskrev
denne: „Grev Walewsky har tilstillet mig vedlagte Skrivelse; jeg beder
Deres Majestæt om at ville besvare den.“
Malakoff faldt en Dag af Hesten, just som han i Dronningens Følge, under
en stor Revue ved Aldershott, red hen langs Fronten af de opstillede
Tropper. Man fortabte sig i Undskyldninger over den Hest, der var bleven
stillet til hans Raadighed, hvortil han kun bemærkede, at han var en
maadelig Rytter. „Men hvorledes førte De da Commandoen paa Krim?“ —
„J’allais en voiture, jeg kjørte“, var Marschallens Svar.
Istedenfor, at man om enhver Anden vilde have læst den næste Dag i
Aviserne en nøiagtig Beretning om, hvad der saaledes havde tildraget
sig i Dronningens Følge, rimeligviis ledsaget af forskjelligartede
Bemærkninger, fandtes intet Ord i nogetsomhelst Blad om Uheldet, der
var tilstødt Hertugen af Malakoff. Bedre end mangen langt vigtigere
Begivenhed afgiver dette Beviis for det Hensyn, man tog til den franske
Marschal. Uagtet al hans Kantethed saae man op til ham; han behandledes
med særlig Opmærksomhed.
Mit Forhold til Malakoff var mig ikke alene høist behageligt, men
endog til Nytte under min Ministervirksomhed i London. Skade, at en
saa fremragende Mand som Malakoff kun faa Aar efter skulde blive
sit Fædreland berøvet. Det lykkedes hverken nogen Lady eller nogen
Marchioness at vinde ham, hvorimod han til min store Overraskelse senere
blev gift med en Slægtning af Keiserinde Eugénie. Han efterlod kun en
Datter, saa at Titelen med ham gik i Graven. Lidet anede man ved hans
Død, hvor tungt Frankrig vilde komme til at savne en Mand som ham, der i
kritiske Øieblikke muligen kunde have udøvet en afgjørende Indflydelse
paa Begivenhedernes Gang og paa sit Fædrelands Skjæbne.
Mr. Follain.
M. Follain, lieutenant de vaisseau, var tjenstgjørende Officeer ombord i
Linieskibet „_Conquérant_“. En Dag paa hans Vagt skulde en mistænkelig
Seiler opjages. Det blæste stivt, Bramseilene kunde netop føres, og
Folkene stode med Fald og Skjøder i Hænderne, klare til skyndsomst at
bjerge Seilene i paakommende Tilfælde. Admiralen var paa Dækket; med
stigende Interesse betragtede han, hvorledes Linieskibet vandt ind paa
den forfulgte Seiler. Skummet væltede op for Bougen, Bramræerne bugtede
sig, læ Vant hang slappe, det knagede i Reisningen, og, da et Vindkast
foer hen over os, og Skibet krængede over, meente Follain, at det yderste
Øieblik var kommet og commanderede: „Lad løbe Bramseil!“ — „Lad staae!“
raabte Admiralen med heftig Stemme, og en skarp Irettesættelse paafulgte
til den vagthavende Officeer for at have givet Befaling til at mindske
Seil uden hans Ordre. Follain udtalte Frygt for, at Bramstængerne skulde
gaae overbord. Admiralen overfusede ham med haarde Ord, og en uhyggelig
Scene forefaldt paa Hytten i de tilstedeværende Officerers samt det
omkringstaaende Mandskabs Overværelse.
Den næste Dag fremstillede Follain sig for Admiralen. Han beklagede sig
over den haarde Medfart, der var bleven ham tildeel, og haabede, at
Admiralen vilde tilbagekalde enkelte Udtryk om Uduelighed og Mangel paa
Sømandsblik, som vare faldne den foregaaende Dag. Admiralens Svar gik ud
paa, at, dersom han ikke var tilfreds ombord i „_Conquérant_“, kunde han
søge om at blive afløst, det vilde staae ham frit at gaae tilbage til
Frankrig.
Follain var en ærekjær Officeer. Han skjulte ikke, hvor dybt han følte
sig krænket. En Tidlang hengik, vistnok en sørgelig Tid for ham; thi det
var iøinefaldende, at en indre Kamp tyngede paa hans Sind. En Formiddag
savnede vi ham ved Frokosten; man søgte i hans Lukaf og fandt ham badet i
Blod — han havde skudt sig en Kugle for Panden.
