Tiden til Spiisning var imidlertid kommen. Et rigt besat Bord fandtes

dækket, og ved dette, bugnende af Madvarer, bleve nu Damerne deponerede.

Det viste sig her snart, at det Sylpheagtige hos disse ikke kunde

modstaae Duften af spækkede Agerhøns og kolde Posteier, en uhyre

Madbegjerlighed gjorde sig gjældende hos vore Skjønne, det var, som om

graadige Ulve havde kastet sig over de frembaarne Spiser, og, fortvivlet

over en saa paafaldende jordisk Tendens hos saa ætheriske Væsener,

sluttede jeg mig snart til en Gruppe, der i Fordybningen af et Vindue

meget hyggelig gjorde sig tilgode med Skinke og Macaroni.

„Jeg vil være fordømt!“ lød kort efter en Stemme fra en Officeer, der

som jeg tyede hen til vort Selskab i Vinduet, „om jeg nogensinde har

seet Appetit yttre sig paa en saa glubende Maade, endnu har jeg ikke

været istand til selv at faae det mindste at spise. — Kom her!“ afbrød

han sig, idet en Opvarter foer forbi med en Bakke, „lad see, hvad Du

har at byde over!“ og snart var Vingen af en Kalkun, Salat, Oliven m.

m. i pyramidalsk Form ophobede paa hans Tallerken. Knive og Gafler

fandt han imidlertid vanskeligere at skaffe tilveie end baade Viin og

Mad. „Man maa vide at hjælpe sig“, trøstede han sig med, „Tænderne ere

dog det Vigtigste“, og med Fingrene greb han om Vingen, der laa paa

hans Tallerken; „fortræffelig Lugt af Trøfler“, udbrød han, og allerede

aabnede han Munden, i hvilken den lækre Mundfuld efterhaanden skulde

forsvinde, da en mørk, skiden Haand fra Gaden blev stukken ind igjennem

en af de ituslagne Ruder. Haanden greb med Kraft om den delicate Vinge,

og i et Nu var den Eieren frarøvet. Tænderne lukkede sig instinktmæssig

sammen, en mørk Sky trak hen over det ved Trøffellugten oplivede Ansigt,

og med Haanden holdt beskyttende over sin Tallerken foer den Sultne

bort fra en Plads, hvor hans Forventninger saa skammelig vare blevne

tilintetgjorte. For os Andre blev naturligviis dette Ran Signal til et

høit Udbrud af Latter. Mængden udenfor istemmede af fuld Hals dette

skingrende Udbrud; selv den Lidende maatte snart lee med over en saa

komisk Scene, og mangt et Stykke saavel mere som mindre solid Føde blev

siden igjennem de ituslagne Ruder rakt ud til det paa Gaden staaende

Publicum.

En Tildragelse ved Døren af en anden Beskaffenhed tiltrak sig

imidlertid snart vor Opmærksomhed. Medens Selskabet var beskjæftiget

med Spiisningen, havde Fregattens tredie Læge, et ældre Menneske,

der tidligere havde været Cavallerist, trængt sig ind blandt de ved

Indgangen staaende Grupper, og her havde han af Nysgjerrighed søgt at

trække en af de tilslørede Tilskuerinders Mantilla tilside for nærmere

at betragte hendes Ansigtstræk. Dette Brud paa de Rettigheder, der i

disse Lande tilstaaes las tapadas, blev naturligvis strax anseet som en

ikke ringe Fornærmelse imod den paagjældende Dame; Brødre og Slægtninge

viste sig, og, havde vor Doctor ikke været saa heldig atter at slippe

ind i Balsalen, er det vel muligt, at denne Scene kunde have antaget en

alvorligere Charakteer. Værten kom imidlertid til, Bevægelsen lagde sig,

og uforstyrrede toge atter de formummede Skikkelser Besiddelsen af det

tidligere indtagne Terrain.

