dækket, og ved dette, bugnende af Madvarer, bleve nu Damerne deponerede.
Det viste sig her snart, at det Sylpheagtige hos disse ikke kunde
modstaae Duften af spækkede Agerhøns og kolde Posteier, en uhyre
Madbegjerlighed gjorde sig gjældende hos vore Skjønne, det var, som om
graadige Ulve havde kastet sig over de frembaarne Spiser, og, fortvivlet
over en saa paafaldende jordisk Tendens hos saa ætheriske Væsener,
sluttede jeg mig snart til en Gruppe, der i Fordybningen af et Vindue
meget hyggelig gjorde sig tilgode med Skinke og Macaroni.
„Jeg vil være fordømt!“ lød kort efter en Stemme fra en Officeer, der
som jeg tyede hen til vort Selskab i Vinduet, „om jeg nogensinde har
seet Appetit yttre sig paa en saa glubende Maade, endnu har jeg ikke
været istand til selv at faae det mindste at spise. — Kom her!“ afbrød
han sig, idet en Opvarter foer forbi med en Bakke, „lad see, hvad Du
har at byde over!“ og snart var Vingen af en Kalkun, Salat, Oliven m.
m. i pyramidalsk Form ophobede paa hans Tallerken. Knive og Gafler
fandt han imidlertid vanskeligere at skaffe tilveie end baade Viin og
Mad. „Man maa vide at hjælpe sig“, trøstede han sig med, „Tænderne ere
dog det Vigtigste“, og med Fingrene greb han om Vingen, der laa paa
hans Tallerken; „fortræffelig Lugt af Trøfler“, udbrød han, og allerede
aabnede han Munden, i hvilken den lækre Mundfuld efterhaanden skulde
forsvinde, da en mørk, skiden Haand fra Gaden blev stukken ind igjennem
en af de ituslagne Ruder. Haanden greb med Kraft om den delicate Vinge,
og i et Nu var den Eieren frarøvet. Tænderne lukkede sig instinktmæssig
sammen, en mørk Sky trak hen over det ved Trøffellugten oplivede Ansigt,
og med Haanden holdt beskyttende over sin Tallerken foer den Sultne
bort fra en Plads, hvor hans Forventninger saa skammelig vare blevne
tilintetgjorte. For os Andre blev naturligviis dette Ran Signal til et
høit Udbrud af Latter. Mængden udenfor istemmede af fuld Hals dette
skingrende Udbrud; selv den Lidende maatte snart lee med over en saa
komisk Scene, og mangt et Stykke saavel mere som mindre solid Føde blev
siden igjennem de ituslagne Ruder rakt ud til det paa Gaden staaende
Publicum.
En Tildragelse ved Døren af en anden Beskaffenhed tiltrak sig
imidlertid snart vor Opmærksomhed. Medens Selskabet var beskjæftiget
med Spiisningen, havde Fregattens tredie Læge, et ældre Menneske,
der tidligere havde været Cavallerist, trængt sig ind blandt de ved
Indgangen staaende Grupper, og her havde han af Nysgjerrighed søgt at
trække en af de tilslørede Tilskuerinders Mantilla tilside for nærmere
at betragte hendes Ansigtstræk. Dette Brud paa de Rettigheder, der i
disse Lande tilstaaes las tapadas, blev naturligvis strax anseet som en
ikke ringe Fornærmelse imod den paagjældende Dame; Brødre og Slægtninge
viste sig, og, havde vor Doctor ikke været saa heldig atter at slippe
ind i Balsalen, er det vel muligt, at denne Scene kunde have antaget en
alvorligere Charakteer. Værten kom imidlertid til, Bevægelsen lagde sig,
og uforstyrrede toge atter de formummede Skikkelser Besiddelsen af det
tidligere indtagne Terrain.
