Rakke og Dreiereb, derefter den ene Toplent, og Maalet for vor Sendelse
var dermed opnaaet. Enkelte Folk af vor Besætning havde under dette
Arbeide benyttet Leiligheden til at søge ned paa Banjerne, de vare
rimeligviis her stødte paa Paschaens private Aflukker; thi op paa Dækket
bragte de en Mængde Sager af betydeligt Værd, saasom guldbroderede
Dragter, Pibe-Mundstykker af Rav med kostbar Emaille og dertil en Kumme
af drevet Guld, sex eller otte Tommer i Gjennemsnit, der senere af
Mr. Milius blev tilstillet Hertuginden af Angoulème. Endnu er jeg i
Besiddelse af en af Ibrahim-Paschas ved denne Leilighed erobrede Dragter,
ligesom ogsaa af en Pibe, der utvivlsomt maa have tilhørt Paschaen selv.
Blandt en Mængde Vaaben, der fandtes spredte paa Dækket, bemægtigede
jeg mig to Geværer — disse ere mine materielle Erindringer om Navarino.
Geværerne, prydede med Halvmaanen og med Sølvbeslag, vare særlig smukt
udstyrede, jeg forærede det ene til min Ven Lieutenant Suenson, men
beklager kun, at dette ikke var i brugbar Stand, da en Kugle var gaaet
tværs ind i Løbet.
Paa Batteriet agter sad en Tyrk, Benene overkors, lænet op imod
Kahyts-Skoddet. Hans rige Paaklædning tydede paa, at han maatte have
indtaget en høi Stilling ombord. Hans Saar gjorde det umuligt for ham at
reise sig; men ligeoverfor os vedligeholdt han ikkedestomindre en stolt
og ædel Holdning. Han var en smuk, yngre Mand. Vi tilbøde ham at tage ham
med os i vort Fartøi, men ukjendte med hinandens Sprog vare vi vel næppe
istand til at gjøre os forstaaelige. Ogsaa ham bragte vi Vand til at
læske sig ved og forlode ham opfyldte af Medfølelse og Medlidenhed.
Fartøiet satte af med vor Raa paa Slæb. Vinden var frisket op til en
stiv Kuling, og længe vare vi underveis, inden vi naaede „_Scipio_“.
Et nedbrændt Skrog, der flød om i Bugten, saae vi drive paa Land i
„_Guerrière_“’s umiddelbare Nærhed; rimeligviis er dette Skrog kommet
til at tørne imod Fregatten, denne er derved bleven ført bort fra de
Klipper, paa hvilke den hvilede, og et Øieblik efter saae vi den kæntre
over ud fra Land og derefter forsvinde i Dybet. Næppe var jeg den Eneste,
som blev rystet ved dette Syn. Vi havde jo bevæget os blandt de Saarede
derombord, vi havde været Vidne til deres Jammer, og nylig havde vi jo
forladt dem med den Forvisning, at den reddede Deel af Besætningen vilde
afhente dem, saasnart Mulighed gaves; men nu vare vi altfor langt borte
til at kunne yde dem Hjælp. Skibe, der laae ankrede i mindre Afstand,
saae Saarede slæbe sig op i Vantene, altsom Skibet sank, saae dem
udstrække deres Arme imod sig for at anraabe om Bistand; man forsøgte at
komme dem tilhjælp, Fartøier ilede til, men for silde — Alle forsvandt de
med Skibet, og ikke en Eneste blev reddet af de Ulykkelige, som befandt
sig ombord.
Saaledes endte Fregatten „_Guerrière_“, et af de smukkeste Skibe, hvis
Dæk jeg nogensinde har betraadt.
„Scipio“’s Mandskab.
