jeg aldrig at have seet. Overalt mørke Klipper, bedækkede med hvidt
Sand, ingensteds nogen Vegetation, der kunde bryde den trættende
Eensformighed, og, som om Forsynet var kommet til den Overbeviisning,
at Læ for Skibe vilde være overflødig paa en Kyststrækning, hvor haardt
Veir er ukjendt, fandtes ikke en eneste Havn ligefra Arica til Callao,
en Strækning af over hundrede danske Miil. Paa de enkelte Steder, vi
ankrede ved denne aabne Kyst, var Massen af det Fugleskarn, der i Løbet
af Aarhundreder havde ophobet sig, saagodtsom det Eneste, der var istand
til at tiltrække sig vor Opmærksomhed. Allerede dengang havde man begyndt
at udføre til Europa dette Product, der nu som Guano spiller saa stor en
Rolle.
De politiske Begivenheder i Peru var det, der havde bragt os nordpaa.
Vi ankrede ved Churillos, et Par Miil søndenfor Lima, og herfra begav
vor Admiral sig til den peruvianske Hovedstad. Ogsaa ved Churillos
ankrer man paa en aldeles aaben Rhed. Under dette mærkelige Himmelstrøg,
hvor man ligesaa lidet kjender til Regn som til Blæst, er den svære,
uophørlige Dønning imod Land saagodtsom den eneste Ulempe, for hvilken
Skibe ere udsatte. For Hyggeligheden ombord er imidlertid denne Ulempe
langt større, end man almindelig forestiller sig. Man tænke sig: Maaneder
igjennem knap at kunne staae paa Benene — den evige rullende Bevægelse
bliver i Længden formelig opirrende.
Vi begyndte atter at see ud efter „l’Arriège“, men endnu i lang Tid
forgjæves. Endelig kom den da, men i hvilken Tilstand! Spor af Havarier
i flere Retninger vare tydelige at see, og, da dens Chef, Mr. Gallois,
capitaine de frégate, kom ombord, var der ingen Ende paa hans Beretning
om Modgang og Ulykker af enhver Art, for hvilke Skibet havde været udsat.
Først var, „l’Arriège“ bleven læk og maatte udlosse sin hele Ladning
for at reparere. Stadig havde man dernæst maattet kæmpe imod haard
Kuling og ondt Veir, og under Falklands-Øerne var man endelig bleven
overfalden af en Storm, under hvilken en Braadsø havde sønderslaaet
Kobrygs-Finkenetterne, taget Fartøierne bort midtskibs og skyllet ti Mand
overbord. Mandskabet syntes herved at være blevet aldeles demoraliseret;
det syntes, som om al Tillid til Officererne ombord var forsvunden;
Seil blæste bort; men Folkene negtede at arbeide, saa at man med dragen
Sabel havde været nødsaget til at tvinge dem til at gaae tilveirs. For
Modvind havde man søgt ned til 70° sydlig Brede, her var man stødt paa
Iisbjerge, Kulden var gaaet ned til 6° R., og det var lige ved, at
Chefen havde taget den Beslutning at opgive det Hele og at staae tilbage
østefter, da et Omslag heldigviis var indtruffet, saa at det efter 89
Dages Reise fra Rio-Janeiro lykkedes at naae Valparaiso. Beskrivelsen af
denne Reise ledede Tanken uvilkaarlig tilbage til Lord Anson, da han i
forrige Aarhundrede skulde omseile Cap Hoorn for at rette et Angreb imod
de spanske Colonier, kun har Mr. Gallois’s Beretning om, hvad der var
tilstødt ham, ganske sikkert havt en mere poetisk Flugt, end der laa i
den engelske Admirals Charakteer; ved Beskrivelsen af den Braadsø, der
under Falklands-Øerne var styrtet ind over Skibet, og som efter Chefens
Mening havde bragt dette i øiensynlig Fare, hed det i Capt. Gallois’s
Rapport: „Ikke vidste jeg i hiint Øieblik, om jeg endnu commanderede H.