Vinen havde imidlertid frit circuleret og bragt Blodet hurtigere i

Omløb. Den ene Brindo eller Toast havde afløst den anden, og Damernes

Bord, der et Øieblik næsten var blevet forladt af Herrerne, var nu

atter Midtpunctet for Spøg og Latter. Champagnen kom. Denne i Syd som i

Nord lige oplivende Drik forøgede om muligt endnu mere den almindelige

Munterhed, og, da Musikken faldt ind med den smukke Melodi af Chilis

Nationalhymne: „Oid mortales el grito sagrado, Libertad!“ hævede sig fra

alle Dele af Salen et Chor, der med Begeistring istemmede denne Landets

Befrielsessang. Skade kun, at Chilianerne, der jævnlig med saa stor

Enthusiasme paakaldte Frihedens Genius, kun saa lidet syntes modne til

rettelig at benytte Frihedens Goder.

Under Larm og Sang brød man op fra Bordet; de alvorligere Toner af

„Vive Henry IV“ og „God save the king“ afløstes af Dandsemusiken, og

det lykkeligste Menneske af Verden fandt jeg mig at være, da jeg ved la

Seniorita Carreras Side stillede mig op til Borddands. Selskabet syntes

at dele denne Tilfredshed med mig, Glæden stod afmalet paa ethvert

Aasyn, det Spanske flød ud af de mest uøvede Munde, som havde det været

Modersmaalet, man talte, ja endog al Nationalforskjellighed syntes ved

denne Tid at være udslettet i Massen af Skaaler og gjentagne Ønsker for

hinandens Vel.

Omend ikke ukyndig i Spansk, fandt jeg mig dog foranlediget til at

rette en Undskyldning til min Dame for den mindre correcte Maade, paa

hvilken jeg var istand til at udtrykke mig. Dette, har jeg erfaret,

tilgives meget let af den unge Dame, hvem man synligen bringer sin

Hyldest. Forskjellen imellem Sæder og Skikke her og i Europa, hvorpaa

jeg alt denne Aften havde seet saa paafaldende Exempler, gav Anledning

til Bemærkninger fra min Dames Side, der morede mig meget; men det

var dog først, da vi kom til at omtale det tilstedeværende Selskab, de

forskjellige Damer, deres Paaklædning, Familie m. m., at la Seniorita

syntes at føle sig fuldkommen hjemme. Hendes Anmærkninger vare baade

træffende og fulde af Lune, men fremfor alt forundredes jeg over det

ultra-aristokratiske Standpunct, fra hvilket hun betragtede Fleerheden

af de Familier, der bleve Gjenstand for Omtale. Snarere end ved en

Republicanerindes Side skulde man have troet sig ved en Lady’s i en

engelsk Salon. Dog en smuk Pige bliver altid tiltrækkende, jeg fandt la

Malenita indtagende, og de sorte, talende Øine, det deilige Haar, den

runde, fyldige Figur forfeilede eiheller deres begeistrende Virkning.

Omend min Skjønne dannede en hæderlig Undtagelse, er det tungt at maatte

tilstaae, naar man omtaler de af Naturen i saamange Henseender rigt

begavede Chilianerinder, at de desværre oftest savne den Dannelse, som

kun selskabelig Orden og Civilisation ere istand til at medføre. Ikke

engang altid er Dømmekraft istand til at formilde dette Onde, og man

træffer da undertiden en Uvidenhed, der ofte kan sætte Europæeren i

Forundring. Et romantisk Sving i Charakteren og en glødende Natur gjøre

hertil Manglen paa Dannelse endmere følelig, og man vil lettelig kunne

tænke sig den Indflydelse, som Lediggang og en slet Opdragelse, forenet

med locale Omstændigheder, ofte maa udøve paa disse, forøvrigt saa

elskværdige Væseners hele Udvikling.

Hang til Fornøielse hører til de mest fremtrædende Træk i

Sydamerikanerindernes Charakteer, og fremfor Alt umættelig Dandselyst.

Baldamerne hos Hr. Rosalès vare saaledes, især efter Bordet, utrættelige.

Den livlige Stemning bragte Herrerne i evig Bevægelse, og den ene Dands

fulgte paa den anden med korte Mellemrum. Munterheden var i bestandigt

Tiltagende, Selskabet blev larmende og støiende, og det er naturligt, at

Folk, der som vi netop kom fra Søen, ikke undlode at give vor Skjærv til

den herskende glade Stemning.