Vinen havde imidlertid frit circuleret og bragt Blodet hurtigere i
Omløb. Den ene Brindo eller Toast havde afløst den anden, og Damernes
Bord, der et Øieblik næsten var blevet forladt af Herrerne, var nu
atter Midtpunctet for Spøg og Latter. Champagnen kom. Denne i Syd som i
Nord lige oplivende Drik forøgede om muligt endnu mere den almindelige
Munterhed, og, da Musikken faldt ind med den smukke Melodi af Chilis
Nationalhymne: „Oid mortales el grito sagrado, Libertad!“ hævede sig fra
alle Dele af Salen et Chor, der med Begeistring istemmede denne Landets
Befrielsessang. Skade kun, at Chilianerne, der jævnlig med saa stor
Enthusiasme paakaldte Frihedens Genius, kun saa lidet syntes modne til
rettelig at benytte Frihedens Goder.
Under Larm og Sang brød man op fra Bordet; de alvorligere Toner af
„Vive Henry IV“ og „God save the king“ afløstes af Dandsemusiken, og
det lykkeligste Menneske af Verden fandt jeg mig at være, da jeg ved la
Seniorita Carreras Side stillede mig op til Borddands. Selskabet syntes
at dele denne Tilfredshed med mig, Glæden stod afmalet paa ethvert
Aasyn, det Spanske flød ud af de mest uøvede Munde, som havde det været
Modersmaalet, man talte, ja endog al Nationalforskjellighed syntes ved
denne Tid at være udslettet i Massen af Skaaler og gjentagne Ønsker for
hinandens Vel.
Omend ikke ukyndig i Spansk, fandt jeg mig dog foranlediget til at
rette en Undskyldning til min Dame for den mindre correcte Maade, paa
hvilken jeg var istand til at udtrykke mig. Dette, har jeg erfaret,
tilgives meget let af den unge Dame, hvem man synligen bringer sin
Hyldest. Forskjellen imellem Sæder og Skikke her og i Europa, hvorpaa
jeg alt denne Aften havde seet saa paafaldende Exempler, gav Anledning
til Bemærkninger fra min Dames Side, der morede mig meget; men det
var dog først, da vi kom til at omtale det tilstedeværende Selskab, de
forskjellige Damer, deres Paaklædning, Familie m. m., at la Seniorita
syntes at føle sig fuldkommen hjemme. Hendes Anmærkninger vare baade
træffende og fulde af Lune, men fremfor alt forundredes jeg over det
ultra-aristokratiske Standpunct, fra hvilket hun betragtede Fleerheden
af de Familier, der bleve Gjenstand for Omtale. Snarere end ved en
Republicanerindes Side skulde man have troet sig ved en Lady’s i en
engelsk Salon. Dog en smuk Pige bliver altid tiltrækkende, jeg fandt la
Malenita indtagende, og de sorte, talende Øine, det deilige Haar, den
runde, fyldige Figur forfeilede eiheller deres begeistrende Virkning.
Omend min Skjønne dannede en hæderlig Undtagelse, er det tungt at maatte
tilstaae, naar man omtaler de af Naturen i saamange Henseender rigt
begavede Chilianerinder, at de desværre oftest savne den Dannelse, som
kun selskabelig Orden og Civilisation ere istand til at medføre. Ikke
engang altid er Dømmekraft istand til at formilde dette Onde, og man
træffer da undertiden en Uvidenhed, der ofte kan sætte Europæeren i
Forundring. Et romantisk Sving i Charakteren og en glødende Natur gjøre
hertil Manglen paa Dannelse endmere følelig, og man vil lettelig kunne
tænke sig den Indflydelse, som Lediggang og en slet Opdragelse, forenet
med locale Omstændigheder, ofte maa udøve paa disse, forøvrigt saa
elskværdige Væseners hele Udvikling.
Hang til Fornøielse hører til de mest fremtrædende Træk i
Sydamerikanerindernes Charakteer, og fremfor Alt umættelig Dandselyst.
Baldamerne hos Hr. Rosalès vare saaledes, især efter Bordet, utrættelige.
Den livlige Stemning bragte Herrerne i evig Bevægelse, og den ene Dands
fulgte paa den anden med korte Mellemrum. Munterheden var i bestandigt
Tiltagende, Selskabet blev larmende og støiende, og det er naturligt, at
Folk, der som vi netop kom fra Søen, ikke undlode at give vor Skjærv til
den herskende glade Stemning.