M. Skib l’Arriège.“
Paa et senere Tidspunct fik i det adriatiske Hav Mr. Gallois Commando af
en fransk Division, der blokerede Ancona. Overholdelsen af denne Blocade
synes at have været ham for besværlig, og istedenfor at blokere fandt han
en smuk Dag paa at entre Fæstningen og at tage den i Besiddelse, uagtet
ingen Krigserklæring havde fundet Sted. Den franske Regjering satte han
derved i den største Forlegenhed. En chevaleresk Aand boede der i ham;
men Militair var han saavist ikke, og endnu mindre fandtes der hos ham
Spor af Sømandskab, hvilket efter min Formening ikke lidet har bidraget
til hans ulykkelige Passage om Cap Hoorn.
Den største Deel af den medbragte Proviant var naturligviis havareret.
Den blev udlosset, Tømmermænd og anden Hjælp blev sendt for at paaskynde
Transportskibets Udbedring; men, da denne endnu ikke var fuldført,
dengang vi kort efter stode Syd paa, blev der tillagt Capt. Gallois
udtrykkelig Ordre snarest muligt at følge efter og at støde til
Admiralen i Valparaiso. Otte Dage efter vor Ankomst dertil begyndte vi
altsaa paany at speide efter „l’Arriège“, men „l’Arriège“ kom ikke. En
Maanedstid hengik, og endda saaes Intet til Skibet, hvorimod vi af et
nordfra kommende Fartøi hørte, at man havde seet Skibet tilankers ved San
Lorenzo, en tildeels ubeboet Ø, der ligger udfor Indløbet til Callao.
Dette var aldeles uforklarligt. Atter lang Tid hengik, førend paalidelig
Underretning kunde indhentes, og til Forbauselse for os, og sikkert til
endnu større Forbauselse for Admiralen, indløb Efterretning om, at Mr.
Gallois havde fanget en Hvalfisk, og at heri maatte søges Anledningen til
Transportskibets lange Udeblivelse.
Hvorvidt denne Begivenhed skyldes egen Foretagelsesaand, eller om man
havde fundet Hvalen død paa Havet, er mig ubekjendt; men vist er det,
at Hvalfisken var kommen i Mr. Gallois’s Vold. Han troede at skylde sit
Mandskab, meldte han, at gjøre det mest Mulige ud af denne brillante
Fangst, og han var derfor med sin Hvalfisk søgt ind til San Lorenzo, hvor
Hvalen blev halet paa Land, Spækket afflændset og et formeligt Trankogeri
indrettet, saa godt som det med forhaandenværende Midler lod sig udføre.
Efter Udsmeltningen skulde nu denne Tran sælges, den blev ført til
Lima, Klæder bleve kjøbte til Mandskabet for det indvundne Beløb, og
hermed meente Mr. Gallois at have gjort sine Sager fortræffelig, medens
Admiralen i Valparaiso, Maaneder igjennem, med Utaalmodighed havde
maattet vente paa hans Komme.
Tilsidst kom da endelig den saalænge ventede „l’Arriège“ i Sigte. Alt som
den nærmede sig, viste den sig for os i en heel anden Skikkelse, end da
den første Gang stødte til Escadren. „L’Arriège“ var bleven nymalet og
skinnende, Mandskabet straalede i ny, hvid Klædedragt, og, da Skibet med
tilsatte Bram- og Bovenbramseil stod ind paa Valparaisos Rhed, var det
øiensynligt, at Mr. Gallois havde isinde at forbause os ved Udførelsen
af en brillant Manøvre. Benyttende den lette Brise var det hans Hensigt
at sætte sit yderste Anker i passende Afstand fra Admiralen og derefter
at løbe Fortøiningen ud under Seil. Stor Bugt af Kjættingen var halet
paa Dækket; thi i de Tider, Ankerkjættingernes Barndom, var man endnu
ikke bleven fortrolig med disses Behandling; alle Forberedelser vare
trufne, og ved Ankerne stod man klar, lyttende efter Lodhiverne, der
endnu stadig sang ud for „20 Favne uden Bund“. Da kom der pludselig en
af de Kastevinde fra Bjergene, der om Eftermiddagen ere saa hyppige
paa Valparaisos Rhed. Skibet krængede over, i Hast maatte Smaaseilene
bjerges, og istedenfor at løbe ind med fire Miles Fart begyndte man med
eet at nærme sig Ankerpladsen med foruroligende Hurtighed. Der kom Uro
i Blodet: „Lad falde Ankeret!“ commanderede Chefen. „Lodhiverne varskoe
endnu 20 Favne uden Bund“, indvendte Næstcommanderende fra Bakken. „Lad
falde Ankeret!“ gjentog Chefen utaalmodig, og Ankret faldt. Skibet blev
imidlertid ved at løbe. „Men hvorfor stoppe vi ikke op for Ankret?“
lød det efter et Øieblik fra Chefen, der begyndte at blive ængstelig.
