Øieblik at sætte sig ind i, hvad der var foregaaet. „Fordømte Kuffert!“
udbrød han endelig, da han havde besindet sig noget. „Métier de chien!“
og med en Iver, der trodsede baade Anstrengelse og det kolde Fodbad,
gav han sig til, under fortsatte Forbandelser, at opfiske Skjorter,
Papirer og Protokoller. „Fanden tage baade Skib og Sø!“ — „Admiralens
Bemærkninger gaaede i Vandet!“ — „Attendez qu’on m’y rattrape!“ — „Der
svømmer da Voltaire omkring med mine Underbuxer!“ — her saae jeg den
opsamlende Oppasser lige ved at briste i Latter — „Métier du Diable!“ —
„Maudite galère!“
Commissairen var under alt dette i dybeste Negligé styrtet til. Med
saadan Voldsomhed var Kufferten tørnet imod hans Lukaf, at ogsaa han kom
frem i den Tro, at en ny Ulykke var paafærde. „Ogsaa afskyeligt, at man
ikke engang om Natten kan have Ro“, udbrød han arrig, da han saae, hvad
der var Aarsag til den hele Larm. — „Secretair, De burde dog idetmindste
sørge for, at De ikke forstyrrede Andre paa en Tid som denne!“ — „Les
caractères de La Bruyère gaaede i Pølen“, vedblev Secretairen ufortrøden,
„den hele Papirbeholdning ødelagt! — Bliv, til man skal faae fat paa mig
igjen!“ — „Mary rompu de Tron de Diou!!“
Jeg havde imidlertid skaffet nogen Assistance tilveie og antog det nu
for Tid til at trække mig tilbage fra denne Forstyrrelsens Scene. De
stridende Parter lod jeg komme tilrette, saa godt de kunde. Commissairens
Stemme blev alt mere og mere barsk, og mere end een Gang naaede mig endnu
paa Afstand Lyden af Ordene: „gammel Sømand“, „Swiftsure“ og „Campagne
til San-Domingo“.
Mit eget Lukaf var da naturligviis eiheller blevet forskaanet for Vandets
Indbrud. Nogle Sko og et Par andre Ubetydeligheder fandt jeg flyde
omkring; men længe varede det ikke, før disse Smaating igjen vare bragte
i Orden, og i Hængekoien bleve snart Skibets Bevægelser umærkelige.
Vandets Rislen langs Dækket baade i og udenfor Lukafet, som naar Bølger
bryde sig imod en Strandbred, i Forbindelse med Vandet, der ved hver
Overhaling styrtede ned som Cascader fra Dæk til Dæk, kunde vel have
bragt En eller Anden med levende Indbildningskraft til at tænke sig
hensat til en Bjergsø, hvor brusende Vandfald hørtes i det Fjerne, medens
de oprørte Vover brøde sig imod Klippevæggen; dog kun lidet var jeg stemt
til at romantisere, og længe varede det ikke, før enhver Lyd var tabt for
mit Øre. Den, der er træt, søger ikke forgjæves Hvile.
Da jeg overtog Dagvagten den næste Morgen Kl. 4, var Foremærsseil skjøret
og blæst bort fra Ligene. Fokken stod endnu; men ved hver Duvning var
det, som om Raa og Alt, hvortil den var udspilet, skulde springe. Med en
skjøn Fart trak den os imidlertid vesterefter, — og en Storm kan jo ikke
vare evig.
Opholdet paa Vagtsbænken og paa Dækket var kun lidet tillokkende.
Thermometret stod 5° under Frysepunctet, og, hvor man end rørte, fik man
fat paa et Lag af Iis. Tiden faldt lang indtil Mandskabets Udpurring,
da Folkene, strax efterat de vare komne paa Dækket, bleve mønstrede for
at erholde Vished, om Nogen den foregaaende Nat skulde være falden
overbord. Ethvert Navn, der ikke øieblikkelig blev besvaret, frembragte
et synligt Røre, og strax stimlede der Folk til alle Dele af Skibet
for at søge den Paagjældende. Altsom Mønstringen skred frem, saae
man, hvorledes Ansigterne efterhaanden bleve opklarede; et Under, at
Ingen blev savnet af Besætningen! Vort Tab beløb sig altsaa til de syv
Nedfaldne. Hvor stor end denne Ulykke monne være, maatte det dog ansees
for et Held under de stedfundne Omstændigheder, at det indskrænkede sig
hertil. Hvor let kunde ikke det halve af Raaens Mandskab være blevet
kastet ned fra denne; en Fod indenfor eller udenfor Skibssiden var da
Livet om at gjøre!
