betragtes som nogen fjendtlig Havn. Admiral Malcolm med „_Wellesley_“,
„_Conquérant_“, „_Breslau_“ og flere franske og engelske Skibe stode
derind, og vi saae nu Resterne af den Flaade, der havde været bestemt
til at skulle fuldstændiggjøre Grækenlands Undertvingelse. Disse Rester
vare saa godt som Intet. Et Linieskib, i hvilket man havde sat Nødmaster,
med store Aabninger i Siden, et Par forskudte Fregatter og nogle
Transportskibe var det Hele. Medens der saaledes over Vandet saagodtsom
Intet var tilbage, frembød det Indre af Bugten derimod et vidunderligt
Skue, naar man i klart Veir var istand til at see ned under Vandfladen.
Solstraalerne belyste da med brogede Farver Skrogene af forbrændte
Skibe, store og smaa imellem hverandre, liggende paa den hvide Sandbund.
Enkelte Skibe laae kæntrede med Bredsiden iveiret, med Kanonerne endnu
stikkende ud igjennem Portene og pegende lodret op imod Luften; andre, og
det var de fleste, vare sprængte fra hinanden, saaledes at Overskibet var
ført bort fra Underskibet, og hele Lasten med dens Apteringer viste sig
da for Øiet, som man undertiden seer Modeller, paa hvilke man fremviser
Skibets indre forskjellige Dele. I de forskjellige Apteringer saae man
Tougene regelmæssig opskudte paa Tougbrixerne, Vandfadene stuvede med
fuldkommen Orden paa deres Plads, Kuglerne i de for dem bestemte Rum,
kort, en heel undersøisk Verden udfoldede sig for den Nysgjerriges Blik.
Mange af disse Gjenstande ere vel alt nu borttagne; men, ligesom man i
vore Dage optager Vrag, der i Aarhundreder have ligget paa Havbunden,
saaledes kan det forudsees, at man endnu i mange Tider fra Dybet vil
opfiske forskjelligartede Gjenstande, der ligesom de udgravede Minder
om Grækenlands Oldtid, hvilke vi see paa med Beundring, i kommende Dage
ville blive betragtede med Interesse som hidrørende fra en Begivenhed,
hvorfra Grækenlands gjenvundne Frihed er udgaaet.
Ankomst af Admiral Maisons Expedition.
Ved Slutningen af August 1828 ankom til Morea General Maison tilligemed
den første Convoi med franske Tropper ombord, henved 9000 Mand, til
Grækernes Understøttelse. Det er alt anført, at Admiral Rigny ikke
bifaldt Armeecorpsets Udsendelse; da Convoien kom tilsyne, saae man,
hvorledes Blodet kom i Bevægelse hos ham; han blev heftig og var næppe
til at komme nær. Endog hans Adjutant, Le Ray, lieutenant de vaisseau,
lige afholdt af Admiralen og af Alle ombord, gik det ud over; med sin
vante Frimodighed tog han flere af Capitainerne i Forsvar: „Toujours
l’avocat des mauvaises causes“, var Admiralens Svar — snarere en Roes
end en Dadel under forhaandenværende Omstændigheder. Convoien, fandt
Admiralen, var ikke tilbørlig samlet, den førte ikke tilstrækkelig Seil.
Fartøier bleve satte i Vandet for at roe ombord i de os nærmest liggende
Skibe, hvor vore Folk entrede tilveirs, gjorde Seil los og fore saaledes
omkring fra det ene Skib til det andet. Hvad der endmere forøgede
Admiralens Ærgrelse var, at de convoierende Orlogsmænd laae spredte og
havde ladet sig drive for langt ned i Læ, hans Utaalmodighed var i stadig
Tiltagende, altsom det viste sig umuligt for Orlogsmændene at komme op:
der blev skudt, det regnede med Signaler, og vist er det, at, dersom
Fæstningen Koron havde begyndt at skyde paa Convoien, hvilket ikke kunde
ansees for nogen Umulighed, da den ikke var i ægyptiske, men i tyrkiske
Hænder, vilde de Krigsskibe, der skulde afgive Beskyttelse, ikke have
været istand til at yde nogensomhelst Bistand.