„Kjættingen er forlængst sprungen“, lød Næstcommanderendes Svar, „og den
har endda ikke taget saa lidt af Bedingen med sig.“ Ankret var gaaet i
Bund paa 40 til 50 Favne Vand, Alt var gaaet istykker, og istedenfor den
paatænkte Pragt-Manøvre gik „l’Arriège“ lige ombord i Admiralens Fregat,
borttog vor Klyverbom og maatte ankre i største Uorden indenfor os. —
Faa Dage efter stode vi paany ad Lima til, og „l’Arriège“ blev afsendt
til Frankrig. Capitain Gallois er ikke blandt de mindst mærkelige
Personligheder, med hvilke jeg i den Tid kom i Berøring, og hvad hans
Hvalfisk angaaer, da viste det sig senere, at Hvalen kom til at udøve en
ikke ringe Indflydelse, ikke alene paa Admiralens, men paa det franske
Flags Stilling i Sydhavet ved den Tid, som her er Gjenstand for Omtale.
Audients hos Bolivar.
I de Aaringer, jeg tilbragte i det Stille Hav, var Krigen imod Spanien
i fuld Gang. Chili havde nylig tilfegtet sig Uafhængighed, Peru havde
reist sig, og med en Armee paa 12 til 15,000 Mand kom Don Simon Bolivar i
1824 Peruvianerne tilhjælp, efterat først Columbiens Uafhængighed kunde
antages at være sikkret. Moderlandet var ikke mere det gamle Spanien; det
var sønderslidt af indre Uroligheder, og Colonierne maatte overlades til
deres egen Skjæbne. Kampen i Peru var længe tvivlsom; men endelig vandt
Independenterne det afgjørende Slag ved Ayacucho, den spanske Vicekonge
toges tilfange efter en tapper Modstand, og hermed maatte Peru ansees
som tabt for den spanske Krone. Levningerne af den spanske Hær trak sig
tilbage til Callao, den indsluttede sig i Fæstningen, og her forsvarede
General Rodil sig med en Udholdenhed, der kaster et sidste lysende Skjær
over Spaniernes Bedrifter paa det amerikanske Fastland. Da Callao faldt,
var imidlertid Alt forbi: for stedse havde Spanien tabt disse rige og
vidtstrakte Colonier.
Da Fregatten „_Marie Therèse_“ dennegang ankom til Churillos, havde Don
Simon holdt sit Indtog i Lima, hvor han blev hilset som Fædrelandets
Befrier. Officielt blev der tillagt ham Titel af Libertador, og han stod
nu foran Callao med sine Tropper og ledede Angrebet imod denne Fæstning.
Det er naturligt, at Admiralen maatte hilse paa Columbiens Præsident,
og kort efter vor Ankomst blev en Dag berammet, da det officielle Besøg
skulde finde Sted.
En høist liberal Aand var herskende blandt Medlemmerne af Fregattens
Messe. Med Beundring saae Officererne op til Bolivar, der havde grundlagt
sit Fædrelands Frihed, og Sammenligningen med Washington, der hyppig
blev discuteret, faldt somoftest ud til Bolivars Fordeel. Imod denne
Anskuelse ivrede Commissairen med stor Styrke. „Jeg kan ikke indrømme
Bolivar Forrangen“, sagde han, „om jeg end anerkjender Bolivar at være
Washingtons Samtidige.“ Udtrykket „contemporain“ blev herefter et Stikord
i Messen og var os ofte til stor Morskab.