Med Dagen viste sig først Skibet i sin hele Uhyggelighed. Styrbords
Finkenet var blevet borttaget af Søen, Dækket var belagt med Snee,
og Iistappe saaes hængende, næsten hvor man vendte sig. Hønsene vare
ynkeligen omkomne i Nattens Løb, Svinene, anbragte under Sprydet, vare
halv druknede af det bestandig indskyllende Vand, saa at Messebordets
Udsigter for den nærmeste Fremtid vare høist bedrøvelige. En
Tilfredsstillelse blev mig imidlertid tildeel: Gaarsdagens smukke Veir
havde Kunstneren paa den store Tromme benyttet til at lufte denne i
Travaille-Chaluppen, han havde glemt den der Natten over, og det fandtes,
at en af Folkene, ved at styrte ned fra Storraaen, maa være falden paa
Instrumentet og være gaaet tværs igjennem dette. Mulig var Mandens Liv
bleven reddet ved at falde paa en saa elastisk Gjenstand; dog, for Hr.
Bonasse var dette kun en Biting: hans Fortvivlelse var ikke til at
beskrive. For mig som Vagthavende klagede han sin Nød i de bittreste
Udtryk. „Ingen Mulighed mere for at kunne benytte hverken Musiktrommen
eller Bækken, før vi kunne faae fat paa en duelig Artist!“ hvilken
angribende Tanke! — „Og hvor er vel en saadan at finde paa Sydhavets
barbariske Kyster“, lagde han til i en høist jamrende Tone. — Den lille
Mand var virkelig i høieste Grad komisk.
* * * * *
De to Dage ere her tilende. Fregatten lændser vesterefter med en føielig,
omend noget stiv Kuling, og vi ville her for en Tid ikke dvæle ved dens
Seilads.
Skulde imidlertid Nogen interessere sig for dens videre Skjæbne paa
denne Overfart, da kan det i Korthed tilføies, at det stormende Veir,
istedenfor at lægge sig, varede i sexten samfulde Dage, at Vinden trak
sig nordlig og saaledes hindrede Fregatten fra, førend henne i August,
paa Høiden af Chiloë, at naae et mere tempereret Klima. Reisen blev
saaledes ligesaa besværlig som langvarig, da vi først tre Uger efterat
have passeret Cap Hoorns Meridian og 37 Dage efterat have forladt
Plata-Floden bleve istand til at naae Valparaiso, Hovedstationen for den
franske Flaadestyrke paa Amerikas Vestkyst.
Et Bal hos Hr. Rosalès.
I Begyndelsen af September, kort efter vor Ankomst til Valparaiso, bleve
Fregattens Officerer overraskede paa behagelig Maade ved en Indbydelse
til Bal hos el Senior Polycarpe Rosalès, der var Chilianer af Fødsel,
men i mange Aar havde opholdt sig i Frankrig. Denne Fest, given af
et af Stedets rigeste Handelshuse i Anledning af Fregattens Ankomst,
var naturligviis vel skikket til at vække levende Interesse iblandt
os; et chiliansk Bal var jo noget Nyt, vi skulde her finde samlet
hele Valparaisos beau-monde, og for Folk, der lige komme fra Søen,
vil til alle Tider en Dands være et virksomt Middel til at udslette
selv den sidste Erindring om havte Strabadser og Møisommeligheder.
De nye Epauletter kom altsaa for Dagen efter længere Tids Hvile,
Stadsmunderingerne bleve luftede og iførte, og med al mulig Anstand
begave Officererne sig til bestemt Tid, igjennem Brændingen, iland paa
den sandede Strandbred.