Jeg havde i en Vals med la Seniorita Malenita Carrera netop sluppet min
Dame for efter en Omdreining ifølge Landets Skik atter at gribe hende i
den anden Arm, da jeg til min Bestyrtelse, istedenfor at see hende komme
mig imøde, saae hende med et Skrig fare bort og styrte ud paa Gaden
igjennem et af de aabentstaaende Vinduer. I samme Nu opstaaer der i Salen
et almindeligt Oprør; det gjenlyder af Skrigene „Temblor!“ „Terremoto!“
Latteren forstummer; Jesus og Maria høres paakaldte fra alle Sider, og
i grændseløs Forvirring seer man pludselig Gamle og Unge, Herrer og
Damer imellem hverandre styrte hen imod hver en Aabning, ad hvilken man
er istand til at naae ud af Huset. Ingen ændser den opstaaede Trængsel;
Enhver søger blot at bane sig Vei ud af det indesluttede Rum, medens
Udbrud af Rædsel og Fortvivlelse, Græden og Jamren samtidig høres fra
alle Sider.
Jeg stod som forstenet og betragtede, hvad der foregik omkring mig.
Det var mig umuligt i første Øjeblik at fatte, hvilken panisk Skræk
der paa en Gang havde bemestret sig alle Gemytter; forgjæves saae jeg
mig om efter nogen antagelig Aarsag hertil, da Klirren af nogle Glas,
en let Rysten under Fødderne med eet gjorde det klart for mig, at et
Jordskjælv var Aarsag til den almindelige Forstyrrelse. Er det end ikke
Forudfølelse, saa er det dog en stærkt skærpet Sands for Iagttagelsen af
denne Naturbegivenhed, der bringer Sydamerikaneren til flere Secunder
før Europæeren at spore enhver saadan Rystelse; ud paa Gaden eller til
ethvert andet aabent Sted søger han da for at sikre sig imod nedfaldende
Mure eller Tage, han ændser under saadanne Omstændigheder Intet uden
den Angest, der betager ham, enhver Bygnings Nærhed indgyder ham Frygt,
og sikkert ville Generationer hengaae, førend Valparaisos Indvaanere
forvinde Indtrykket af Jordskjælvet i 1821, altsaa tre Aar før den Tid,
som her omtales, da flere end 10,000 af Indbyggerne bleve begravede under
Ruinerne af omstyrtende Huse og Fæstningsværker.
Ude paa Gaden var Scenen ligesaa mærkelig som den, hvortil jeg i Salen
havde været Vidne. Skrigen og Larmen gjenlød fra alle Kanter, medens
Nattens Mørke endmere bidrog til at fremhæve det Uvante ved, hvad der
foregik. Man forestille sig en stor Byes Befolkning med eet blive vakt af
sin bedste Søvn og lige fra Sengen blive henflyttet midt ud paa Gaden;
man tænke sig denne Masse af nøgne eller halvnøgne Mennesker i oprørt
Vrimmel fare om imellem hverandre, skraalende, skrigende og betagne af
Skræk, en Mængde paa Knæ midt i Trængselen, det Hele oplyst af omvankende
Lys, med hvilke hver søger at forsyne sig, der blot i Øieblikket kan
faae fat paa et saadant, og man vil kunne gjøre sig en svag Forestilling
om de Forstyrrelsens og Forskrækkelsens Scener, til hvilke man ved en
saadan Leilighed bliver Vidne. Føier man hertil, at det ikke er Mennesket
alene, men at ethvert Dyr lægger sin Forfærdelse for Dagen ved en saadan
Begivenhed, at Tuden af Hunde, Brølen af Køer, Galen af Haner, Brægen af
Æsler paa engang gjenlyde fra alle Kanter, at Vaaningerne knage eller
styrte sammen, at Husenes Indhold kommer i en sittrende og klirrende
Bevægelse, og man vil være istand til at gjøre sig en Idee om den
utrolige Larm og den til Fortvivlelse grændsende Uro, der til alle Tider
ere et Jordskjælvs uadskillelige Ledsagere.