Jeg havde i en Vals med la Seniorita Malenita Carrera netop sluppet min

Dame for efter en Omdreining ifølge Landets Skik atter at gribe hende i

den anden Arm, da jeg til min Bestyrtelse, istedenfor at see hende komme

mig imøde, saae hende med et Skrig fare bort og styrte ud paa Gaden

igjennem et af de aabentstaaende Vinduer. I samme Nu opstaaer der i Salen

et almindeligt Oprør; det gjenlyder af Skrigene „Temblor!“ „Terremoto!“

Latteren forstummer; Jesus og Maria høres paakaldte fra alle Sider, og

i grændseløs Forvirring seer man pludselig Gamle og Unge, Herrer og

Damer imellem hverandre styrte hen imod hver en Aabning, ad hvilken man

er istand til at naae ud af Huset. Ingen ændser den opstaaede Trængsel;

Enhver søger blot at bane sig Vei ud af det indesluttede Rum, medens

Udbrud af Rædsel og Fortvivlelse, Græden og Jamren samtidig høres fra

alle Sider.

Jeg stod som forstenet og betragtede, hvad der foregik omkring mig.

Det var mig umuligt i første Øjeblik at fatte, hvilken panisk Skræk

der paa en Gang havde bemestret sig alle Gemytter; forgjæves saae jeg

mig om efter nogen antagelig Aarsag hertil, da Klirren af nogle Glas,

en let Rysten under Fødderne med eet gjorde det klart for mig, at et

Jordskjælv var Aarsag til den almindelige Forstyrrelse. Er det end ikke

Forudfølelse, saa er det dog en stærkt skærpet Sands for Iagttagelsen af

denne Naturbegivenhed, der bringer Sydamerikaneren til flere Secunder

før Europæeren at spore enhver saadan Rystelse; ud paa Gaden eller til

ethvert andet aabent Sted søger han da for at sikre sig imod nedfaldende

Mure eller Tage, han ændser under saadanne Omstændigheder Intet uden

den Angest, der betager ham, enhver Bygnings Nærhed indgyder ham Frygt,

og sikkert ville Generationer hengaae, førend Valparaisos Indvaanere

forvinde Indtrykket af Jordskjælvet i 1821, altsaa tre Aar før den Tid,

som her omtales, da flere end 10,000 af Indbyggerne bleve begravede under

Ruinerne af omstyrtende Huse og Fæstningsværker.

Ude paa Gaden var Scenen ligesaa mærkelig som den, hvortil jeg i Salen

havde været Vidne. Skrigen og Larmen gjenlød fra alle Kanter, medens

Nattens Mørke endmere bidrog til at fremhæve det Uvante ved, hvad der

foregik. Man forestille sig en stor Byes Befolkning med eet blive vakt af

sin bedste Søvn og lige fra Sengen blive henflyttet midt ud paa Gaden;

man tænke sig denne Masse af nøgne eller halvnøgne Mennesker i oprørt

Vrimmel fare om imellem hverandre, skraalende, skrigende og betagne af

Skræk, en Mængde paa Knæ midt i Trængselen, det Hele oplyst af omvankende

Lys, med hvilke hver søger at forsyne sig, der blot i Øieblikket kan

faae fat paa et saadant, og man vil kunne gjøre sig en svag Forestilling

om de Forstyrrelsens og Forskrækkelsens Scener, til hvilke man ved en

saadan Leilighed bliver Vidne. Føier man hertil, at det ikke er Mennesket

alene, men at ethvert Dyr lægger sin Forfærdelse for Dagen ved en saadan

Begivenhed, at Tuden af Hunde, Brølen af Køer, Galen af Haner, Brægen af

Æsler paa engang gjenlyde fra alle Kanter, at Vaaningerne knage eller

styrte sammen, at Husenes Indhold kommer i en sittrende og klirrende

Bevægelse, og man vil være istand til at gjøre sig en Idee om den

utrolige Larm og den til Fortvivlelse grændsende Uro, der til alle Tider

ere et Jordskjælvs uadskillelige Ledsagere.