Det oplystes, at han om Morgenen havde sendt sin Oppasser efter en af
Skibets Pistoler, med denne havde han rettet det dræbende Skud lidt
over den høire Tinding. Kuglen var imidlertid ikke trængt igjennem: den
laa fladtrykt udenpaa Hjærneskallen, og to Dage levede Follain endnu. I
første Øieblik troede Lægen at at kunne frelse hans Liv; men snart viste
det sig, at Hjerneskallen var kløvet. Follains Dødskamp var gribende:
han var utrøstelig ved Visheden om at skulle gaae bort herfra, han var
utrøstelig ved Tanken om en kjær Søsters Fremtid, hvis eneste Støtte han
hidtil havde været, og han erkjendte, at han ikke havde havt Ret til at
raade over sin Tilværelse.
Follain blev begravet i Smyrna. Ifølge katholsk Skik tilfaldt det mig at
bære den ene Flig af hans Ligklæde, da han blev stedet til Jorden. Som
Kjætter kunde jeg have undslaaet mig herfor; men ved Graven vige Hensyn
af den Art, og jeg følte Tilfredsstillelse ved at vise en Kammerat den
sidste Ære og ved fra Gravens Rand at bringe ham mit sidste Farvel.
Smyrna.
Forholdene havde medført Overanstrengelse for „_Conquérant_“’s Besætning;
det franske Armeecorpses Landsætning og senere de ægyptiske Troppers
Indskibning havde medført haardt og vedvarende Arbeide. Usundt Klima
om Efteraaret kom hertil, og Sygelighed udbrød blandt Mandskabet. En
ondartet typhoid Feber greb om sig, de Syges Antal steg efterhaanden
til imellem 250 og 300 Mand, og det velorganiserede Skib blev et sandt
Hospital. Under disse Omstændigheder maatte der gribes til kraftige
Forholdsregler for at skaffe Mandskabet den nødvendige Pleie og Ro, og
Admiral Rigny besluttede at afgaae til Smyrna.
Vi løb østenom Scios, hvorfra Duften af Oranger førtes os imøde, om
Natten krydsede vi igjennem det snevre Løb imellem Scios og Pompes-Øerne,
en Seilads saa dristig, at jeg tilbragte den større Deel af Natten
paa Dækket for at være Vidne dertil, vi passerede det mægtige Cap
Carabournou, stode paa Bøsseskuds Afstand forbi Smyrnas Castel, der
forsvarer Indløbet til Bugten, og saae her for os de Kæmpekanoner,
bestemte til at udskyde Steenkugler, der som affældige Redskaber gabede
os imøde. Ved Slutningen af November ankrede vi paa Smyrnas Rhed imellem
en Stimmel af Orlogs- og Koffardimænd af alle Nationer.
Vort første Foretagende var at indrette et Hospital iland, til hvilket de
haardest angrebne af vore Syge bleve indbragte. Læger bleve afgivne fra
Skibet, og det Hele stilledes under Tilsyn af en af Skibets Officerer.
Med de Syges Bedring gik det imidlertid kun langsomt fremad, og henved
tre Maaneder tilbragte vi ved Smyrna, førend Mandskabets Helbred atter
var fuldkommen gjenoprettet.
Smyrna er et interessant Punct. Man behøver blot at ankre paa Rheden for
at komme til Erkjendelse heraf. Den Forskjellighed af Flag, der vaie fra
de Hundreder af Skibe, som altid her findes samlede, giver strax det Hele
et livligt og kosmopolitisk Præg. Forunderlig klædte Skikkelser trænge
sig ombord, Sprogforvirringen antager en ukjendt Højde, nye Skikke og
Sædvaner gjøre sig gjældende i alle Retninger, man fængsles af de uvante
Omgivelser og føler, at man befinder sig i en anden Verdensdeel.
Fra Rheden afgiver Smyrna et eiendommeligt Skue. Amphitheatralsk reiser
Staden sig i en jævn Skraaning opad de omgivende høie Bjerge, Skove af
Cypresser omgive Byen, og paa denne mørke Baggrund fremtræde Minareter
og Kupler, som for at minde om, at Islam her har plantet sit Banner;
de røde Tage danne en forunderlig Modsætning til hine gracieuse og
elegante Bygninger, men det Hele gjør et tiltalende Indtryk. Den store By
i sin mørke Ramme har noget Mystisk ved sig; man aner en hidtil ukjendt
Vegetation og sporer noget Nyt ved Alt, hvad der fremstiller sig for Øiet.