Under disse Omstændigheder var det magtpaaliggende for „_Conquérant_“
at komme saa nær ind under Koron som muligt. Noget søndenfor denne
Fæstning ligger en høi Klippe, Venetico, adskilt fra Fastlandet ved
et smalt og bugtet Løb; dette Løb dannede en Gjenvei, ad hvilken man
kunde naae hen lige ind under Fæstningens Kanoner, og Admiralen spurgte
vor ombordværende Lods, om han kunde løbe „_Conquérant_“ derigjennem.
Lodsens Svar var en bestemt Benegtelse. „Da veed jeg dog, at svære Skibe
tidligere ere løbne indom Klippen“, yttrede Admiralen. „Vel muligt“,
svarede Lodsen, „men næppe Skibe af „_Conquérant_“’s Dybgaaende, og jeg
kan ikke paatage mig Lodsningen igjennem Løbet.“ Et Par Gange spadserede
Admiralen op og ned ad Hytten, og med eet blev Ordre givet til at sætte
Coursen indenfor den omhandlede Klippe. Officerer bleve sendte tilveirs
og ud paa Klyverbommen for at holde Øie med hvidt Vand, om saadant skulde
vise sig; fra Veiret blev der varskoet, snart Styrbord og snart Bagbord,
„_Conquérant_“ lystrede Roret som en Jolle, og vi kom virkelig igjennem:
det er noget nær den dristigste Seilads, jeg har været Vidne til.
Under alt dette var Messens Spisetid indtruffen. Efter Bordet samlede
den civile Deel af Messemedlemmerne sig paa Dækket, og i al Ro gave
de sig til at ryge deres vante Cigar agtenfor Varerundholterne. En
paafaldende Modsætning dannede de til al den Bevægelse, der herskede
ombord, de vare som uberørte af Alt, hvad der foregik omkring dem.
Pludselig hørtes Admiralens Stemme: „Naar Alle ere i fuldt Arbeide, er
det mig imod at see Enkelte paa Dækket, som Intet tage sig for; hvem er
de Herrer, som ryge paa Kobryggen? — — — jeg ønsker, at De Herrer ville
gaae ned paa Batteriet — — jeg vil ikke, at man skal ryge paa Dækket.“ En
uheldig Ombrasning bragte ved samme Tid Admiralens Sind end yderligere i
Bevægelse; en Underlæge, der ikke havde fattet Admiralens Ord, vedblev
rolig at staae med sin Cigar i Munden, Ansigtet vendt imod Hytten,
hvorfra den heftige Stemme havde ladet sig høre, og ikke istand til at
give sin Harme Luft hverken ligeoverfor General Maison, hvis Ankomst
havde oprørt hans Sind, eller for Skibscheferne, over hvis Manøvrer han
ærgrede sig, syntes hele Admiralens Vrede med eet at gaae ud over den
ulykkelige Doctor. „Jeg troer, at han seer paa mig!“ udbrød han med
Heftighed; „han seer virkelig paa mig!“ fortsatte han med skingrende
Stemme, og „Monsieur, rendez vous à la fosse aux lions!“ — Stedet, hvor
Cadetter og Ligestillede holdes i Arrest — gjenlød derefter over hele
Skibet. Endnu tredie Dagen efter var jeg nede i fosse aux lions at se
til vor arresterede Doctor, og det forbittrede Udraab: „Je vois qu’il me
regarde!“ har ofte senere i Tankerne gjenlydt for mine Øren.
Om Natten ankrede vi ved Panidgi inde i Kalamattabugten, og efterhaanden
kom Convoiens Skibe tilankers omkring os. Stedet var udseet til
Troppernes Landsætning, og næste Morgen begyndte Udskibningen. Ikkun
Skibenes Fartøier havdes til Raadighed hertil, og den første Dag naaede
man kun at sætte 3000 Mand iland. Tropperne vare ankomne til Morea
med den Overbeviisning, at de kom til et forpestet Land, de betraadte
altsaa Kysten, veludrustede med Advarsler om ikke at nærme sig nogen
Græker, ikke at udsætte sig for vaade Fødder, ikke at spise Frugt,
kort, med Formaninger af enhver Art for at undgaae de Farer, som man i
alle Retninger forestillede sig at være omgiven af; endnu i Fartøierne
anbefalede Compagnicheferne deres Underhavende den størst mulige
Forsigtighed, og heelt overraskede bleve de ved at see vore Folk springe
i Vandet til op over Lænderne, give sig af med de enkelte Grækere, der
havde indfundet sig for at falbyde Varer, og med stor Begjerlighed
nyde baade Viindruer og Vandmeloner, som de havde tilforhandlet sig.