Ved Ankomsten til Toulon maatte „_Scipio_“ i Dok. Lasten blev brudt,
Alting blev taget ud af Skibet, og som Følge heraf bleve Folkene
indqvarterede iland. Arbeidskraften viste sig imidlertid med hver Dag
at blive mindre; flere og flere af Mandskabet mødte ikke ombord, og
omsider tiltog Tallet af de Udeblivende i den Grad, at der var enkelte
Dage, hvor af Skibets Besætning paa over 600 Mand ikke 90 mødte ved
Morgen-Mønstringen. Man kunde næsten have været fristet til at troe, at
Udeblivelserne fandt Sted efter en Slags regelmæssig Omgang; thi senere
paa Dagen kom endeel tilstede, medens Andre forsvandt; men kun langsomt
og trevent slæbte Skibets Arbeider sig fremad.
For at raade Bod paa dette Onde blev det befalet, at det hele Mandskab
skulde forblive ombord om Natten, og de nødvendige Foranstaltninger
bleve trufne i dette Øiemed; ligemeget hjalp det, Ondet vedblev at
tiltage. Det er hændet, at der ved Aftenmønstring ikkun var 6, skriver
sex, Mand af Besætningen ombord i Skibet. Hvorledes dette er gaaet til,
da den eneste Udgang fra Værftet var igjennem Porten til Arsenalet,
hvor Vagt og Betjente i Mængde forrettede Tjeneste, var og er mig
vedblivende uforklarligt. En stor Deel af Arbeidet ombord maatte udføres
af „forçats“, Galeislaver, lænkede to og to til hinanden, og hvis Mængde
derfor aldrig blev opgivet efter deres Antal, men parviis. Man begjærede
50 Par og fik 100 Mand.
Denne Tilstand, en Følge af Interregnum i Commandoen og af den alt længe
herskende Slappelse og Uorden ombord, kunde ikke vedvare. Saasnart som
det lod sig gjøre, blev „_Scipio_“ udlagt paa Toulons Indre-Rhed, og her
meente man, at Mandskabet uden Vanskelighed maatte kunne holdes ombord;
men om Natten bemægtigede Folkene sig Skibets Fartøier og listede sig
bort med disse, saa at man den paafølgende Dag maatte opsøge Fartøierne
paa forskjellige Steder i Bugten. En lieutenant de vaisseau og nogle
Cadetter skiftedes til at have Inspections-Vagt ombord. Min Tour kom
altsaa ogsaa, og belært af, hvad der tidligere Nætter var foregaaet,
forekom det mig at være en Ambitions-Sag at forhindre al Bortrømning,
saalænge jeg var den Ansvarhavende for Skibet. Mod Aften lod jeg alle
Fartøierne føre hen til Skibets Boier, det sidste Fartøi blev opheist
under Jollebommene, og saaledes antog jeg at være fuldkommen sikkret. Ved
at rundere, efterat Mørket var faldet paa, opdagede jeg imidlertid, heelt
inde under Gillingen, en „rafiou“, lille Baad, hvis Hensigt øiensynlig
maatte være at bringe Folk fra Skibet ud til vore i Afstand fortøiede
Fartøier. Baadens Eier var ikke at finde, altsaa blev ogsaa rafiouen ført
ud til Boierne, Laaringsfartøiet blev atter opheist, og til endyderligere
Sikkerhed forblev jeg selv paa Dækket til henad Midnat. Det var de første
Dage af Februar Maaned, Natten var bælgmørk, og en stiv Kuling havde sat
Søen noget i Bevægelse. Da hørtes med eet Angestskrig og Raab om Hjælp
nede fra Vandet, forude ved Skibets Boug. Man kom til med Lanterner,
og man tænke sig min Forundring, da jeg opdagede en Slags Flaade, paa
hvilken en halv Snees Mand af Besætningen havde til Hensigt at lade
sig drive iland. Skaffeborde og Bænke havde de sat ud ad Bougporten og
stablet disse ovenpaa hinanden, indtil de antoge, at Bærekraften var
tilstrækkelig; de gave sig derefter paa Veien; men Søens Bevægelse havde
bragt deres skrøbelige Flaade til at skilles ad, og med Møie fik vi dem
frelst fra at drukne. Da Morgenen kom, laae vore Fartøier urørte ved
Boierne, men den mistænkelige rafiou var forsvunden; noget videre om den
blev aldrig senere oplyst.