Rystelsen dennegang blev imidlertid ikke af nogen Betydenhed; Husene

bleve alle staaende, og Faren var saaledes snart forbi. Først da var det

egentlig, at man fik Ro til nærmere at betragte de forskjellige Grupper,

paa hvilke de utallige bevægelige Lys kastede et rødt og usikkert Skjær.

Hist saaes en halvklædt Matrone, der fortvivlet gjentog sit Paternoster,

her var det Beboerne af et Huus, der under Angestskrig og Forfærdelse

i de mærkeligste Dragter styrtede ud paa Gaden; forvildede Mødre fore

omkring med deres skraalende Børn, pjaltede Unger blandede sig imellem

vort pyntede Balselskab, guldbroderede chilianske Officerer laae paa

Knæ i Snavset og opsendte Bønner til den hellige Jomfru, medens lige

i Nærheden en balklædt Seniorita med foldede Hænder og med største

Salvelse gjentog sit Ave-Maria; i deres Forvirring havde nogle smudsige

Børn klamret sig fast til hendes sneehvide Balkjole og søgt Ly og

Beskyttelse i dennes omfangsrige Folder; en tudende Hund accompagnerede

den forskrækkede Senioritas fromme Bønner, og Gruppen blev belyst af

en mindre end halvklædt svær Mandsperson med en Praas i Haanden, ved

hvis Skin man tydelig kunde spore det tilbagetrængte Smiil paa et Par

nærstaaende Cadetters Ansigter. Hvor man vendte sig, dannede nøgne

Mennesker, balklædte Damer, Hunde, Børn, pyntede Herrer en lige saa barok

som forvirret Hob, og jeg negter ikke, at meget af det, man fik Øie paa,

vel var skikket til at frembringe Latter, helst naar man gav Agt paa de

Bemærkninger, der ikke udebleve, hverken fra vore eller fra andre til

slige Optrin ligesaa uvante europæiske Officerer.

Det Hele stod imidlertid ikke længe paa. Jordskjælvet indskrænkede sig

dennegang til nogle faa Rystelser, og atter samledes Selskabet i Hr.

Rosalès’s Balsal. Skræk havde imidlertid forjaget den tidligere Glæde,

og enhver Anstrengelse saavel fra Værtens som fra de fremmede Officerers

Side for igjen at bringe den svundne Livlighed tilbage blev frugtesløs.

Det var dertil blevet silde; Contradandsens Rækker bleve alt tyndere og

tyndere, Selskabet brød op, og naturligt var det, at jeg, da Familien

Carrera forlod Salen, tilbød en af disse Damer min Arm og min Ledsagelse

hjemefter.

Jeg var færdig at rende Livet af mig for ikke efter denne natlige

Spadseretour at blive agterudseilet af Fregattens Fartøier. Pustende

og stønnende naaede jeg Landgangspladsen, hvor jeg frygtede, at man

alt havde ventet paa mig, men endnu manglede heldigviis en af Skibets

Besætning, vor tredie Doctor, hvem Ingen erindrede at have seet i

Balsalen efter Spiisningen. Man tøvede endnu omtrent et Qvarteerstid;

Doctoren kom imidlertid ikke, og utaalmodig satte man endelig af. Under

levende Passiar angaaende Aftenens Begivenheder naaede vi Fregatten,

og næppe har jeg været den Eneste, der denne Nat har drømt om smukke,

levende Øine, om klirrende Vinduer, om Jordskjælv og om chilianske

Senioritas.

Huset Carrera blev senere under vort lange Ophold i Valparaiso saagodtsom

mit andet Hjem. La Malenita skinnede som en lysende Stjerne, og mange ere

de lykkelige Timer, jeg tilbragte i denne dannede og elskværdige Families

Kreds, hvilke jeg endnu mindes som Glandspuncter i mit Ungdomsliv.

Næste Dag ved Frokosten erfoer jeg med Forundring, at vor tredie Doctor

endnu ikke var indtruffen ombord. Middagen kom, og endnu blev der Intet

hørt til ham. Jeg havde Vagt om Eftermiddagen, da det blev mig meldt,

at et Fartøi lagde til Siden om Bagbord. En fattigklædt Mand kom op ad

Faldrebet; han sagde, at han var pensioneret Munk, og henvendte sig

til mig med Spørgsmaal, om man ikke herombord savnede nogen af Skibets

Officerer. Han medbragte vor Doctors knækkede Kaarde, fuld af Blod, samt

hans trekantede Hat, hvis hvide Cocarde havde bragt Munken til at forhøre

sig ombord i Fregatten, hvor han forklarede, at han havde fundet disses

Eiermand, mere død end levende, henstrakt i hans Staldbygning.