Soldaternes Forsigtighedsregler holdt ikke længe Stand, ligesaalidt som
saameget Andet, der, ifølge vore Matrosers Mening, ikke vilde have været
muligt for Andre end „troupiers“ at finde paa.
Tropperne leirede sig paa en Høi, tæt ved den lille Flod Nisib’s Udløb,
og den næste Dag blev den øvrige Styrke landsat. Mærkeligt var det, at
denne Division ankom til Morea uden Skyts og saa at sige aldeles uden
Munition, der først indtraf med den næste Transport nogle faa Dage
senere. Havde der viist sig nogen Fjende, vilde Troppernes Stilling
ikke have været uden Fare. Ikke Andre end de faa handlende Grækere kom
imidlertid tilsyne; men ikkedestomindre læstes senere i de franske Aviser
om den Begeistring, hvormed de franske Soldater vare blevne modtagne ved
deres Landstigning paa den classiske Jord. Man læste om det imponerende
Skue, de afgave ligeoverfor det jublende Folk, om Skjønheden af den Kyst,
som de havde betraadt, hvilket derefter blev skildret med levende Farver
— i Virkeligheden indskrænkede denne feeagtige Kyst sig til en lav,
sandet Strandbred med nogle enkelte lauriers-rose (Nerium) — „et c’est
ainsi que l’on écrit l’histoire!“
Efter nogen Tids Forløb ankom den anden store Convoi med Tropper, og
Styrken blev herved bragt op til henved 12,000 Mand, blandt hvilke et
Regiment Cavalleri. Eiheller til at bringe Hestene i Land havde vi andre
Midler end vore Baade; Hestenes Landsætning fra disse var vanskelig, og
man foretrak derfor at fire Hestene i Vandet, at gjøre dem fast agter
til Fartøjet og saaledes at bugsere dem svømmende ind til Kysten. Mange
druknede under denne Svømmetour. Ogsaa mig tilfaldt der et Fartøi, som
skulde føre Heste iland; belært af Erfaringen og for at undgaae, at
Hestens Hoved kunde komme under Vand, lod jeg Hovedet med Næseborene
opefter binde fast til Fartøiets Reling, hvorefter vi med fire eller sex
Heste langs Siden forsigtig roede ind imod Strandbredden. Almindelig
viste Hestene sig flinke, naar de paa denne Maade naaede Land; men jeg
tilstaaer, at enkelte gave stærk Anledning til Bekymring, naar de ved
Ankomsten til Kysten ubevægelige og med alle fire Been udstrakte maatte
hales op langs det fladt opgaaende Sand. Rytteren kom da til, kjælede for
sin Hest, tiltalte den, dreiede paa Halen, og pludselig foer Dyret op,
satte i strakt Galop hen langs Strandbredden, fulgt af Mængdens Raab og
Bifaldsyttringer. Mulig har min Methode ikke været kunstmæssig, men vist
er det, at ikke nogen Hest druknede under min Behandling.
Forhandlinger med Ibrahim Pascha.
Efterretningen om den ægyptiske Convois Nærmelse, der skulde føre
Ibrahim-Paschas Styrke tilbage til Alexandrien, bragte „_Conquérant_“
fra Kalamattabugten ind til Navarino. Ved Convoiens Ankomst blev jeg
sendt ombord til den Commanderende, der førte sit Flag ombord i en
udmærket smuk 60-Kanons Fregat, bygget i Livorno. Jeg blev behandlet med
Udmærkelse, Soldatesquen, henved 100 Mand i hvide Munderinger, halvsnevre
Underklæder og Baret paa Hovedet, stod opstillet for at gjøre Honneurs,
og med Capitano-Bey røg jeg en Pibe, magelig hvilende paa en af Kahyttens
Divaner. Der blev budt mig en Miniaturkop fortrinlig Mokka-Kaffe, baaren
frem i et Guldbæger, besat med Perler, og herpaa vendte jeg tilbage
til „_Conquérant_“ vistnok ikke stort klogere af min Samtale med den
høitstaaende ægyptiske Officeer, om Besøget end ikke havde havt ringe
Interesse for mig.