Medens vi fortabte os i Beundring over Amerikas Helt, er det vist, at
Bolivar med kun liden Velvillie saae det franske Admiralsflag vaie paa
Churillos’s Rhed i saa kort Afstand fra den af ham beleirede Fæstning.
Øiemedet med Hertugen af Angoulèmes nylig afsluttede Felttog i Spanien
havde jo været at befæste den spanske Throne og at underkue de liberale
Bevægelser i dette Land; hvor rimeligt var det da ikke at antage, at
Rodil af os maatte kunne vente Understøttelse, og at vi af al Magt vilde
bestræbe os for at styrke hans Stilling. Hertil kom endnu Mr. Gallois’s
Hvalfisk. Kunde man tænke sig, at Trankogeri alene i henved et Par
Maaneder skulde have bragt en fransk Orlogsmand til at søge Ankerplads
ved San Lorenzo, saagodtsom umiddelbart i Callaos Nærhed. Andre Øiemed
maatte ganske naturlig antages at ligge til Grund herfor, og det
Rimeligste var da, at „l’Arriège“ under sit Ophold havde havt det Hverv
fra Søsiden at forsyne Callao med Proviant, hvorved Fæstningen vilde
blive istand til at forlænge sit Forsvar. Disse og lignende Betragtninger
gjorde, at man saae os med onde Øine, og det var under Indtrykket af
denne Stemning, at den officielle Visit hos Don Simon skulde gaae for sig.
Overeensstemmende med fransk Opfattelse og med egen Tilbøielighed var det
Admiralens Ønske at give dette Besøg en vis éclat; Skibschef, Adjutanter
og flere af Fregattens Officerer bleve altsaa udseete til at danne et
talrigt Følge, og med Glæde modtog jeg Admiralens Tilbud om at udgjøre
en Deel af dette. I fuld Pragt, Admiralen i Spidsen, stege vi tilhest
den berammede Dags Morgen, og efter et Par Timers Ridt ad de støvede
Veie indtraf vi i Santa Magdalena, Libertadorens Hovedquarteer. Vi bleve
førte ind i en Modtagelsessalon, højst tarvelig møbleret. Med megen
tilsyneladende Venlighed modtoges Admiralen af Don Simon, som med ham tog
Plads i en Sofa, medens vi Andre fik anviist Stole, der vare stillede i
en Halvkreds, saa at ethvert Ord kunde høres, der blev vexlet imellem Don
Simon og vor Commanderende.
Bolivar var iført en blaa Uniform med noget Guldbroderi. Udenpaa snevre
Pantalons bar han et Par mægtige Støvler, der naaede ham heelt op over
Knæene, og tydelig saae man paa ham, at den militaire Retning var den
fremherskende. Han var af middelmaadig Høide, meget mager og temmelig
spinkel af Legemsbygning. Det store, sorte Mundskjæg, der ligesom hans
rigelige Haarvæxt begyndte at blive isprængt med Graat, gav ham et
martialsk Udseende, der stod i skærende Modsætning til hans svage Stemme
og hans uanseelige Figur. Det indfaldne Ansigt, mørkt og forbrændt af
Solen, vidnede om de Strabadser, han havde undergaaet, medens den høie
Pande og det Alvorlige i hans Væsen indgød Ærefrygt og bragte En til
uvilkaarlig at bøje sig for ham, uagtet hans Fremtræden hverken havde
noget Anmassende eller Bydende ved sig. Man — eller idetmindste jeg
— saae i ham den store Mand, og i enhver Henseende opfyldte han de
Forventninger, som jeg, efter mangehaande Beskrivelser, havde gjort mig
om ham.
Admiral Rosamel var en fuldstændig Modsætning til Don Simon. Han var en
smuk Mand i Ordets almindelige Betydning, stor og kraftig, rødmusset,
smilende og fuld af Higen efter at gjøre sin Person gjældende. Med høie
Ideer om sig selv vare hans Evner ikke destomindre som tidligere udtalt
ikkun ringe, og det var forgjæves, at han ved Overholdelse af Former og
ved imponerende Optræden søgte at dække sin Ubetydelighed i aandelig
Henseende.