Mr. Bougainville, capitaine de vaisseau, overtog ved denne Tid Commandoen
af Skibet. Krigsretter bleve nedsatte, og en Mængde af Folkene blev idømt
Kjølhaling, Tamp eller en i den franske Marine dengang gængse Straf, en
Art Spidsrod, der i Lovsproget benævntes: „courrir la bouline“.
Denne Straf, egen i sin Slags, fortjener nærmere Omtale. En Leider eller
Ende Tougværk blev strakt fra For til Agter paa Dækket; langs denne
Leider vandrede en Kous, og til denne blev Delinqventen fastgjort. En
Trommeslager blev stillet foran ham, to Mand under Gevær bagefter, og
under Trommeslag blev Synderen ført frem og tilbage det idømte Antal
Gange. Langsmed Touget eller Leideren var opstillet et bestemt Antal
Folk paa hver Side, der med Seisinger skulde tildele Delinqventen Slag,
altsom han i langsom Marche drog dem forbi. Man havde imidlertid tænkt
sig, at enkelte af disse Slag kunde ramme den Paagjældendes Hoved, og at
dette kunde medføre skadelige Følger; for at afværge dette havde Loven
derfor bestemt, at en Kurv, i Form af en Tørvekurv, der naaede heelt ned
til Skuldrene, skulde sættes over den Afstraffedes Hoved, og saaledes
udstyret, med Trommeslageren foran, der angav Takten, og med de to
Gefreidere, der sluttede Toget, drog nu Processionen forbi, og naturligt
er det, at fast alle Slag bleve rettede imod Kurven, saa at den hele
Straf blev en fuldstændig Komedie.
Eiheller Kjølhalingen havde det Afskrækkende ved sig, som man almindelig
tillægger denne Straffemaade. Forbryderen blev nemlig, ifølge de
gjældende Forskrifter, ingenlunde halet under Kjølen, men kun dyppet
et vist Antal Gange i Vandet. Et svært Lod blev bundet Delinqventen om
Benene, han blev heist op under Fokkeraaen, og det idømte Antal Gange
blev Jollen, i hvilken han var opheist, kastet los, hvorefter den Dømte
atter strax igjen blev opheist paa samme Side under Raaen, indtil
det idømte Antal Gange af denne saakaldte Kjølhaling var præsteret.
Sandsynligviis ere disse Straffe, af hvilke den første især altid var til
stor Morskab for Mandskabet, forlængst afskaffede i den franske Marine;
men saameget mere er der Anledning til at omtale dem netop her, hvor
Erindringer om en svunden Tid ere Gjenstand for Omtale.
Mr. Bougainville var en elskværdig Personlighed, men han besad ikke den
Kraft og endnu mindre den Udholdenhed, som vilde have været nødvendig for
at raade Bod paa de Onder, der under Mr. Milius’ Commando havde fæstet
Rod hos Mandskabet. Demoralisationen vedblev stadigen at tiltage, og,
som alt tidligere berørt, blev Oprør og Straf den endelige Følge af, at
Vægelsind og Svaghed vare blevne satte i Spidsen for et Mandskab, der
tildeels var blevet udskrevet fra det Indre af Landet, og som kun lidet
egnede sig til Livet ombord.
Capitain Bougainville.
Mr. le Baron de Bougainville, capitaine de vaisseau, var tiltalende og
vindende ved sin Fremtræden og stod saaledes i skarp Modsætning til
Baron Milius, hvem han afløste i Commandoen af Linieskibet „_Scipio_“.
I en Salon maa Mr. de Bougainville have været indtagende. Han var
vittig, belæst, „plein d’ésprit“ og af den Slags Franskmænd, der ved
Forekommenhed og Elegance i Manerer gjøre et høist behageligt Indtryk.