Forholdet imellem det franske Armeecorps og Tyrkerne, der stode i den
nærliggende Fæstning Koron, var af en særegen Beskaffenhed. Efter
Navarino-Slaget maatte Franskmænd og Tyrker betragte hinanden som
Fjender; men paa den anden Side var ingen Krigserklæring bleven udstedt,
og under den eiendommelige Stilling, som fulgte heraf, kunde en uventet
Tilfældighed fremkalde et Sammenstød, der efter al Rimelighed paany
vilde medføre Fjendtligheders Udbrud. Naturligviis vilde Intet have
været kjærere end dette for de franske Tropper, der vare komne til Morea
med Forventning om at skulle vinde baade Laurbær og Decorationer, og,
da man saagodtsom daglig søgte at give Tyrkerne Anledning til Angreb,
maatte Spændingen naturligviis med hver Dag tiltage. Under disse
Omstændigheder var det derfor en Selvfølge, at man med levende Interesse
imødesaae Resultatet af en Sammenkomst, der var berammet at skulle
finde Sted ombord hos den engelske Commanderende imellem Ibrahim-Pascha
— som i den Anledning var vendt tilbage fra Patras til Navarino — den
Høistcommanderende for det franske Armeecorps, General Maison, samt
Admiralerne Malcolm og Rigny. Det kunde forudsees, at denne Conference
vilde faae en afgjørende Indflydelse paa de franske Troppers Optræden
ligeoverfor den ægyptiske Occupationshær, ligesom og paa Frankrigs
Forhold til Grækenland i det Hele, og som Følge heraf følte man sig
ømfindtlig berørt ved, at en Sammenkomst, der stod i saa nær Forbindelse
med Frankrigs Interesser, skulde finde Sted ombord i det engelske
Admiralskib.
Aftenen før den til Mødet fastsatte Dag havde jeg Første-Vagt.
Admiralens Adjutant, Le Ray, forblev længere paa Dækket end sædvanlig,
seent paa Aftenen blev det meldt, at et tyrkisk Fartøi nærmede sig,
og efter Le Ray’s Anviisning blev der gjort Anstalt til at modtage
Fartøiet med usædvanlige Høflighedsbeviser, og ombord traadte tre Tyrker,
der bleve førte ind til Admiralen. Længe varede Besøget. Med synlig
Forekommenhed bleve Tyrkerne ved Midnat atter ledsagede til Faldrebet, og
der blev rettet Anmodning til mig om ikke at tale om det natlige Besøg.
En af Tyrkerne var Ibrahim-Pascha, der kom for at forhandle med Admiral
Rigny om de forskjellige Spørgsmaal, som kunde forudsees at ville blive
Gjenstand for Forhandling den næste Dag under den med Spænding imødeseete
fælles Sammenkomst.
Denne Conference varede fra Klokken otte om Morgenen til ud paa
Eftermiddagen. Ibrahim klagede over den udfordrende Maade, paa hvilken
man optraadte ligeoverfor hans Tropper: man kjendte den ringe Mandstugt,
der herskede iblandt disse, ligeoverfor en fjendtlig Armee vilde man selv
i den bedst disciplinerede Hær vanskelig kunne forhindre et enkelt Skud
fra at falde, hvormeget mindre da fra hans Tropper, og et saadant Skud
vilde kunne medføre uberegnelige Følger. Han erklærede sig forøvrigt
villig til at forlade Morea med de ægyptiske Tropper, dog kun paa egne
Skibe eller paa saadanne, som vare fragtede af den ægyptiske Regjering;
men han erklærede samtidig dermed, at han ikke kunde raade over
Fæstningerne Navarino, Koron, Modon og Patras, paa hvilke Storherrens
Flag vaiede, og som vare besatte af tyrkiske Tropper.