Forbindelser med alle Verdens Dele gjøre Smyrna til en Stad, der er egen
i sit Slags. Den Forskjellighed af Dragter, blandt hvilke man uden særlig
at gjøre sig Rede derfor kommer til at udgjøre et Led, er i høieste
Grad paafaldende for Enhver, der betræder denne Deel af den asiatiske
Jordbund. Armenieren, der iført sin røde Kofte og sin firkantede sorte
Hue i Bazaren udsælger sin Rosenolie eller stiller sine Chaillis og
persiske Tæpper tilskue, staaer i en lige saa stor Modsætning til
Europæeren med sin snevre Klædning og sin cylindriske Hat, som Tyrken
med sin Turban og sin brogede Paaklædning til Paschaen med den høie,
sorte, pyramideagtige Lammeskinds Hue, der bedækker hans Hoved. Grækere,
Russere, Jøder, Tatarer og Ægyptere have hver sin særskilte Dragt og
Hovedbedækning, og hertil kommer endnu, at der selv hos de forskjellige
Nationaliteter gives Afskygninger, der saa at sige altid adskille sig
fra hinanden ved Hovedtøiets Form eller Farve, saa at man af disse
tilnærmelsesviis kan slutte sig til Bærerens Stilling eller Biographi.
Levantineren, der har opnaaet et eller andet Consulats Beskyttelse, bærer
saaledes en stor, hvid, firkantet Ballon paa Hovedet, saa at han ikke
vil kunne forvexles med andre Dødelige; en grøn Turban bæres af enhver
Muselmand, der gjør sig til af at henhøre til Prophetens Slægt, kort,
Hovedtøiernes Farver, Form og Betydning danner et særskilt Studium for
Enhver, der nogensinde vil sætte sig ind i Forholdene. I Smyrna overgaaer
man altsaa sig selv i Retning af Hovedbedækninger.
Tyrken vandrer omkring, bevæbnet til Tænderne; han fører et heelt
Arsenal med sig: Sabel, Pistoler, Dolk, Patrontasker, undertiden dertil
Yatagan og Gevær. Han værdiger næppe en forbigaaende Giaur noget Blik,
endmindre viger han afveien for ham i de smalle, smudsige Gader. Jøden
lusker omkring i sin sorte Kutte og er oppe til Alt, hvorved der kan
fortjenes Penge; han er Commissionair, Veiviser, Tolk, og sees ned paa
af Alle. Vi havde engang paa Veien til Bazaren engageret en Jøde, der
fulgte os i Hælene. Underveis mødte vi en Tyrk med en vældig Byrde paa
Nakken, og Øieblikket efter hørte vi et forfærdeligt Spectakel: det var
Jøden, der fik Stokkeprygl, og som Tyrken paa denne Maade tvang til at
lette ham den Byrde, der var ham for tung at bære. Om Jøden skraalte for
Stokkepryglene, eller fordi han gik glip af den Fortjeneste, han ved os
havde lovet sig, vil jeg lade usagt; men den Stærkeres Ret maatte han
underkaste sig. Alene at spadsere om i Smyrnas Gader uden noget særligt
Maal eller Bestemmelse er for den Nyankomne en Nydelse, der næsten kan
sættes ved Siden af enhver anden Morskab, som Smyrna er istand til at yde.