Skyggesiderne vare Magelighed og en høi Grad af Egoisme, hvilken sidste
Egenskab han forøvrigt, som alt tidligere berørt, havde tilfælles med
saagodtsom alle de franske Skibschefer, med hvilke jeg er kommen i
Berøring. Ombord i Fregatten „_Thétis_“, som Capitain Bougainville førte
under en Verdens-Omseiling, og som vi i sin Tid mødte inde i Sydhavet,
blev der hver Aften trukket en Ende Toug tværs over Skandsen foran
Mesansmasten, og agtenfor denne var det kun i høist paatrængende Tilfælde
tilladt at komme, for ikke at forstyrre Chefens Søvn; Fregatten gik som
Følge heraf jævnlig med Seilene paa Storreisningen forkeert indbraste
om Natten. Ogsaa ombord i „_Scipio_“ forsøgte man at gjennemføre noget
Tilsvarende; men man var her under Commando, og Admiralens Ordrer grebe
ikke sjelden forstyrrende ind i Forholdsregler af denne Beskaffenhed.
Mr. Bougainville holdt af at more sig og fandt paa alt Muligt for at
tilfredsstille denne Tilbøielighed. Vi blokerede Navarino, den ene Dag
hengik som den anden, og Opjagningen af et Skib eller Meddelelser fra
en forbiseilende Orlogsmand vare saagodtsom det Eneste, der fra Tid til
anden afbrød den trættende Eensformighed. En Dag fik vi en Seiler i
Sigte, som vi stode ned imod. Den viste sig at være en daarlig udhalt
Brig, og paa Forespørgsel erfore vi, at den hørte hjemme i Marseille. Det
næste Spørgsmaal gjaldt, hvorfra den kom. „Que nous venons d’Alessandrie“
var Svaret, udtalt i provençalsk Dialekt. „Hvormange Dages Reise?“
„Soixanté jours!“ Man tænke sig to Maaneder for at naae hen til Morea;
det var næsten forbausende. „Vous n’avez donc rien de nouveau en fait de
politique?“ praiede Chefen. — „Qué dité?“ blev der spurgt fra Briggen;
Chefen gjentog sit Spørgsmaal i forkortet Form, og ombord i Briggen hørte
vi Skipperen kalde paa Mr. Bonasse, rimeligviis Styrmandens Navn, for at
sige, at han strax skulde bringe Papirerne op paa Dækket. Ivrig gav han
sig iværk med at gjennemblade disse; naturligviis troede vi, at han søgte
efter nogle gamle Aviser, indtil han som Svar paa vor Chefs Spørgsmaal
tilraabte os: „N’a des pôts en terré, n’a des pôts en fer, mais des
pôts-litiques, n’en a pas du tout.“ Dette var altfor morsomt. Mr.
Bougainville spurgte paany og fik Skipperen til at gjentage Forklaringen
om Ladningens Indhold. Mr. Bougainville jublede, vi Andre vare færdige
ved at briste af Latter, og med et „à la bonne heure!“ blev det Briggen
tilladt uforstyrret at fortsætte sin videre Reise til Hjemstedet. Har
denne varet endnu 40 Dage, som da „_Scipio_“ nyligen vendte hjem fra
Morea til Toulon, vil Skipperen i intet Tilfælde kunne have gjort sig til
af nogen hurtig Overfart.
Mr. Bougainville kjedede sig. Paa Blocade-Stationen laae vi samlede med
endeel Skibe, blandt hvilke det engelske Linieskib „_Ocean_“, og en Dag
spiste Chefen for Corvetten „_Victorieuse_“, Capitain Lasusse, ombord.
Alt ved Middag havde man seet Fregatten „_Fleur de Lys_“, Capitain,
senere Viceadmiral Lalande, komme op Syd fra; Brisen var imidlertid
svag, og først henad Aften lykkedes det „_Fleur de Lys_“ at naae hen i
Nærheden af os. Det var blevet aldeles Stille, Mørket var faldet paa,
og i Aftendæmringen laae de forskjellige Skibe hinanden saa nær, at man
endog fra Tid til anden kunde høre tale fra det ene Skib til det andet.