Dette sidste Punct havde nær bragt Forhandlingerne til at strande.
Ibrahim var imidlertid urokkelig. Heller vilde han falde ved disse
Fæstningers Forsvar end godvillig overgive dem; med Ære vilde han forlade
Morea, og i denne Beslutning stod han fast, uanseet alle Forestillinger
og Indvendinger.
Ved at see hen til de Besætningers Beskaffenhed, som skulde forblive
tilbage i de omhandlede Fæstninger, kom man tilsidst overeens om
dette Punct, og øieblikkelig blev en Corvet afsendt til det franske
Hovedqvarteer for at forebygge Fjendtligheders Udbrud, om saadanne ikke
allerede vare indtraadte.
Forhør over græske Slaver.
Ved Midten af September begyndte de ægyptiske Troppers Indskibning. Atter
her maatte vi udføre det meste Arbeide, og uafbrudt Patrouillering,
saalænge Mørket stod paa, gjorde Tjenesten endnu strengere. Man frygtede
for, at græske Slaver i Smug skulde blive førte bort om Natten, og
enhver Baad, der rørte sig, blev bragt ombord til den Commanderende.
Med Lammeskind i Tollegangene listede vi os omkring, og ved den mindste
Bevægelse paa Rheden opstod et uventet Røre, idet useete Fartøier fra
andre Skibe, som lydløst snege sig frem, med eet fore løs henimod det
Sted, hvorfra Lyden hørtes. Oftest viste det sig da, at det var et af
vore egne Fartøier, man havde været saa heldig at opjage; dog jævnlig
bleve ogsaa Fartøier fra Zante eller Korfu opbragte, der istedenfor at
smugle Grækere bort førte Faar ind for at udbyde dem tilsalg; disse vare
da høist velkomne Ladninger for Flaadens Mandskaber.
Denne Frygt for, at græske Fanger skulde blive bortførte som Slaver,
spillede overhovedet en stor Rolle ved denne Tid. Til Ibrahim var der
blevet stillet den Fordring, at ingen Græker skulde kunne medtages til
Ægypten, uden ifølge eget, utrykkelig udtalt Ønske; frit og uhindret
skulde enhver Græker kunne tage sin Bestemmelse, og, for at dette skulde
kunne opnaaes, maatte Valget nødvendigviis foregaae i Overværelse af
Vidner, henhørende til de forskjellige Nationer, som havde Interesse i
Spørgsmaalets Afgjørelse. En Art Commission blev i dette Øiemed dannet;
den var ikke alene talrig, men egen i sit Slags og bestod af en Drogman
eller Tolk af hver Nation, tre Skibschefer og endeel Lieutenanter;
og selv præsiderede Ibrahim i egen Person i denne Forsamling. Blandt
Lieutenanterne var jeg bleven beordret til Medlem tilligemed en anden
af Flagskibets Officerer. Møderne afholdtes i et faldefærdigt Træskuur
paa en Skrænt nær Strandbredden, tæt nordenfor Navarino, og med Møie
var Localets Møblement blevet bragt op til tre Stole med defecte Been,
en Slags Divan og nogle Tæpper. Paa disse sade eller laae Commissionens
Medlemmer, oftest rygende af en lang Chibuk, idet de heri stadig
fulgte Paschaens Exempel. Forretningernes Førelse fandt Sted i de mest
forskjelligartede Tungemaal; der taltes Tyrkisk, Fransk, Arabisk, Engelsk
og Græsk imellem hinanden, ofte paa engang, og uden Undtagelse var der
ingen af de Tilstedeværende, der tilfulde forstod mere end en ubetydelig
Deel af, hvad der i denne høist blandede Samling blev forhandlet.