Det havde regnet, Brolægningen var slet eller fandtes i mange Gader slet
ikke, saa at det var en velbetænkt Forsigtighed, at Oppasserne, med
Dandseskoene under Armen, paa Afstand fulgte Toget. En norsk Kjøbmand
Ring, bosat i Valparaiso og senere velbekjendt i Norge under Betegnelse
af „Guldfisken“ eller „Kongen i Drøbak“, havde jeg som halv Landsmand
faaet under Armen, og uden at ændse Smuds eller Snavs nærmede vi os Hr.
Rosalès’ Bolig, en kjøn Bygning paa een Etage som alle Vaaninger her
paa Stedet. En Stimmel af Mennesker havde samlet sig udenfor Huset; med
nogen Uleilighed havde alt enkelte af Officererne banet sig Vei igjennem
Klyngen, da en forunderlig knirkende og knagende Lyd i Afstand naaede mit
Øre. Jeg standsede og spurgte min Ledsager, hvad det var for en ukjendt
Lyd, der kom til os. „Naturligviis“, svarede han, „komme de fjernest
boende Damer kjørende til Ballet, det er for smudsigt for dem at gaae,
og den Bragen, De hører, stammer fra deres Kjøretøi.“ Jeg yttrede Lyst
til at see denne knirkende Befordring nærmere, og Hr. Ring tilbød mig sin
Ledsagelse. Istedenfor at gaae ind i Huset dreiede vi altsaa tilvenstre,
og snart vare vi i fuld Gang henad en Gade, der langs Stranden fører til
el Almendral.
Knagningen blev stærkere og stærkere, alt som vi nærmede os denne Ende af
Byen. Meget langt gik vi, indtil vi endelig traf paa et uhyre Skrummel af
en tohjulet Kærre med Seildug over, ikke ulig de store Fragtvogne, der
langs Rhinen føre Varer fra det Indre af Tydskland; min Mentor forklarede
mig, at dette var Landets Eqvipager. To ti Tommer tykke Skiver af et
eller andet uhyre Træ dannede Hjulene, midt i disse vare fiirkantede
Huller anbragte, og i disse var igjen Vognaxlen indfalset. Denne var
afrundet paa Midten, saa at det paa denne Maade var Axlen, der dreiede
sig under Vognen, og ved Træets Gnidning mod Træ, uden nogetsomhelst
Mellemlag, blev den uhyre Knirken frembragt, der uden Overdrivelse kunde
høres en Fjerdingvei borte.
Forestiller man sig denne Karre — til at kaldes Vogn, tænkte jeg, er
Kunsten hertillands dog endnu formeget i sin Barndom — tænker man sig den
trukken af sex Stude, og disse igjen drevne frem af en Gaucho tilhest med
Poncho og Lazo, uophørlig flankerende tilhøire og tilvenstre, saa har
man en Idee om vore Baldamers Befordringsmiddel. Rytteren eller Kusken
med sit lange Spyd stak og brummede som la mouche du coche; men at drive
det Hele fremad med en blot nogenlunde Hurtighed laa udenfor Mulighedens
Grændse. Studene fortsatte rolig deres vante Skridtgang og contrasterede
herved stærkt med den beredne Kusk, der med fældet Landse idelig foer fra
den ene Side til den anden i evigvarende Galop.
Som vi kom hen til dette Optog, holdt Vognen udenfor en Dames Dør.
Lad os stige ind! sagde min Ven, og i et Nu var han oppe ad en bagpaa
Vognen anbragt lille Trappe, der igjennem en udskaaren Aabning i
Seilduget førte ind i denne. „Me pongo à los piès de las Senioritas“,
lød den sædvanlige Compliment, han bukkede for en af Damerne, og jeg
blev herefter i behørig Form introduceret til Forskjellige af det her
forsamlede Selskab, iblandt hvilke der var flere unge Damer, af hvis
Øine der straalede Glæde ved Tanken om den forestaaende Fest. Min
Forundring tillod mig imidlertid ikke i første Øieblik at lægge Mærke til
hele Vognens Indhold, men selve dennes mærkelige Arrangement tiltrak sig
nu min Opmærksomhed. Paa Skamler, Stole og Tæpper, lagte paa Bunden af
Kærren, vare de forskjellige Skjønheder placerede imellem hverandre i det
endda ikke ubetydelige Rum. Man spadserede her omkring fra den Ene til
den Anden, som havde man allerede været i Hr. Rosalès’s Balsal, medens
den hele Scene ovenfra blev belyst af smaa Lampetter, der hang under
Vognhimlen. Det lod dertil, som om der aldeles ikke var noget Usædvanligt
ved vor Visit; et Par Herrer kom kort efter os anstigende, og, efterat
have engageret nogle Damer til Dands paa det forestaaende Bal, forlode
vi atter med et: „Hasta ahora“ denne usædvanlige omkjørende soirée en
miniature.