I al Magelighed nøde Mr. Bougainville og Mr. Lasusse deres Cigar paa
Hytten, da der blev varskoet for et Fartøi, som man antog maatte komme
fra „_Fleur de Lys_“. Pludselig fik Mr. Bougainville et Indfald: i Raaber
anraabte han Fartøiet paa Engelsk: „Boat ahoy!“ I Fartøiet holdt man paa
Aarerne, og en Stemme, som man kunde kjende at være Capitain Lalande’s,
fremkom med Undskyldning i Anledning af den skete Feiltagelse, da han
havde staaet i den Formening, at det var Linieskibet „_Scipio_“, han
roede hen imod. Paa Engelsk blev han viist hen til det andet Linieskib;
han roede nu hen imod dette og blev der atter anraabt med: „Boat
ahoy!“ Vi hørte nu en Samtale blive ført imellem Capitain Lalande og
den engelske vagthavende Officeer, hvis Resultat blev Overbeviisningen
om, at Skibet, han var ved, virkelig var „_Ocean_“, og at Skibet, ved
hvilket han havde været, var „_Scipio_“. Capitain Bougainville fandt alt
dette i høi Grad fornøieligt; han fandt den Stilling pikant, i hvilken
Capitain Lalande var bleven bragt ved hans Praieraab, han lo hjertelig
over alle de Undskyldninger, vi kunde høre, at Capitain Lalande henvendte
til „_Ocean_“, da han paany satte sin Cours hen imod os, og morede
sig kostelig over det Hele — men Glæden fik en brat Ende, da Capitain
Lalande, forbittret i høieste Grad, traadte ombord. Hans første Udbrud
var, at enten maatte man være fuld eller gal ombord i dette Skib. En
Udfordring paafulgte, og næppe vilde disse „udmærkede Løier“ være endte
paa nogen fredelig Maade, dersom ikke Capitain Lasusse og andre franske
Skibschefer vare traadte mæglende imellem.
Snart kom der ogsaa andre Grunde til, der, Capitain Bougainville’s lette
Sind uagtet, maatte vække Alvor og Bekymring hos ham som Skibschef. Under
et længere Ophold i Poros, ligeoverfor Athen, var en ondartet Feber
udbrudt ombord. Uagtet alle anvendte Midler greb den mere og mere om
sig, og snart vare begge Skibets Batterier optagne af Syge. Henved 200
Mand bleve efterhaanden angrebne, Dødelighed begyndte at indfinde sig i
foruroligende Grad, og Admiralen fandt det under disse Omstændigheder
nødvendigt, at Skibet blev sendt tilbage til Frankrig. Jeg beredte mig
altsaa paa Hjemrejsen, og efter henved fem Aars Tjeneste ombord i franske
Skibe havde jeg alt besluttet ved Ankomsten til Toulon at sige den
franske Marine Farvel og vende tilbage til mit Fædreland. Da overraskedes
jeg ved, igjennem min Chef, at modtage Tilbud fra Admiral Rigny om at
træde over paa Linieskibet „_Conquérant_“, hvorombord Admiralens Flag
nylig var blevet heist. Et saadant Tilbud kunde ikke andet end være i
høieste Grad smigrende for mig. Hjemreisen til Danmark blev opgiven, og
under Modon sagde jeg Farvel til „_Scipio_“, som umiddelbart derefter
styrede Cours imod Toulon.
Afskeden fra dette Skib var mig ikke tung, paa eet Glandspunct nær
havde Uheld fulgt „_Scipio_“ under dets hele Togt, og Mindet om det
Aar, som jeg tilbragte derombord, vil altid staae for mig med mørke og
afskrækkende Farver.
Overgang til „Conquérant“.
Mit Indtog ombord i „_Conquérant_“ skeete igjennem en Kanonport paa
underste Batteri. Mit Gods blev langet ombord, og jeg fandt mig
henflyttet til et Skib, der alt længe havde opvakt min Beundring. Endnu
staaer Erindringen levende for mig om det Øieblik, da jeg betraadte
dette Skib: det forekom mig, at jeg aandede i en anden Atmosphære, Alt
omkring mig tydede paa Orden, Disciplin og Velvillie, jeg følte mig
som et andet Menneske, en Art Begeistring kom over mig, og sikkert maa
Glæde og Tilfredshed have været at læse i mit Ansigt, da jeg paa Hytten
fremstillede mig for den commanderende Admiral.