Overlægen med en Koie og behørigt Mandskab blev strax sendt i Land, og

efter kort Tids Forløb blev den Savnede, tildeels endnu uden Besindelse,

bragt ombord. Han var saaret og blodig, Klæderne sønderrevne og

blodbestænkte; med desto større Tilfredshed erfore vi dog, at der,

efterat han var bleven forbunden og bragt til Hvile, saa vidt man kunde

skjønne, ikke syntes at være nogen egentlig Fare paafærde.

Efter et Par Dages Forløb var Patienten istand til at fortælle sine

Hændelser paa hiin for ham saa sørgelige Balaften. Efter først at have

henvendt sig til en af de i Døren staaende tapadas, ved hvilken Leilighed

kun Hr. Rosalès’s Mellemkomst havde reddet ham for Ubehageligheder,

havde han senere været heldigere, og med sin Skjønne under Armen var han

bleven ført op til en af de højere liggende Dele af Staden, hvor Byen er

opført langs Skrænterne af tre Quebradas, Bjergkløfter, der hver for sig

danne forskjellige Qvarterer af Valparaiso. Under hans Vandring her om i

Mørket, blev han pludselig overfalden af tre Guasos, chilianske Landfolk,

der styrtede løs paa ham. Han greb sit Værge, disse deres Knive, som

Landboerne hertillands altid bære i en af deres Støvletter, og en heftig

Kamp begyndte. Doctoren forsvarede sig tappert. Uagtet Overmagten var

det lykkedes ham en Tidlang at holde sine Angribere fra sig, fegtende

søgte han at trække sig tilbage; men i Nattens Mørke var han kommen

den lodrette Skrænt for nær, han var traadt udenfor Klippen og var

falden baglængs ud over dens Rand; — her slog Besindelsen ham feil, han

erindrede aldeles Intet af, hvad der senere maatte have tildraget sig med

ham.

Munken oplyste det Øvrige. Doctoren var falden igjennem Taget paa hans

Staldbygning, der med Tagryggen var bygget op imod Klippens steile Væg;

han var derfra falden ned paa Hovedet af et Æsel, paa hvilket han havde

knækket Halsen, og, da Munken ved Middagstid havde havt Brug for Dyret,

havde han fundet Doctoren halvdød ved Siden af den ihjelslagne burico.

Munken indgav Regning for det lidte Tab. Skaden paa Huset var ret billig

anslaaet, hvorimod Prisen for el burico var ansat uforholdsmæssig høi.

Chefen gjorde ham opmærksom herpaa; men Manden paastod, at Dyret havde

reddet et Menneskes Liv, og at det som saadant var uskatteerligt. Æslet

kom altsaa paa Skibets Regning uden Rabat, og mangen Gang blev Doctoren

senere drillet med de Forklaringer, der ved vor Hjemkomst naturligen

vilde blive fordrede af Revisionen, naar Udsættelse, som man kunde

forudsee, blev gjort angaaende Posten om Æslet i Fregattens Regnskaber.

Chefens Stokke.

Fregatten laa tilankers ved Valparaiso, denne „paradisiske Dal“, hvis

storartede Natur og yppige Vegetation uvilkaarlig bringer til at erkjende

Berettigelsen af det smukke Navn, som de første Erobrere have givet denne

Chilis vigtigste Handelsplads. Capitain Lasusse — senere Viceadmiral og

i 1853 Chef for den franske Middelhavsescadre — kom ombord. Han var „un

élégant“. Rimeligviis kom han tilbage fra en Ridetour og stod nu for

os som en complet Guasso: spidspuldet Straahat, stribet Poncho af et

særegent Væv, der i Folder hang ned over Skuldre og Arme, vide, sorte

Støvletter, store Sporer med Hjul af Størrelse som Speciesdalere, og

dertil i Haanden en Stok, der gav det Hele et Gentleman-Sving, der var

høist tiltalende. Vor Chef, Mr. Bazoche, hvem hans Besøg gjaldt, var

henrykt og fortabt i Beskuelsen. Lasusse maatte gjøre Regnskab for, hvor

han havde anskaffet disse vidunderlige Sager, hvis Mage vi altsaa kunde

vente snart at see indlemmede i vor Chefs Garderobesamling.