Da vi naaede tilbage til Hr. Rosalès’s Huus, fandt vi, at den om Døren
forsamlede Klynge end yderligere var tiltagen under vor Fraværelse, saa
at det endog var forbundet med megen Vanskelighed for os at bane os Vei
igjennem den tætsluttede Hob. Imod Sædvane syntes dertil Stemningen at
være afgjort fjendtlig imod os. Da jeg yttrede Forundring herover for min
Ledsager, meddeelte han mig, at Hr. Rosalès iaften havde besluttet at
give sin Fest et fransk Anstrøg, at Vinduer og Døre i den Anledning vare
blevne lukkede for Uvedkommende, og at dette, der aldeles stred imod de
hertillands gjældende Sædvaner, var Aarsag til det Opløb udenfor Huset,
vi havde været Vidne til.
Da vi traadte ind i Balsalen, var et talrigt Selskab allerede forsamlet.
Vi bleve modtagne med den største Forekommenhed, og man saae strax,
at Hr. Rosalès var en Mand, der forenede Smag med Formue. Istedenfor
de Skrumler af Værelser med kalkede Vægge, uden Meubler og uden
nogetsomhelst hyggeligt Arrangement, der saagodtsom altid træffes i
spanske Colonier, overraskedes man her behagelig ved en Luxus og en
Elegance, der tydede paa vor Værts europæiske Uddannelse. Speile,
Gardiner, Lysekroner, Sjeldenheder hertillands, prydede de høie og
luftige Værelser; Damer, den ene smukkere end den anden, vare placerede
paa Divaner, der omgave Salen, og Alt forenede sig for at tilveiebringe
et høist behageligt Indtryk, naar man traadte ind i det smukt oplyste og
smukt decorerede Locale.
Samtidig hermed overraskedes man ved Synet af den Mængde Uniformer,
der i broget Mangfoldighed bevægede sig, hvor man vendte Øiet. Fire
eller fem forskjellige Nationers Officerer udgjorde den overveiende
Deel af Selskabet, saa at nogle faa civilklædte Personer forekom som
mørke Puncter, der kun syntes at, være tilstede for endmere at fremhæve
Glandsen af Epauletter, Galoner og Guldbroderier. Forskjelligheden i
Holdning, Manerer og Ansigtsudtryk var hertil ligesaa paafaldende som
Forskjelligheden i Paaklædning. Englænderen med sin aabne Munderingskjole
og sit langt fremragende Kalvekryds var ligesaa let at skjelne fra
den siirlige franske Officeer, tilknappet heelt op under Hagen og med
Maltheser- og Liliekors paa Brystet, som Amerikaneren med sin lange,
dinglende Epaulet paa Skulderen fra en Chilianer i sin guldbaldyrede
Uniform; kun maa man tilstaae, at denne, efter Kjolen idetmindste at
dømme, maatte antages at ville vinde Prisen for enhver anden af de
tilstedeværende Gjæster.