Imellem disse to Mænd blev nu i Sofaen indledet en Samtale, der først
drejede sig om de i Peru bosatte Franskmænd, samt om det franske Hofs
Neutralitet ligeoverfor den Frihedsbevægelse, der gjorde sig gjældende
i Sydamerika. Bolivar talte Fransk med Lethed, saa at Sproget ikke
lagde nogensomhelst Hindring iveien. Derefter ledede Bolivar Samtalen
hen paa Napoleon, et Emne, der ved de Tider var en kilden Sag for en
fransk Admiral at behandle. Bolivar meente, at de Engelske havde lidt
et stort Tab ved Napoleons Død, da den Omstændighed, at han var i dette
Lands Magt, var tilstrækkelig til at holde hele Europa i Tømme. Han
efterlader sig store Minder, sagde Libertadoren, og han var vis paa,
at alle Franskmænd tilbade ham i deres Hjerte. Det var synligt, at
Admiralen blev mere og mere ømfindtlig ved den Vending, som Don Simon
havde givet Samtalen. Med Salvelse, beregnet paa at gjøre Indtryk paa
de mange tilstedeværende Vidner, forsikrede han, at enhver Franskmand
nærede uskrømtet Kjærlighed og Hengivenhed for Ludvig den 18de og det
Bourbonske Dynasti. „Da er jeg dog vis paa“, meente Bolivar, idet et
halv ondskabsfuldt Smiil gik over hans Ansigt, „at, dersom Hertugen af
Reichstadt i dette Øieblik viste sig i Frankrig, vilde hele Nationen
juble og samle sig som een Mand om den store Keisers Søn.“ Mere og mere
steg Blodet Admiralen til Hovedet. Afbryde Samtalen og derved stille sig
i fjendtligt Forhold til Præsidenten turde han ikke; han sad som paa
Gløder og mumlede nogle Ord om Loyalitet, om Elskelighed hos Frankrigs
Souverain og deslige. Det var imidlertid, som om Ordene skulde kvæle
ham, rød var han, som om Hovedet skulde sprænges, og, da Bolivar endnu
ved et Par Yttringer havde bragt Admiralen til end yderligere at tabe
Besindelsen, bad han denne om at forestille ham de tilstedeværende
Officerer. Chefen var naturligviis den Første i Rækken. Man skulde have
troet, at denne Gjerning vilde være en Lettelse for Admiralen; men han
var saa betagen, at al Besindelse var borte. „Det er Mr. Ra—“, stammede
han, „nei, Mr. Ro—“ — i sin Forvirring havde han glemt sin Skibschefs
Navn. Nu var det Chefen, hvem Blodet foer til Hovedet: man saae, hvor
Arrigheden kom over ham, og indigneret nævnte han sig som Mr. Bazoche,
commandant la frégate de S. M. la _Marie Thérèse_. Bolivar gav ham
Haanden, sagde ham nogle venlige Ord, og det gik derpaa til den Næste i
Rækken, Mr. Cazy, Admiralens første Adjutant. Eiheller dennes Navn var
Admiralen istand til at gjøre Rede for, Cazy maatte nævne sig selv, og,
da det nu var gaaet saa galt, forestillede Admiralen os Øvrige en bloc
som tjenstgjørende Officerer ombord i Fregatten. Det forekom mig, at et
særegent Træk atter gik over Don Simons alvorlige Ansigt. Med udsøgt
Venlighed begav han sig hen til enhver af de tilstedeværende Officerer
for at spørge os om vort Navn og om vor Stilling ombord. Paa Navnene
især syntes han at lægge Vægt, og til enhver af os henvendte han nogle
velvillige Yttringer, der endmere fremhævede vor Admirals aandelige
Ubehjælpsomhed. Som klædt i dansk Stadsmundering, altsaa noget afvigende
fra de andre Officerer, forespurgte han sig om Grunden hertil, og, da
han erfoer, at jeg tilhørte den danske Marine, gav dette Anledning til,
at han henvendte til mig nogle høist smigrende Ord om mit Fædreland. Han
tog os Alle i Haanden, og efter henved en Times Forløb var Audientsen
tilende. Aldrig har jeg seet den overlegne Aands Magt træde skarpere frem
end under dette Møde.