„Og den Stok, De har der“, fortsatte Mr. Bazoche, „den er jo

allerkjæreste; har De ogsaa kjøbt den her i Valparaiso?“ Lasusse

meddeelte, at det Rør, af hvilket den bestod, en Art Bambusrør, voxede

i Mængde i en lille Bugt ved Vid à la mar, en Miilsvei nordenfor vor

Ankerplads, og at altsaa Intet var lettere end at skaffe saadanne Rør

tilveie.

Næppe havde Capitain Lasusse forladt Skibet, før Capitain Bazoche lod

Qvarteermesteren paa Chefssluppen kalde. „Du har at gjøre Sluppen klar

til at gaae fraborde imorgen, strax efter Udpurringen Kl. 5. I skulle

roe hen i Bugten ved Vid à la mar, hvor Sluproerne skulle gaae iværk

med at afskære Rør, saamange, som Sluppen kan rumme. Frokost og Middag

skulle I tage med Eder, og jeg tænker, at I kunne være her tilbage henad

Eftermiddagen.“

Næste Aften kom Sluppen hjem fra sin Expedition. Den saae ud som en

Jungle eller et flydende Skovparti. Chefen yttrede sin høie Grad af

Tilfredshed, og Skovpartiet blev langet om Bord.

Den paafølgende Dag begyndte det egentlige Arbeide. Sluproere og Flagmænd

bleve satte igang med at sortere de forskjellige Rør efter Tykkelse og

Beskaffenhed. De bleve afkappede i Længde af tre Alen, samlede i Bundter,

tolv i hver, og derefter ophængte under et horizontalt Jerngelænder, der

var anbragt omkring et stort, fritstaaende Ruf paa Dækket, opført til

Chefens Afbenyttelse.

„Det var en god Anviisning af Lasusse“, yttrede vor Chef og gned sig i

Hænderne; „ved min Tilbagekomst til Brest vil jeg kunne forære alle mine

Bekjendte af disse udmærkede Stokke: de ville alle paaskjønne og glæde

sig over den gode Idee.“

Naturligviis bleve Stokkebundterne jævnligen bekikkede, befølte og

undersøgte. Efter nogen Tids Forløb viste det sig, at de lange Rør ved

at ophænges horizontalt krummede sig i Midten som Følge af egen Tyngde.

Sluproerne bleve altsaa hidkaldte, hver enkelt Rør blev overskaaret paa

Midten, saa at Længden blev noget større end en almindelig Spadserestoks;

de bleve derefter ophængte under Chefens Jerngelænder efter først at

være blevne sorterede paany, hvoraf fulgte, at Tallet blev betydelig

reduceret, idet de krummeste Rør bleve kastede overbord.

Den foretagne Operation viste sig imidlertid efter nogen Tids Forløb ikke

ganske at have afhjulpet Ondet; enkelte Rør begyndte igjen at krumme sig,

og for at bøde herpaa udfandt Chefen, at det hensigtsmæssigste Middel

vilde være at anbringe dem i en vertical, istedenfor som hidtil i en

horizontal Stilling. Atter Sluproerne til Arbeid, ny Sortering og ny

Overbordkastning, hvorefter Resten af Rørene bleve fæstede lodret til det

alt anførte Gelænder om Hytten, saa at denne kom til at se ud som en Art

Fæstning, omgiven af en lav Palissade.

En Maanedstid gik hen; da bemærkede Mr. Bazoche en smuk Dag, at en

Mængde af Rørene vare hentørrede og tildeels opskinnede som Følge af den

brændende Sols Indvirkning. Vel havde Enthusiasmen for Stokkevæsenet

kølnet sig noget hos ham; men jævnlig fremstod dog Tanken paany om den

Tilfredsstillelse, han lovede sig ved sin Hjemkomst til Frankrig, og

Solens Paavirkning maatte som Følge heraf modarbeides. Dette meente vor

Chef vilde naaes, naar det kunde lykkes at gjennemtrænge de forskjellige

Rør med Olie. Rørene, antog han, vilde da paany opnaae deres forrige

Glands og gjenvinde al den Skjønhed, som han tidligere havde beundret.