Rystelsen dennegang blev imidlertid ikke af nogen Betydenhed; Husene
bleve alle staaende, og Faren var saaledes snart forbi. Først da var det
egentlig, at man fik Ro til nærmere at betragte de forskjellige Grupper,
paa hvilke de utallige bevægelige Lys kastede et rødt og usikkert Skjær.
Hist saaes en halvklædt Matrone, der fortvivlet gjentog sit Paternoster,
her var det Beboerne af et Huus, der under Angestskrig og Forfærdelse
i de mærkeligste Dragter styrtede ud paa Gaden; forvildede Mødre fore
omkring med deres skraalende Børn, pjaltede Unger blandede sig imellem
vort pyntede Balselskab, guldbroderede chilianske Officerer laae paa
Knæ i Snavset og opsendte Bønner til den hellige Jomfru, medens lige
i Nærheden en balklædt Seniorita med foldede Hænder og med største
Salvelse gjentog sit Ave-Maria; i deres Forvirring havde nogle smudsige
Børn klamret sig fast til hendes sneehvide Balkjole og søgt Ly og
Beskyttelse i dennes omfangsrige Folder; en tudende Hund accompagnerede
den forskrækkede Senioritas fromme Bønner, og Gruppen blev belyst af
en mindre end halvklædt svær Mandsperson med en Praas i Haanden, ved
hvis Skin man tydelig kunde spore det tilbagetrængte Smiil paa et Par
nærstaaende Cadetters Ansigter. Hvor man vendte sig, dannede nøgne
Mennesker, balklædte Damer, Hunde, Børn, pyntede Herrer en lige saa barok
som forvirret Hob, og jeg negter ikke, at meget af det, man fik Øie paa,
vel var skikket til at frembringe Latter, helst naar man gav Agt paa de
Bemærkninger, der ikke udebleve, hverken fra vore eller fra andre til
slige Optrin ligesaa uvante europæiske Officerer.
Det Hele stod imidlertid ikke længe paa. Jordskjælvet indskrænkede sig
dennegang til nogle faa Rystelser, og atter samledes Selskabet i Hr.
Rosalès’s Balsal. Skræk havde imidlertid forjaget den tidligere Glæde,
og enhver Anstrengelse saavel fra Værtens som fra de fremmede Officerers
Side for igjen at bringe den svundne Livlighed tilbage blev frugtesløs.
Det var dertil blevet silde; Contradandsens Rækker bleve alt tyndere og
tyndere, Selskabet brød op, og naturligt var det, at jeg, da Familien
Carrera forlod Salen, tilbød en af disse Damer min Arm og min Ledsagelse
hjemefter.
Jeg var færdig at rende Livet af mig for ikke efter denne natlige
Spadseretour at blive agterudseilet af Fregattens Fartøier. Pustende
og stønnende naaede jeg Landgangspladsen, hvor jeg frygtede, at man
alt havde ventet paa mig, men endnu manglede heldigviis en af Skibets
Besætning, vor tredie Doctor, hvem Ingen erindrede at have seet i
Balsalen efter Spiisningen. Man tøvede endnu omtrent et Qvarteerstid;
Doctoren kom imidlertid ikke, og utaalmodig satte man endelig af. Under
levende Passiar angaaende Aftenens Begivenheder naaede vi Fregatten,
og næppe har jeg været den Eneste, der denne Nat har drømt om smukke,
levende Øine, om klirrende Vinduer, om Jordskjælv og om chilianske
Senioritas.
Huset Carrera blev senere under vort lange Ophold i Valparaiso saagodtsom
mit andet Hjem. La Malenita skinnede som en lysende Stjerne, og mange ere
de lykkelige Timer, jeg tilbragte i denne dannede og elskværdige Families
Kreds, hvilke jeg endnu mindes som Glandspuncter i mit Ungdomsliv.