Møderne strakte sig over et længere Tidsrum, og ikke lidet skuffet blev
man ved, at saagodtsom alle de Slaver, der efterhaanden bleve afhørte,
erklærede at ville følge med deres Herrer til Ægypten. Naturligviis vilde
enhver Grækerven saavel i Frankrig som i England finde, at Commissionen
kun slet havde røgtet sit Hverv, naar dette blev Resultatet af dens
Virksomhed, og man begyndte da, imod gjentagne Protester fra Ibrahims
Side, at bruge Overtalelse for at formaae Grækerne til at blive tilbage
i deres Fædreland. Ogsaa dette var forgjæves. Aldeles vilkaarlig traf
man den Bestemmelse, at Børn under tolv Aar, der som saadanne kunde
antages ikke at have Modenhed til at fatte nogen selvstændig Beslutning,
alle skulde holdes tilbage, og med eet angave selv de mindste Børn sig
at være tretten Aar eller derover. Heraf opstod de naragtigste Scener.
Døbesedler gaves naturligviis ikke, og Commissionens Medlemmer maatte
votere om enhver Mindreaarigs Alder. Ofte satte Børnene sig ligefrem til
Modværge, naar man forklarede dem den med dem tagne Bestemmelse, og ikke
sjelden maatte de med Magt føres ned til Skibenes Fartøier, der laae lige
ved Commissionslocalet for strax at kunne føre dem ombord i vore Skibe.
Altsom Skuffelsen tiltog, gjorde en bitter Stemning sig mere og mere
gjældende. Ibrahim maatte hvert Øieblik høre, at man fra hans Side ikke
gik redelig tilværks, at Grækerne alene ved Frygt for deres Herrers Hevn
bleve afholdte fra at udtale deres sande Ønske, og en Dag, da man saae
en udenfor staaende ægyptisk Soldat gjøre nogle Tegn, som formodedes at
være rettede til en Slavinde, hvem Spørgsmaalet om at blive eller tage
bort var forelagt til Besvarelse, blev der raabt, at man her havde et
tydeligt Beviis for, at det kun var ved Trusler, at Grækerne bleve bragte
til at træffe deres unaturlige Valg. Ibrahim fik i det samme Øie paa den
Anklagede, han foer op fra sit Sæde, drog sit Sværd og styrtede ud imod
den Skyldige, der sikkert vilde have bødet med sit Hoved, dersom ikke
Flaadens Officerer vare ilede til og betimelig vare traadte imellem.
Ibrahim var imidlertid i høieste Grad bleven opegget, hans Taalmodighed
var udtømt ligeoverfor de hensynsløse og uretfærdige Bebreidelser, der
rettedes imod ham, og i Commissionen saae man ham ikke mere. Hans Plads
blev indtagen af hans Secretair, Baschy Effendi, understøttet af hans
Tolk Aaron.
Af 400 græske Slaver, der bleve fremstillede for Commissionen, var
der foruden Børnene, som ved Tvang bleve holdte tilbage, ikkun sex,
der erklærede heller at ville blive tilbage i deres Fædreland end at
drage bort med deres Herrer. Man skjønne heraf, hvorvidt de da gængse
Forestillinger om Grækernes Friheds- og Fædrelandskjærlighed vare Frugten
af levende Indbildningskraft eller af Kjendskab til de virkelige Forhold!
For Ibrahim var dette Resultat en stor Triumph; han kunde med rette gjøre
sig til deraf ligeoverfor de mangehaande hadefulde Beskyldninger, som den
franske og engelske Presse ved den Tid kappedes om at rette imod ham.
Denne Mand, der nogle Aar senere udmærkede sig som Feltherre i
Lille-Asien, var ikke nogen smuk Tyrk. Han var snarere under end over
Middelhøide, bredskuldret, stærkt bygget, undersætsig med noget Anlæg
til Corpulence. Han havde grove Træk, og hans Skjæg, denne Tyrkernes
Prydelse, var tyndt, stygt og ujævnt, som var det blevet mølædt. Til sine
Tider var Ibrahim munter i høi Grad og dertil en stor Ven af Champagne.
Uagtet han ved sit Ydre ikke tiltrak sig særlig Opmærksomhed, var han
ikkedestomindre, hvor han traadte frem som Pascha, en imponerende
Skikkelse, Forstandighed og Kraft lyste ud af ham, og om sin Dygtighed
afgav han Vidnesbyrd ved senere at arbeide videre paa det af hans Fader
Mehemed-Ali grundlagte Værk, hvilket Ægypten skylder den fremragende
Stilling, som dette Land indtager i vore Dage.