Efterat de første Præsentationer vare tilendebragte, og den første Gêne
begyndte at fortage sig, nærmede disse heterogene Masser sig alt mere
og mere til hinanden. Altsom Selskabet blandede sig, vil man imidlertid
kunne forestille sig, hvilken latterlig Grad af Sprogforvirring der i
alle Retninger maatte vise sig. Hist var det engelske Officerer, der
havde gjort the great tour on the continent; de troede sig perfecte
i det Franske og havde i den Anledning faaet fat paa nogle af vore
Lieutenanter, for hvem deres barokke Udtale gjorde Sproget aldeles
uforstaaeligt. Her var det vor Chef, der heftig discuterede med den
chilianske Admiral Blanco angaaende Bolivars Indkaldelse til Peru. Stor
Meningsforskjellighed syntes at være tilstede, og begge vare de ivrige;
men heldigviis blev Ordenes Varme afkølet ved at gaae igjennem en Tolk,
i hvilken Egenskab en her ansat Oberst Beauchef, tidligere Sergeant i
Napoleons Armee, ved denne Leilighed fungerede. Længere henne var det
Englændere og nogle Indfødte, der discuterede om Maaden, paa hvilken
Heste bedst burde opdrættes, tæt derved et Par franske Officerer, der
bragte nogle Damer deres Hyldest, paa hvad Sprog maa Gud vide, medens
nogle amerikanske, engelske og franske Cadetter, snarere ved Miner end
ved Ord, morede sig over Mærkerne paa flere af de Tilstedeværendes
Dragter, der synligen tydede paa, at disse Herrer efter chiliansk Skik
vare komne ridende til Ballet. Hvert Øieblik traf man paa en ny Gruppe,
der radbrækkede et fremmed Tungemaal, overalt gjenlød det: plait-il
Monsieur? eller don’t understand Sir; men ikke destomindre hørte man
Udbrud af Latter og Munterhed allevegne. De chilianske Officerer alene
syntes at modstaae Lysten til Meddelelse; trods deres stadselige Uniform
og deres tilsnørede Kjoler syntes de snart at være de Eneste, som her ei
vare hjemme. De trykkede deres lange, lave, trekantede Hat, med Cocarde
saa stor som et Kaalhoved, tættere op under Armen, de paatoge sig en
yderst stadselig Mine og syntes kun at være beskjæftigede med at gjøre
deres fuldkomne Ubetydelighed ubemærket af de Tilstedeværende.
„Hvem er den Dame, som sidder der?“ spurgte jeg min Ven Ring, efter
i nogen Tid at have spadseret omkring i Salen. — „Ah, la Juanita, ja
hun gjør Furore; kom, skal jeg præsentere Dem for hendes Mama.“ Paa
en lav Divan i det ene Hjørne af Salen sad tre eller fire Mødre med
Benene trukne op under sig; til en af disse, der bed i en allerede halv
opspiist Citron, blev jeg nu trukken hen og forestillet paa sædvanlig
Maade: „Un amigo mio, Official Dinamarquès, — la Seniorita Almassa.“
Madamen saae meget venlig paa mig. „La Seniora,“ begyndte jeg — „det er
galt,“ hviskede min Ven mig i Øret, „Seniorita hedder det“; — „ja, men
hun er over 60,“ — „Tout de même“; — altsaa, „Seniorita“, begyndte jeg
paany, og Fortrydelsens begyndende Taage forsvandt øieblikkelig fra det
rynkede Ansigt. Hun bød mig en Lugte-Melon, stor som et Æble, hvilke
man dertillands bruger at gnide i Hænderne istedenfor Eau de Cologne;
Datteren forærede mig en duftende Nellike, som hun plukkede af sit
kastaniebrune Haar, og Bekjendtskabet var saaledes snart i fuld Gang.
Uagtet mit vel næppe rene Spanske var Samtalen ikke destomindre levende,
og, førend jeg forlod Familien, var Huset paa almindelig spansk Viis sat
a la disposicion del Senior de Dinamarca.
Den knirkende Vogn var imidlertid kommen for Døren. Dens Indhold var
blevet aflæsset, Musiken spillede op, og i muntre Rækker stillede
man sig op til Dands. Ballet begyndte; den første Tour af en spansk
Contradands var allerede næsten tilende, da en Tummel udenfor, der
allerede tidligere var bleven hørt, med eet naaede en frygtelig Høide.