Næste Dag ved Frokosten erfoer jeg med Forundring, at vor tredie Doctor
endnu ikke var indtruffen ombord. Middagen kom, og endnu blev der Intet
hørt til ham. Jeg havde Vagt om Eftermiddagen, da det blev mig meldt,
at et Fartøi lagde til Siden om Bagbord. En fattigklædt Mand kom op ad
Faldrebet; han sagde, at han var pensioneret Munk, og henvendte sig
til mig med Spørgsmaal, om man ikke herombord savnede nogen af Skibets
Officerer. Han medbragte vor Doctors knækkede Kaarde, fuld af Blod, samt
hans trekantede Hat, hvis hvide Cocarde havde bragt Munken til at forhøre
sig ombord i Fregatten, hvor han forklarede, at han havde fundet disses
Eiermand, mere død end levende, henstrakt i hans Staldbygning.
Overlægen med en Koie og behørigt Mandskab blev strax sendt i Land, og
efter kort Tids Forløb blev den Savnede, tildeels endnu uden Besindelse,
bragt ombord. Han var saaret og blodig, Klæderne sønderrevne og
blodbestænkte; med desto større Tilfredshed erfore vi dog, at der,
efterat han var bleven forbunden og bragt til Hvile, saa vidt man kunde
skjønne, ikke syntes at være nogen egentlig Fare paafærde.
Efter et Par Dages Forløb var Patienten istand til at fortælle sine
Hændelser paa hiin for ham saa sørgelige Balaften. Efter først at have
henvendt sig til en af de i Døren staaende tapadas, ved hvilken Leilighed
kun Hr. Rosalès’s Mellemkomst havde reddet ham for Ubehageligheder,
havde han senere været heldigere, og med sin Skjønne under Armen var han
bleven ført op til en af de højere liggende Dele af Staden, hvor Byen er
opført langs Skrænterne af tre Quebradas, Bjergkløfter, der hver for sig
danne forskjellige Qvarterer af Valparaiso. Under hans Vandring her om i
Mørket, blev han pludselig overfalden af tre Guasos, chilianske Landfolk,
der styrtede løs paa ham. Han greb sit Værge, disse deres Knive, som
Landboerne hertillands altid bære i en af deres Støvletter, og en heftig
Kamp begyndte. Doctoren forsvarede sig tappert. Uagtet Overmagten var
det lykkedes ham en Tidlang at holde sine Angribere fra sig, fegtende
søgte han at trække sig tilbage; men i Nattens Mørke var han kommen
den lodrette Skrænt for nær, han var traadt udenfor Klippen og var
falden baglængs ud over dens Rand; — her slog Besindelsen ham feil, han
erindrede aldeles Intet af, hvad der senere maatte have tildraget sig med
ham.
Munken oplyste det Øvrige. Doctoren var falden igjennem Taget paa hans
Staldbygning, der med Tagryggen var bygget op imod Klippens steile Væg;
han var derfra falden ned paa Hovedet af et Æsel, paa hvilket han havde
knækket Halsen, og, da Munken ved Middagstid havde havt Brug for Dyret,
havde han fundet Doctoren halvdød ved Siden af den ihjelslagne burico.
Munken indgav Regning for det lidte Tab. Skaden paa Huset var ret billig
anslaaet, hvorimod Prisen for el burico var ansat uforholdsmæssig høi.
Chefen gjorde ham opmærksom herpaa; men Manden paastod, at Dyret havde
reddet et Menneskes Liv, og at det som saadant var uskatteerligt. Æslet
kom altsaa paa Skibets Regning uden Rabat, og mangen Gang blev Doctoren
senere drillet med de Forklaringer, der ved vor Hjemkomst naturligen
vilde blive fordrede af Revisionen, naar Udsættelse, som man kunde
forudsee, blev gjort angaaende Posten om Æslet i Fregattens Regnskaber.
Chefens Stokke.
Fregatten laa tilankers ved Valparaiso, denne „paradisiske Dal“, hvis
storartede Natur og yppige Vegetation uvilkaarlig bringer til at erkjende
Berettigelsen af det smukke Navn, som de første Erobrere have givet denne
Chilis vigtigste Handelsplads. Capitain Lasusse — senere Viceadmiral og
i 1853 Chef for den franske Middelhavsescadre — kom ombord. Han var „un
élégant“. Rimeligviis kom han tilbage fra en Ridetour og stod nu for
os som en complet Guasso: spidspuldet Straahat, stribet Poncho af et
særegent Væv, der i Folder hang ned over Skuldre og Arme, vide, sorte
Støvletter, store Sporer med Hjul af Størrelse som Speciesdalere, og
dertil i Haanden en Stok, der gav det Hele et Gentleman-Sving, der var
høist tiltalende. Vor Chef, Mr. Bazoche, hvem hans Besøg gjaldt, var
henrykt og fortabt i Beskuelsen. Lasusse maatte gjøre Regnskab for, hvor
han havde anskaffet disse vidunderlige Sager, hvis Mage vi altsaa kunde
vente snart at see indlemmede i vor Chefs Garderobesamling.