Bazaren er naturligviis det Sted, der her som i alle tyrkiske Byer
fremfor Alt drager den Fremmede til sig. Man maa imidlertid ikke ved
Bazar tænke sig Noget, der i fjerneste Maade kan sammenlignes med, hvad
vi Europæere betegne som Samling af elegante Boutikgader. Fortløbende
Træskure af stor Udstrækning, gjennemskaarne paa Kryds og tværs af
snavsede, smalle, uregelmæssige Gyder eller Stræder, over hvilke der
hist og her er udbredt Seil for at bryde den brændende Sols Straaler:
dette er Smyrnas Bazar, eller var det, da jeg besøgte disse Egne. Hvert
Haandværk eller Art Varer har i denne sit særskilte Qvarteer, saa at man
i en Gyde finder lutter Skomagere, i en anden lutter Kobbersmede og tæt
derved, naar man dreier om et Hjørne, Boutiker, der ved Kostbarheden
og Usædvanligheden af deres Indhold tildrage sig Opmærksomhed. Ud til
Strædet eller Passagen er Boutikens hele Forside aaben, en bred Disk
danner Grændsen imellem Boutikens Indre og Publicum, og paa denne Disk
sidder almindelig Eieren selv, fordybet i sine Betragtninger, rygende af
sin lange Pibe eller sin Nargileh. Dette er idetmindste Tilfældet i den
fornemmere Deel af Bazaren, hvor bløde og med Guld indvirkede persiske
Stoffer falbydes samtidig med tyrkiske Tæpper, ægte Shawler, Perler,
Ædelstene, Chaillis, og et Udvalg af østerlandske Frembringelser, der
fremkalde Beundring ved deres Rigdom og Mangfoldighed. At beskrive disse
undertiden vidunderlig smukke Frembringelser kan her ikke være Tale om,
kun vil jeg anføre, at det dog især var de fine, vævede Uldtøier, blødere
end Silke og lette som Duun, der fremfor Alt tiltalte mig. Øiet frydes
ved Synet af al denne Kunstfærdighed, man svælger i Lugt af Pastiller
og duftende Essentser, indtil man med eet rives ud af den beundrende
Stemning, enten ved at løbes omkuld af en Lastdrager, der segner under
Byrden af en uhyre Vægt, eller ved at udsættes for at blive knuust af
forbidragende Kameler, der bundne til hinanden, ti eller tolv i Række,
med en Driver og et Æsel i Spidsen, majestætisk fortsætte deres Vei
uden at ændse mulige Forhindringer. Varerne, hvormed disse Lastdyr ere
belæssede, optage ofte hele Gydens Brede, og hyppig nødsages man til at
søge Frelse i en eller anden Boutik, naar man hører Æslets varslende
Klokke nærme sig.
Af egentlige Forlystelser gaves der saagodtsom ingen i Smyrna. Jævnlig
nød man sin Frokost ved Karavanebroen, over hvilken Tilførselen af Varer
fra det hele Østen finder Sted, og hvor altsaa Kameler i lange Rækker og
Mennesker af baade kjendte og ukjendte Folkeslag daglig strømme forbi i
broget Blanding. Fra Tid til anden tilbragte vi nogle Timer i tyrkisk
Bad, hvor vi først grundig bleve „masserede“, hvorefter hvert enkelt
Ledemod lige fra den lille Finger indtil Albue og Skulder blev bragt
til at knække paa en beundringsværdig Maade. I en halv bedøvet Tilstand
strakte man sig derefter hen paa et elegant indrettet Leie, hvor man
snart faldt i en blid Slummer. Den Kop Kaffe og den Chibuk, hvormed man
efter en halv Times Dvale blev vækket, henhører til de største Nydelser,
som jeg i den Retning har kjendt.
I flere Consulers og enkelte græske Kjøbmænds Huse var man en velkommen
Gjæst, og man kunde da i disses Familier finde nogle af de vidtberømte
græske Skjønheder, som det i selve Grækenland aldrig er lykkedes mig
at træffe paa. En egen Skik finder Sted ved slige Aftenvisiter, idet
Berettigelsen til at holde Fødderne ind under det nedhængende Bordtæppe,
„Tandouren“, ene og alene er Damerne forbeholdt, saa at det vilde være
i høieste Grad paatrængende, om nogen mandlig Besøgende vilde tillade
sig denne Frihed. Ogsaa var det en Egenhed ved disse Aftenbesøg, at man
altid maatte føre en Lygte med sig. Smyrnas Gader vare ikke oplyste, og
ved Politianordning var det derfor paabudt, at Ingen efter et angivet
Klokkeslæt maatte vise sig paa Gaden uden Lanterne. Den Vrimmel af
bevægelige Lys, som dette hidførte om Aftenen, afgav et livligt og
interessant Skue; men flere Gange hændtes det de Officerer fra Escadren,
der ikke førte det befalede Lys med sig, at blive optagne af Politiet, og
de løslodes først efter Reclamation fra den vedkommende Consul. Opholdet
i en tyrkisk Vagtstue skildredes som lidet tiltrækkende.
Fra Tid til anden oplevede man et Bal i Casino, Europæernes Klub, hvor
der da blev dandset med Lidenskab ofte til heelt ud paa Morgenen.