Le chevalier Henry de Rigny, Vice-Admiral, var dengang i en Alder
af omtrent 45 Aar. Lidt under Middelhøide af Væxt, med et uanseligt
Udvortes, var han simpel og naturlig i sin Optræden; ulig Franskmændene
i Almindelighed skyede han til daglig Brug den Glands og de Former, med
hvilke franske Admiraler pleiede at omgive sig; dog fremgik det strax af
hans gjennemtrængende Blik og af hans kløgtige Ansigtstræk, blandt hvilke
den spidse Næse var fremtrædende, at man i ham ikke havde med nogen
almindelig Mand at gjøre. Et listigt Udtryk, forenet med en høi Grad af
Ro, var udbredt over ham; men, blev hans Sind først sat i Bevægelse,
blev han opfarende, hensynsløs, og hans Heftighed kjendte da undertiden
ingen Grændse. Indsmigrende i høi Grad, naar han vilde behage, var
Admiral Rigny bestemt, naar han vilde sætte noget igjennem, vedholdende
i sine Planer og uden Frygt for at paatage sig stort Ansvar. Med disse
Egenskaber forenede han en sjelden Fiinhed og Tact, og han var saaledes
vel skikket til at varetage sit Lands Interesser i Levanten under denne
Periode, da forstyrrede Forhold i enhver Retning frembøde sig i rigeligt
Maal. Man blev saaledes ved denne Tid Vidne til det Særsyn, at Russerne
bekrigede Tyrkerne i det Sorte Hav, hvor de indtoge Varna, medens de
søndenfor Dardanellerne optraadte paa den fredeligste Maade af Verden og
som Venner viste deres Flag i de vigtigste tyrkiske Havne; England saae
man, i Modstrid med dets Traditioner, optræde fjendtlig imod Tyrkiet, og,
hvad Politiken angaaer, syntes saaledes Alt at være vendt op og ned paa i
disse Egne.
Under Keiserdømmet havde Admiral Rigny været ansat ved „Marins de
la garde“, og i 1809 commanderede han paa Schelde-Floden Fregatten
„_Euridice_“. I 1825 forlod han Toulon med sin Stander heist ombord
i Fregatten „_Syrène_“. „Det hedder sig, at jeg ikke er Søofficeer“,
sagde han til Fregattens Chef, Mr. Robert, „jeg vil overbevise om det
Modsatte, og selv paatager jeg mig Fregattens Organisation“. „_Syrène_“
blev under hans Hænder et Mønster paa god Orden og paa et vel manøvreret
Skib. En talrig Escadre blev ham underlagt. De franske Orlogsmænds
Virksomhed strakte sig over hele Levanten, og der ydedes Beskyttelse
imod græske Sørøvere, som øvede de største Grusomheder imod Enhver,
der faldt i deres Vold. Ved Ipsara og ved Scios reddede de Franske
mangen Grækers Liv, og, da Athenen maatte overgive sig til Tyrkerne,
optraadte Admiral Rigny som Mellemhandler paa en smuk Maade, der ikke
var forbunden med ringe personlig Fare. Ogsaa blev hans Virksomhed
paaskjønnet. Efterat være vendt tilbage til Frankrig blev han i 1830
sat i Spidsen for Marinen som Minister, og senere tog han Sæde i det
franske Ministerium som Udenrigsminister. Ligesaasnart jeg vel var
kommen ombord i „_Conquérant_“, blev der brast fuldt, og Coursen sat ind
imellem Sapienza-Øerne for at opjage et mistænkeligt Skib. Aldrig vilde
man i „_Scipio_“ have vovet sig ind i dette dengang tildeels ukjendte
Farvand. Ved at søge de snevreste Løb og knibe tæt om Pynterne troede
det jagede Skib at kunne undgaae os; men med forbausende Dristighed blev
Jagten fortsat, og med henved 9 Miles Fart vare vi snart paa Siden af
ham. Skipperen kom ombord; det syntes at være hans Hensigt at indsmugle
Provisioner til Morea; en Brig blev beordret til at følge ham 50 Miil
tilsøes.