„Og den Stok, De har der“, fortsatte Mr. Bazoche, „den er jo
allerkjæreste; har De ogsaa kjøbt den her i Valparaiso?“ Lasusse
meddeelte, at det Rør, af hvilket den bestod, en Art Bambusrør, voxede
i Mængde i en lille Bugt ved Vid à la mar, en Miilsvei nordenfor vor
Ankerplads, og at altsaa Intet var lettere end at skaffe saadanne Rør
tilveie.
Næppe havde Capitain Lasusse forladt Skibet, før Capitain Bazoche lod
Qvarteermesteren paa Chefssluppen kalde. „Du har at gjøre Sluppen klar
til at gaae fraborde imorgen, strax efter Udpurringen Kl. 5. I skulle
roe hen i Bugten ved Vid à la mar, hvor Sluproerne skulle gaae iværk
med at afskære Rør, saamange, som Sluppen kan rumme. Frokost og Middag
skulle I tage med Eder, og jeg tænker, at I kunne være her tilbage henad
Eftermiddagen.“
Næste Aften kom Sluppen hjem fra sin Expedition. Den saae ud som en
Jungle eller et flydende Skovparti. Chefen yttrede sin høie Grad af
Tilfredshed, og Skovpartiet blev langet om Bord.
Den paafølgende Dag begyndte det egentlige Arbeide. Sluproere og Flagmænd
bleve satte igang med at sortere de forskjellige Rør efter Tykkelse og
Beskaffenhed. De bleve afkappede i Længde af tre Alen, samlede i Bundter,
tolv i hver, og derefter ophængte under et horizontalt Jerngelænder, der
var anbragt omkring et stort, fritstaaende Ruf paa Dækket, opført til
Chefens Afbenyttelse.
„Det var en god Anviisning af Lasusse“, yttrede vor Chef og gned sig i
Hænderne; „ved min Tilbagekomst til Brest vil jeg kunne forære alle mine
Bekjendte af disse udmærkede Stokke: de ville alle paaskjønne og glæde
sig over den gode Idee.“
Naturligviis bleve Stokkebundterne jævnligen bekikkede, befølte og
undersøgte. Efter nogen Tids Forløb viste det sig, at de lange Rør ved
at ophænges horizontalt krummede sig i Midten som Følge af egen Tyngde.
Sluproerne bleve altsaa hidkaldte, hver enkelt Rør blev overskaaret paa
Midten, saa at Længden blev noget større end en almindelig Spadserestoks;
de bleve derefter ophængte under Chefens Jerngelænder efter først at
være blevne sorterede paany, hvoraf fulgte, at Tallet blev betydelig
reduceret, idet de krummeste Rør bleve kastede overbord.
Den foretagne Operation viste sig imidlertid efter nogen Tids Forløb ikke
ganske at have afhjulpet Ondet; enkelte Rør begyndte igjen at krumme sig,
og for at bøde herpaa udfandt Chefen, at det hensigtsmæssigste Middel
vilde være at anbringe dem i en vertical, istedenfor som hidtil i en
horizontal Stilling. Atter Sluproerne til Arbeid, ny Sortering og ny
Overbordkastning, hvorefter Resten af Rørene bleve fæstede lodret til det
alt anførte Gelænder om Hytten, saa at denne kom til at se ud som en Art
Fæstning, omgiven af en lav Palissade.