Fest hos el Senior Reglos for el Libertador.
Naturligviis blev der i Lima ved denne Tid givet Fester af enhver Art til
Ære for Don Simon, Landets Befrier. Flere af disse Fester, blandt andre
hos en Hr. Reglos, rig Kjøbmand fra Buenos Ayres, var jeg saa heldig at
bivaane. Den Luxus, som jeg ved slige Leiligheder forefandt, var mig
paafaldende, og navnlig erindrer jeg, at, da Soupéen hos Hr. Reglos var
anrettet, og Dørene til Spisesalen bleve aabnede, overraskedes jeg ved
at see det lange Bord, bugnende under Vægten af kostbare Sølvsager,
istedenfor Borddug, at være dækket med skarlagenrødt Klæde. Indtrykket
var glimrende. Opdækningen vakte ikke alene min, men Alles Beundring.
Det er en Selvfølge, at jeg hilste paa Don Simon, men lige saa naturligt
er det, at jeg kun efter tilfældig Meddelelse er bleven i Stand til at
gjengive en Samtale, som samme Aften — April 1825 — fandt Sted imellem
ham og en høitstaaende Officeer, hvilken Samtales Indhold jeg dengang,
som historisk mærkelig, fandt mig tilskyndet til at nedskrive. Efterat
Libertadoren først temmelig udførlig havde omtalt Amerikas Anliggender
for denne Officeer, vedblev han, idet han gik over til at omtale sine
Fremtidsplaner: „Imorgen reiser jeg herfra for at gjøre mig bekjendt
med den sydlige Deel af Peru; derefter gaaer jeg til Potosi, hvor jeg
haaber at ville være i Stand til at dæmpe de der herskende Uroligheder.
Omtrent i Juli Maaned vil jeg altsaa være her tilbage, og, hvor kjæk en
Mand Rodil end er, vil han ikke kunne holde sig i Callao synderlig længer
som Følge af Mangel paa Levnetsmidler. Jeg haaber altsaa, at man snart
vil kunne faae Ende paa denne ødelæggende Krig, og at Amerikas Frihed
og Uafhængighed da vil være grundlagt for stedse. Dette er mine Ønskers
Maal. Naar dette er opnaaet, trækker jeg mig tilbage fra den Skueplads,
paa hvilken jeg hidtil har virket, og er det da mit Ønske at kunne
tilbringe Resten af mine Dage i Paris.“
Bolivar var dengang paa Højdepunctet af sin Storhed. Han havde reist
Forsvarsbanneret i sit Land, og under hans Ledelse var det lykkedes
at afkaste det trykkende og forhadte spanske Aag. Han var Republiken
Columbiens Præsident, Perus Befrier, og Alt bøiede sig for hans overlegne
Aand og Dygtighed. I een Retning viste det sig imidlertid, at han havde
været for sangvinsk; i 16 Maaneder forsvarede Rodil sig heltemodig i sin
Fæstning, bestandig haabende paa Undsætning fra det sygnende Fædreland.
Callao blev efterhaanden, efterat saavel Veracruz som St. Juan de
Ulloa vare faldne, den sidste Rest af Spaniens Storhed og Magt paa det
amerikanske Fastland, og med det spanske Flag paa Callaos Taarne svandt
Resultaterne af Cortez’ og Pizarro’s eventyrlige Heltebedrifter.
* * * * *
Otte Aar senere var jeg i St. Thomas som Næstcommanderende ombord
i Briggen „_Allart_“. En Dag kom jeg ind i et af St. Thomas’ store
Vareoplag for at tale med Eieren, Mr. Thompson. Denne var netop
beskjæftiget med nogle Kunder, og ved at see mig om i Magasinet faldt
mine Øine paa en Bunke Tallerkener, prydede i Midten med et Billed,
omkring hvilket der stod: „Governor-General Peter von Scholten“. Jeg
betragtede Portraitet, da Mr. Thompson kom til, og yttrede min Forundring
over den ringe Lighed, som fandtes imellem dette og Originalen. Mr.