Dragterne udmærkede sig ved saadanne Leiligheder ligesaameget ved
Elegance som ved Forskjellighed, da ikke faa græske Damer her saaes
iførte deres nationale Pynt. Uagtet al den derved udfoldede Rigdom, og
hvor smukke end enkelte af dem i Virkeligheden vare, kunde de dog ikke,
naar jeg saae tilbage, naae op til Sammenligning med Limanerinderne
med deres graciøse Holdning, deres tiltrækkende Ydre og deres nydelige
Fod. Paa disse Soiréer dannede Munderinger fra alle Europas Lande en
rig Afvexling, og det var ikke alene Guldbroderierne og Costumerne, der
tiltrak sig Opmærksomheden, men i endnu høiere Grad de nationale Typer,
som her fandtes repræsenterede.
Dansk Consul i Smyrna var dengang Mr. de Jongh. Han var en dannet,
kundskabsrig og elskværdig Personlighed; men hans Orm var
Forfængelighed, og et Danebrogskors var hans Ønskers Maal. Han henvendte
sig til mig med Anmodning om at interessere mig hos den høie Regjering
for, at denne Naadesbeviisning kunde blive ham tildeel. Man tænke sig
tilbage til de Tider, og man forestille sig en Secondlieutenant blive
anmodet om Ridderkors! Jeg henviste ham til Major, senere General Hansen,
som dengang var Adjutant hos Frederik VI. og nylig fra Morea ankommen
til Smyrna. En Ridetour til Bournabah blev ordnet, og efter endt Frokost
aabnede Mr. de Jongh sit Hjerte for ham. Det var pudsigt at høre Major
Hansen, efterat vi havde forladt Selskabet, udtale sin Ærgrelse til mig
over endogsaa her at blive plaget med Anmodninger af denne Beskaffenhed.
Jeg søgte at stille ham tilrette, og efterat have været ombord for at
gjøre Toilette mødte jeg Klokken sex hos de Jongh, der havde indbudt
Major Hansen og mig til Middag.
Det vakte strax min Opmærksomhed ved min Indtrædelse i Huset, at Alt bar
et sjelden festligt Præg: de to Janitscharer i Forhallen vare iførte
pyntelige Dragter, Værelserne, man kom igjennem, vare pragtfuldt oplyste,
og, da jeg traadte ind i Salonen, langs hvis ene Side ligeoverfor Døren
der var anbragt et ophøiet Trin eller Divan, var det et fuldstændigt
Theatertableau, der her viste sig for mig. Midt paa Divanen stod Mr. de
Jongh omgiven af sin Familie, Kone og Datter lænede sig op til ham, de
mindre Børn stode i beundrende Stilling paa Siderne, det Hele tog sig ud
som Frontespicen paa en monumental Bygning. Belyst af en matbrændende
Lampe under Loftet var der noget Mystisk eller Gaadefuldt ved det
Hele, og endnu uforklarligere blev det mig, da Mr. de Jongh fra sit
ophøiede Standpunct traadte mig imøde med et mindst en halv Alen langt,
hvidt Danebrogsbaand med tilhørende Orden dinglende i Knaphullet. Under
Frokosten i Bournabah var Udnævnelsen til Danebrogsridder indtruffen, og
ved et besynderligt Træf af Skjæbnen fandtes de Jonghs ivrige Ønske at
være opfyldt, netop medens Major Hansen, gnaven og ærgerlig, med Møie
havde lagt Baand paa sin Uvillie og Utaalmodighed.
* * * * *
Efterhaanden gjenvandt Mandskabet sin Helbred. Opholdet i Smyrna var
blevet benyttet til Forbedringer af forskjellig Art, og „_Conquérant_“
kneisede paa Rheden fuldkomnere end nogensinde. Det Indtryk, jeg modtog,
da jeg første Gang traadte ombord, var under min Tjeneste i Skibet
blevet alt mere og mere befæstet: „_Conquérant_“ var blevet mit Ideal,
det stod og staaer bestandig for mig som Mønster for en Orlogsmand, og
endnu erindrer jeg den Følelse af Stolthed, der undertiden kom over mig,
naar jeg alene og overladt til egne Tanker roede ombord med det skjønne
Skib for Øie. Jeg kan sige, at „_Conquérant_“ var min eneste Lidenskab i
Smyrna.
Tilbagereise til Toulon.