En Maanedstid gik hen; da bemærkede Mr. Bazoche en smuk Dag, at en
Mængde af Rørene vare hentørrede og tildeels opskinnede som Følge af den
brændende Sols Indvirkning. Vel havde Enthusiasmen for Stokkevæsenet
kølnet sig noget hos ham; men jævnlig fremstod dog Tanken paany om den
Tilfredsstillelse, han lovede sig ved sin Hjemkomst til Frankrig, og
Solens Paavirkning maatte som Følge heraf modarbeides. Dette meente vor
Chef vilde naaes, naar det kunde lykkes at gjennemtrænge de forskjellige
Rør med Olie. Rørene, antog han, vilde da paany opnaae deres forrige
Glands og gjenvinde al den Skjønhed, som han tidligere havde beundret.
Øieblikkelig blev Sagen sat i Gang. Naturligviis begyndte Arbeidet
med ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter der i Toppen af
hvert af de tilbageblevne Rør blev anbragt en Huling eller Fordybning,
som Flagmændene bleve beordrede til hver Morgen at fylde med Olie.
Naar Nathuslamperne om Morgenen bleve gjorte istand, saae man altsaa
Flagmænd og Lærlinger i fuld Activitet, hver med en Oliekande i Haanden,
beskjæftigede med Vedligeholdelsen af den lodrette, men efterhaanden
mindre tætsluttede Palissade.
Jeg troer, at Fortrædeligheder ere sjeldnere ombord end iland, og
at dette væsentlig medvirker til den Tiltrækningskraft, som Sølivet
almindelig udøver; dog selv paa Søen er man naturligviis ikke ganske
fri for Modgang, og det var i ondt Lune, at Capitain Bazoche en Dag
paa Hjemreisen kom ud paa Dækket. Intet var ham tilpas: Mærsseilene
vare ham ikke tilstrækkelig strakte, han gav den vagthavende Officeer
Ordre at sætte Seilene bedre kant; Koierne, fandt han, vare slet
stuvede i Finkenetterne; der var ikke spulet reent under Kanonerne —
„og alle disse Oliepletter!“ udbrød han, „hvor komme de fra? Jeg kan
ikke udstaae Pletter paa Dækket! Vil De lade Næstcommanderende kalde.“
Næstcommanderende kom, og til ham blev det gjentaget, at Chefen ikke
kunde fordrage Pletter, at Dækket skulde holdes tilbørlig reent, og at
navnlig Oliepletter paa enhver Maade skulde undgaaes.
Næstcommanderende tog Sagen meget rolig. Han forestillede Chefen, at,
naar Flagmændene hver Morgen skulde gaae omkring med Oliekander for at
fornye Olien i de opstillede Rørstokke, var det umuligt at forhindre,
at der fra Tid til anden kunde spildes noget Olie, og at Pletterne paa
Dækket ganske naturlig vare en Følge heraf. Capitain Bazoche maatte
indrømme denne Mulighed. „De fordømte Rør!“ udbrød han, „jeg har ikke
havt Andet end Ærgrelse af alt det Kram — lad dem strax alle blive
kastede overbord!“
Overbord gik de, og hermed var de beundrede Bambusrørs Rolle udspillet.
— Jeg forlod Fregatten i Rio-Janeiro; sikkert har vor brave Chef senere
truffet nye Gjenstande, ligesaa værdige som Spadserestokkene til at
fængsle hans særlige Opmærksomhed.
Capitain Gallois’s Hvalfisk.
Det var blevet Admiral Rosamel meddeelt, at Gabarren „l’_Arriège_“,
Transportskib som en halvarmeret Fregat, var afgaaet fra Frankrig for at
bringe os Proviant og Varegods; høiligen trængte vi efterhaanden hertil,
og paa Valparaisos Rhed imødesaae vi hver Dag Transportskibets Ankomst.
Maaneder hengik imidlertid, og „l’Arriège“ kom ikke. Heldigviis havde vi
efterhaanden levet os ind i de selskabelige Forhold i Valparaiso, saa at
Opholdet der var yderst behageligt; den lange Venten vilde ellers have
været utaalelig. Endelig kaldte Omstændighederne os nordefter; der maatte
kjøbes Provisioner, og jeg erindrer, at hver Foustage Meel blev betalt
med 30 Piaster. „Arriège“’s Udeblivelse var en dyr Historie for den
franske Regjering.