Thompson maatte indrømme, at Ligheden ikke var stor. „Men aldrig“,
bemærkede jeg, „har General Scholten havt den store sorte Knevelsbart,
eiheller den rige, sorte Haarvæxt, som man her har givet ham“. „Atter
uheldigt“, tilstod Mr. Thompson; „og den blaa Mundering med Guldbroderi“,
udbrød jeg videre, „men ingensinde har jo General Scholten havt nogen
saadan.“ I al Fortrolighed meddeelte Mr. Thompson mig nu, at Billedet
oprindelig var et Portrait af Don Simon Bolivar ved den Tid, da han
var paa sin Lykkes Tinde. „Han er nu gaaet af Mode,“ fortsatte han,
„og Tallerkenerne fandt ikke mere nogen Afsætning; jeg fandt da paa at
lade anbringe Omskriften: Governor-General Peter von Scholten, og de
gaae nu af som varmt Brød; Negerne ville alle kjøbe dem og glæde sig
ved at komme i Besiddelse af et Billed af „Massa Peter“, deres kjære
General-Gouverneur.“
Tiderne ere omskiftelige!
Sælhundejagt.
En af Fregattens Officerer var bleven afsendt paa en Baade-Expedition
til en Ø, beliggende temmelig langt fra Skibet. Paa Tilbageveien kom
han forbi en Klippe, høi og steil, men hvis ene Side dannede en jævn
Skraaplan, der strakte sig lige ned til Søen. Paa denne glatte Flade
havde leiret sig Sælhunde i utallig Mængde. Klippen lod til at have været
Tilflugtssted for disse Dyr i Aarhundreder; de solede sig i al Rolighed
og lode sig næppe engang forstyrre af det tæt forbiroende Fartøi.
Ved Tilbagekomsten ombord blev denne Klippe naturligviis Gjenstand for
Omtale. Vel var Klippen nogle Miil borte, men Fristelsen var ikke til at
modstaae, og endeel af Fregattens Officerer besluttede at tage derhen den
paafølgende Dag for at skyde Sælhunde.
Man henvendte sig til Chefen om Fartøi; naturligviis var Intet herfor
iveien. Da man meddeelte ham, hvad den hjemvendte Officeer havde
berettet, samt Hensigten med vor paatænkte Udflugt, blev han henrykt.
Det vilde blive storartet, meente han, Ideen var ypperlig, og D’Hrr.
Officerer vilde da vel ikke have noget imod, at han selv deeltog i
Jagtpartiet.
Det Hele antog nu strax et mere storslaaet Præg. Officeren, der havde
fortalt om Sælhundenes Tilstedeværelse, maatte personlig afgive Beretning
til Capitain Bazoche om, hvorledes Forholdene vare; eet Fartøi, meente
Chefen, vilde ikke være tilstrækkeligt; med to eller tre vilde man kunne
love sig et langt større Udbytte; Officererne, foreslog han, burde være
forsynede med Geværer, Folkene derimod skulde bevæbnes med Baadshager,
men dog fremfor Alt med Knipler; thi man havde sagt ham, at den bedste
Maade, paa hvilken man kunde nedslaae Sælhunde, var ved at give dem et
Kølleslag over Næsen. Tømmermændene bleve altsaa satte igang med at
forfærdige Knipler, Ordre til Fartøierne bleve givne, og i stor Stiil
blev Alt forberedt til den omfattende Plans Iværksættelse.
Samtalen om Aftenen gik i naturhistorisk Retning; den dreiede sig om
Robbefangst, om Sælhunde, samt om hvormange af disse man kunde antage,
at der den næste Dag vilde falde i vor Vold. Chefen havde vidtgaaende
Planer angaaende Skindene, dog endnu større Forventning nærede han med
Hensyn til, hvad der vilde kunne udbringes af Spækket. Vel vilde det være
forbundet med endeel Uleilighed at udsmelte Trannen, men Gallois, hvis
Expedition han forøvrigt ikke gik ind paa at omtale, havde jo udført et
langt mere omfattende Foretagende i den Retning. Stort Udbytte vilde
ganske sikkert kunne indvindes, og muligt endog, at man ved Trannens
Realisation vilde kunne anskaffe til hver Mand af Besætningen et Par
hvide Lærreds Buxer.