De ægyptiske Troppers Indskibning.
De ægyptiske Tropper, som i vore Fartøier bleve satte ombord i deres
Skibe, vare de usleste Skabninger af Verden. Spinkle og smaa vare de
saa udmattede, at de kun med Anstrengelse vare istand til at bære
deres Vaaben. Aldrig har jeg nogensinde seet et sørgeligere Billed paa
menneskelig Elendighed. Ankomne til Navarino efterat have sultet i
flere Dage bleve de næppe engang her istand til at faae deres Hunger
tilfredsstillet. Ofte var det kun med Møie, at de slæbte sig ned til vore
Fartøier, og ikke faa af dem døde, førend de naaede ud til det Skib,
der skulde modtage dem. Alene i „_Conquérant_“’s Fartøier havde vi tre
saadanne Dødsfald — Beviser paa deres forfærdelige Elendighed.
I den Tid, der var hengaaet, siden vi sidst besøgte Navarino, havde
Tyrkerne opfisket endeel Metalkanoner, henved 300 i Tallet, fra deres
opbrændte Skibe. Disse Kanoner havde de bragt ombord i deres eneste
tilbageblevne forskudte Linieskib, og foruden 1200 Mand Soldater, som
nu bleve førte derombord, blev et betydeligt Antal Heste, 5 til 600
Stykker, tilhørende den ægyptiske Hær, endyderligere stuvet ombord i
samme Linieskib. I dets Side var der, ved at borthugge Tømrene imellem
to Kanonporte, blevet udhugget Porte, eller store Aabninger, igjennem
hvilke Hestene bleve indtagne. Udskibningen fra Land fandt Sted fra
en Landgangsbro lidt nordenfor Navarino. En Barkas eller et andet af
vore større Fartøier blev lagt tværs for Enden af denne Bro, ad hvilken
Hestene efterhaanden bleve førte ud, en ægyptisk Soldat steg ned i Bunden
af Fartøiet, han tog fat i Hestens Bidsel, medens to Andre lagde et Reb
om Hestens Bag, og ved et pludseligt Ryk blev Hesten hovedkulds styrtet
ned i Baaden fra en Høide af fem til sex Fod. Naturligviis faldt Hesten
snart paa Knæene, snart paa Siden, men, mærkværdigt nok, ikke en eneste
tog Skade ved denne primitive Behandling. Anderledes gik det derimod
ved Hestenes Indskibning ombord i Linieskibet; ogsaa her antog man, at
Forsynet vilde tage dem under sin Beskyttelse; Selen, hvori Hestene
opheistes, blev lagt skjødesløst om dem, den smøgede sig jævnlig af, og,
da Hesten, naar dette indtraf, faldt ned i Fartøiet, ofte fra en Høide af
tolv til femten Fod, var den i Almindelighed død paa Stedet.
Tiden nærmede sig, da Linieskibet i Forening med en Transport Tropper
skulde afgaae til Alexandrien; men bestandig vedbleve de store Porte
eller Aabninger i Skibssiden at gabe os imøde. Admiralen ansaae det
for sin Pligt at komme Skibet tilhjælp og tilbød at sende vor Flaades
Tømmermænd og Haandværkere ombord for at tilstoppe saavel disse
Aabninger som og underste Batteries Porte, af hvilke flere ikke engang
kunde lukkes. Svaret var en Taksigelse til Admiralen for Tilbudet, men
at Aarstiden endnu ikke var saa langt fremrykket, at nogen Fare var
forhaanden, at man nok vilde være istand til at hjælpe sig selv, og
at Allah i ethvert Tilfælde vilde tage Skibet under sin beskjermende
Varetægt. Under Candia fik man en Storm: Skibet fyldte, og med Skibet
sank Mennesker, Heste og Kanoner — kun en ringe Deel af Besætningen
blev bjerget. Af Heste reddedes kun to, tilhørende Soliman-Bey, (Oberst
Selve), fransk Officeer fra det første Keiserdømmes Tid, der efter
Napoleons Fald var traadt over i ægyptisk Tjeneste.
Ibrahim Pascha.