Øieblikkelig blev Sagen sat i Gang. Naturligviis begyndte Arbeidet

med ny Sortering og ny Overbordkastning, hvorefter der i Toppen af

hvert af de tilbageblevne Rør blev anbragt en Huling eller Fordybning,

som Flagmændene bleve beordrede til hver Morgen at fylde med Olie.

Naar Nathuslamperne om Morgenen bleve gjorte istand, saae man altsaa

Flagmænd og Lærlinger i fuld Activitet, hver med en Oliekande i Haanden,

beskjæftigede med Vedligeholdelsen af den lodrette, men efterhaanden

mindre tætsluttede Palissade.

Jeg troer, at Fortrædeligheder ere sjeldnere ombord end iland, og

at dette væsentlig medvirker til den Tiltrækningskraft, som Sølivet

almindelig udøver; dog selv paa Søen er man naturligviis ikke ganske

fri for Modgang, og det var i ondt Lune, at Capitain Bazoche en Dag

paa Hjemreisen kom ud paa Dækket. Intet var ham tilpas: Mærsseilene

vare ham ikke tilstrækkelig strakte, han gav den vagthavende Officeer

Ordre at sætte Seilene bedre kant; Koierne, fandt han, vare slet

stuvede i Finkenetterne; der var ikke spulet reent under Kanonerne —

„og alle disse Oliepletter!“ udbrød han, „hvor komme de fra? Jeg kan

ikke udstaae Pletter paa Dækket! Vil De lade Næstcommanderende kalde.“

Næstcommanderende kom, og til ham blev det gjentaget, at Chefen ikke

kunde fordrage Pletter, at Dækket skulde holdes tilbørlig reent, og at

navnlig Oliepletter paa enhver Maade skulde undgaaes.

Næstcommanderende tog Sagen meget rolig. Han forestillede Chefen, at,

naar Flagmændene hver Morgen skulde gaae omkring med Oliekander for at

fornye Olien i de opstillede Rørstokke, var det umuligt at forhindre,

at der fra Tid til anden kunde spildes noget Olie, og at Pletterne paa

Dækket ganske naturlig vare en Følge heraf. Capitain Bazoche maatte

indrømme denne Mulighed. „De fordømte Rør!“ udbrød han, „jeg har ikke

havt Andet end Ærgrelse af alt det Kram — lad dem strax alle blive

kastede overbord!“

Overbord gik de, og hermed var de beundrede Bambusrørs Rolle udspillet.

— Jeg forlod Fregatten i Rio-Janeiro; sikkert har vor brave Chef senere

truffet nye Gjenstande, ligesaa værdige som Spadserestokkene til at

fængsle hans særlige Opmærksomhed.

Capitain Gallois’s Hvalfisk.

Det var blevet Admiral Rosamel meddeelt, at Gabarren „l’_Arriège_“,

Transportskib som en halvarmeret Fregat, var afgaaet fra Frankrig for at

bringe os Proviant og Varegods; høiligen trængte vi efterhaanden hertil,

og paa Valparaisos Rhed imødesaae vi hver Dag Transportskibets Ankomst.

Maaneder hengik imidlertid, og „l’Arriège“ kom ikke. Heldigviis havde vi

efterhaanden levet os ind i de selskabelige Forhold i Valparaiso, saa at

Opholdet der var yderst behageligt; den lange Venten vilde ellers have

været utaalelig. Endelig kaldte Omstændighederne os nordefter; der maatte

kjøbes Provisioner, og jeg erindrer, at hver Foustage Meel blev betalt

med 30 Piaster. „Arriège“’s Udeblivelse var en dyr Historie for den

franske Regjering.

Gamle Minder fra tjeneste-aarene ombord i franske skibe 1823-1829. Nedskrevet i 1877. · 第 4 / 13 段