Under rasende Larmen og Skraalen bleve Vinduesskodderne trykkede ind,
Dørene bragede, Vinduerne klirrede, enkelte Steen fløi ind igjennem
Ruderne, og for Uorden og Spectakel ophørte Musiken at være hørlig. Dette
frembragte naturligviis en Afbrydelse. Jeg gjorde mig rede til at afslaae
et Angreb, da jeg saae Folk ad alle Døre trænge ind i Balsalen; flere
Andre saae jeg sætte sig i Positur til at modsætte sig en saa uventet
Storm — da, forunderligt nok, den hele Tumult med eet lagde sig. Indtil
en vis Afstand ind i Salen havde de forsamlede Mennesker fra Gaden taget
alle Døre i Besiddelse; paa det af dem indtagne Terrain forholdt de sig
aldeles rolige; Stilhed indtraadte atter, og i taus Forventning syntes
Mængden at oppebie, at Dandsen skulde blive optagen paany. Musiken
spillede op igjen, den spanske Contradands begyndte atter, og Ballet
fortsattes, som om aldeles Intet var hændet.
Tilskyndet af den ringe Opmærksomhed, man syntes at skjænke et saa
uventet Optrin, spurgte jeg min Sidemand i Dandsen, en engelsk Officeer,
der i længere Tid havde været paa Stationen, om det var Skik hertillands
at slaae Ruderne ind for at forhøje Lystigheden. „No Sir“, svarede han,
„by no means“, men man giver altid Folk hertillands Adgang til at see
til; iaften havde man imidlertid lukket til for Uvedkommende, og de have
sparket Dørene ind: „All’s right now!“ Hvert Land har sine Skikke, tænkte
jeg, og, idet jeg saae et Ansigt stukket ind igjennem hver klinket Rude
samt Dørene fulde af Hoveder i amphitheatralsk Opstilling, kunde jeg ikke
frigjøre mig for Tanken om at være henflyttet til et Theater, i hvilket
Selskabet, jeg selv inclusive, befandt sig paa Bræderne, medens de
Udenforstaaende agerede Publicum.
Efter Dandsen fik jeg Leilighed til nærmere at betragte de Grupper,
der saaledes havde taget alle Indgange i Besiddelse. Halvnøgne Børn og
Mænd med uhyre Sporer dannede i disse en forunderlig Modsætning til
det egentlige Selskabs pyntede Personale; dog forunderligst af Alt
forekom mig Synet af de tilhyllede Fruentimmer-Gestalter, der udgjorde
den overveiende Fleerhed blandt Tilskuerne, og som øiensynlig maatte
være aldeles ukjendelige for Enhver, uden netop for enkelte Indviede.
Med Mantillaen over Hovedet, kneben sammen, saa at kun det ene Øie var
synligt, lignede de Masker eller sortklædte Nonner; de betegnedes i denne
Skikkelse som „Tapadas“, Tilhyllede, og syntes i Almindelighed at vaage
strengt over deres saa forunderlige Incognito?
Af alle Landes Dandse har til enhver Tid Spaniernes Contradands
forekommet mig at være den eleganteste og mest gracieuse. Stillet op i
Rækker, hver Herre med sin Dame ved Siden, afløser den ene smukke Figur
den anden, og, har først det opførende Par naaet Enden af Quadrillen,
seer man den hele Række af Dandsende i gracieus Bevægelse, vel skikket
til at forhøje det Tiltrækkende ved en smuk Skabning eller til at vise en
nydelig Fod i al sin Glands. Valsetacten, hvorefter denne Dands udføres,
er derhos tiltalende i høi Grad, og som Følge af sin Dames Nærhed sættes
den Dandsende istand til at nyde baade Dandsens og Conversationens
Behagelighed. For Tilskuerne afgive disse Contradanzas et ligesaa
tiltrækkende som afvexlende Skue.
Efter Contradandsen fulgte, til Ære for de engelske Officerer, en
saakaldet lang Engelsk. Den tog sig saavist ikke godt ud efter den ædle
og stadselige spanske Quadrille. De chilianske Mødre frygtede, at deres
Pigebørn skulde løbe Livet af sig; trætte og stakaandede naaede disse
endelig tilbage til deres Siddeplads efter det evige „op og ned og
Kjæde“, og længe varede det, førend man fik udpustet og paany blev istand
til at lade sig føre ud paa Gulvet. Endelig fik man dog en Vals igang.