Dette var mine første Timer ombord i „_Conquérant_“; de efterlode et
varigt Indtryk. Med hver Dag forøgedes min Beundring af den Maade,
hvorpaa dette Skib blev commanderet, jeg følte mig hædret ved at være
derombord, og endnu den Dag idag nærer jeg den Overbeviisning, at
„_Conquérant_“ var det smukkeste og stolteste Skib, som dengang flød paa
Havet.
Det var en misundelsesværdig Stilling at være ombord i „_Conquérant_“.
Mandskabet var udsøgt, idet alle mindre duelige Folk stedse bleve
ombyttede med udvalgte Matroser fra Skibe, der vendte hjem til Frankrig;
en behagelig Tone herskede saavel blandt Skibets Officerer indbyrdes
som i Forholdet til de Commanderende, og, skjøndt Tjenesten var streng,
undertiden endog meget streng, da vi kun vare syv tjenstgjørende
Officerer ombord, forekom Alt at blive ledet af en usynlig Haand og at
være ordnet paa en saadan Maade, at man næppe engang blev vaer, at der
fandtes Commanderende ombord. Admiralskibet var dertil Midtpunctet for
den store Mængde Orlogsmænd, som ved denne Tid færdedes i Levanten; man
var de Første, der modtoge Efterretninger, man kunde nogenledes følge de
forskjellige Skibes Bevægelser og Virksomhed, og selv paa det materielle
Liv havde de hyppige Forbindelser i alle Retninger en synlig Indflydelse,
idet vort Bord prangede med Frembringelser og Frugter fra alle Levantens
Havne, medens man ombord i mangen anden Orlogsmand var reduceret til
brune Bønner og Skibskost. Under „_Scipio_“’s 40 Dages Reise fra Morea
til Toulon gaves der ikke en eneste Mundfuld ferske Provisioner ombord i
Skibet, saa at saavel Chef som Officerer under hele Reisen maatte leve af
salt Kjød og Pandekager.
Navarinos Rhed.
Admiral Codrington havde begivet sig til Alexandria for hos Mehemet-Ali
at udvirke Ibrahim Paschas og den ham underlagte Styrkes Tilbagekaldelse.
En Tractat, ved hvilken dette Forlangende opfyldtes, blev underskreven,
og samme Dag, som Underretning herom naaede os, modtog Admiralen
Efterretning om, at et Armeecorps under General Maison var blevet
indskibet i Toulon for at afgaae til Morea. Disse tvende Efterretninger
forandrede aldeles Sagernes Stilling. Tractaten med Mehemet-Ali og de
ægyptiske Troppers Tilbagekaldelse vilde af sig selv have medført Moreas
Rømning. Der kom nu et nyt Element til: franske Troppers Ankomst kunde
let give Anledning til et nyt Sammenstød, og det var kjendeligt, at
Admiral Rigny modtog Meddelelsen om disse Troppers Ankomst med synlig
Utilfredshed.
Navarinoslaget, der havde gjort det muligt for Russerne, uden Indsigelse
fra Stormagternes Side, at gaae over Pruth og at falde ind i Tyrkiet,
vedblev at staae som en uheldbringende Begivenhed for den engelske
Regjering. Admiral Codrington blev tilbagekaldt, og under hans Fraværelse
i Alexandrien, medens Underhandlingerne med Mehemet-Ali stode paa,
indtraf Linieskibet „_Wellesley_“ for Navarino med Admiral Malcolm,
der skulde afløse ham. Malcolm vilde ikke udsætte sig for Quarantaine,
og den første Raadslagning imellem ham og Admiral Rigny foregik
derfor paa afmærket Afstand paa en lille Ø i Nærheden af Sapienzerne
under Overværelse af en Quarantainebetjent, der skulde vaage over den
tilbørlige Afstands Overholdelse imellem de to Admiraler. Ved Admiral
Codringtons Tilbagekomst samledes alle Admiralerne paa Zanthe Rhed.
Tætved hinanden ankrede her Linieskibene „_Asia_“, „_Conquérant_“,
„_Wellesley_“ og „_Azof_“, hvert med sit Viceadmiralsflag vaiende fra
Fortoppen; et lignende Møde hører ganske vist til Sjeldenhederne.