De mangehaande Omdreininger og Figurer, der her under Valsen ere Landets
Skik, vare saavist ikke nogen ringe Vanskeligheder for os Europæere at
sætte os ind i; men lidt efter lidt bleve ogsaa disse Vanskeligheder
overvundne; ledede af bløde Hænder og smukke Øine bleve vi førte igjennem
disse Labyrinther, og snart troede idetmindste vi os istand til at
kunne maale os med Held endog med de mere Bevandrede i den chilianske
Dandseverden.
Den franske Quadrille blev dandset maadelig. Udelukkende vante til
Valse-Tacten, medførte tofjerdedeels-Tacten en ikke ringe Vanskelighed
for Damerne. For Nyhedens Skyld yttrede man ikke destomindre stor Lyst
til at lære en bayle tan agradable, en saa behagelig Dands, og her blev
det Øieblikket for en af vore Officerer, min Ven Barral, til at optræde
paa en eclatant Maade. Med et passende Antal Damer blev det aftalt, at
han under vort Ophold skulde give dem regelmæssige Timer i Trin-Øvelser,
og, da vi efter flere Maaneders Forløb afseilede herfra, forsikkrede han,
at, havde end ikke Valparaisos Damer Geni for Dands à la française, vare
de ikke destomindre de elskværdigste Væsener, han sit Liv igjennem havde
truffet paa — han var dengang et godt Stykke over 40 Aar, endnu 10 Aar
ældre af Udseende og dertil begavet med en Næse saa rød, at den længe
forgjæves kunde søge sin Mage.
Hans Roes over de chilianske Damer vil imidlertid næppe Nogen finde sig
tilskyndet til at modsige, som denne Aften var samlet med et saa smukt
Udvalg af disse i Hr. Rosalès’s Balsal. En gjennemsigtig Hud, skjøn
Ansigtsfarve, levende Øine, en nydelig Fod, en yppig og fyldig Væxt høre
til de Skjønheder, med hvilke dette paradisiske Himmelstrøg har begavet
sine kvindelige Beboere; mere behøves næppe for at kunne gjøre Krav paa
Skjønhed. At dertil noget Coquetteri ikke ganske manglede, fremgik af
den synlige Tilfredshed, hvormed enhver Hyldest blev modtagen; Viftens
snart afmaalte og snart hurtige Bevægelse tilkjendegav paa synlig Maade,
hvad der foregik i det Indre, og let var det at spore det spanske Blod,
der flyder i denne Nations Aarer. Dette Blod er, hvad Skjønhed angaaer,
saavist ikke udartet hos Racen paa den anden Side at det atlantiske Ocean.
Naturligt, at Mængden af de Tilstedeværendes Huse med samt alle
Besiddernes Eiendele iaften bleve satte til min ligesom ogsaa til
de øvrige Officerers Disposition. Af en Dame blev jeg tracteret med
Frugt, af hvilken hun allerede havde bidt, af en Anden raktes mig en
Skefuld Syltetøj, paa hvilken hun allerede havde smagt, kort, snart
var jeg bekjendt med den store Fleerhed af de Tilstedeværende. Blandt
disse straalede som Sole la Luz og la Juanita Gana, Svigerinder til
Republikens Admiral Blanco; som var det for at forhøje hines livlige,
tiltrækkende Skjønhed, sad ved Siden af dem en uheldig Repræsentant for
vore nordiske Kvinder, gift med en chiliansk Commandeur Forster, en
Søster til Admiral, Lord Cochrane; hun var Broderens udtrykte Billede,
lang, tynd, flad, rødhaaret, og atter nær denne sad en fremblomstrende
Skjønhed, la Malenita af Familien Carrera, velbekjendt Slægt i
Chilis Revolutionshistorie. Som Nordens Taage forekom mig den stive
Englænderinde ved Siden af Sydens oplivende Sol; Modsætningen bidrog
endmere til at fremhæve hine Skjønheders Tiltrækningskraft, og nye
Grupper samlede sig bestandig om dem; man kappedes om at radbrække Spansk
ved Tilsætning af Fransk eller Engelsk, og det var kun ved Udbrud af
Latter, at den levende Samtale blev afbrudt, eller naar en begyndende
Dands bragte al Flirtation hen i de Dandsendes Rækker.