imidlertid enhver videre Udtalelse fra Commissairens Side, om hvad der
under hiin skjæbnesvangre Campagne havde tildraget sig. „Et sandt Under
dog atter engang at see Dem heroppe iblandt os“, tilraabte man ham; „vi
troede Dem forlængst begraven under Massen af Deres états à colonne,“
og Gruppen samlede sig nu omkring den Optrædende for at forklare denne
i hans Egenskab af Messeforstander, hvor passende en Anledning der i
hans Komme paa Dækket maatte være til iaften at festligholde Dagen ved
en Bolle afbrændt Rødviin. Le passage du Cap Hoorn var jo en Høitid,
Hr. Bonasse havde alt givet det gode Exempel, og, tilføiede en Officeer
spøgende, det var dertil første Gang i de sidste 14 Dage, at det
samtlige fornemme Borgerskab havde været seet paa Dækket til Luftning.
Denne Spøg var uheldig, helst i det Øieblik, da Forslaget om Dagens
Festligholdelse skulde afgiøres. Messeforstanderen, hvis Ansigt alt havde
fortrukket sig noget ved den megen Velkomst, da han først kom tilsyne,
blev ved denne Udtalelse end mere alvorlig. „Jeg vil frabede mig al
Ansættelse i Borgerskabet“, tog han meget stødt tilorde; „siden jeg var
agent-comptable med Orlogsskibet „Swiftsure“, har jeg faret saameget, at
jeg nok troer at kunne hævde min Plads, endog blandt Skibets mere erfarne
Sømænd.“ — „Godt Ord igjen!“, bemærkede Officeren, „dog synes det, at,
om De i Aarenes Løb skulde have faret saaledes, som De i den sidste Tid
har faret her ombord, har Leiligheden just ikke været stor for Dem til
at samle Erfaring.“ — „Undskyld, men, siden jeg var med til San Domingo,
kan jeg forsikre Dem om, at jeg aldrig har været paa Søen, uden daglig at
afsætte Skibets Plads i mit Kaart.“ Her trak man lidt paa Smilebaandet ad
Talerens Begreb om Sømandskab — „Nok muligt, Commissair, men De maa dog
tilstaae, at det hele civile Personale i de sidste Uger er blevet ført
omkring med Skibet som sande Murmeldyr i deres Baase.“ Dette var den
meget ømfindtlige Commissair for meget. „Man kan være Sømand uden netop
at bære Epauletter“, udbrød han forbitret; „siden jeg var med Linieskibet
„Swiftsure“ for 20 Aar siden, troer jeg at kunne bestaae min Prøve mod
mangen Anden, hvor store Ord han end fører i Munden; jeg vil sige Dem, at
jeg endnu aldrig er faret over Søen som en Kuffert.“
Som var det oprørte sydlandske Blod ikke tilstrækkeligt til at holde
Varmen vedlige, gav Commissairen sig til trampende at spadsere hen ad
Dækket. „Blæk-Sømanden blev vred!“ udbrød Taleren; „Murmeldyret var ham
for svært at døie“, bemærkede en Anden, og, idet denne leende vendte sig
til Admiralens Secretair, som netop var kommen til, fortsatte han: „hørte
De, at han frabad sig al Sammenligning med en Kuffert? Jeg vil sværge
paa, at det var Deres Kæmpe-Meubel, som han i sin Vrede sigtede til.“
Secretairen, Mr. Rampal, var en rar og godmodig Provençaler. Togtet med
„_Marie-Thérèse_“ var hans første Campagne tilsøes, og, ukjendt med den
Mængde Smaa-Installationer, der saa væsentlig bidrage til Behageligheden
ved Opholdet ombord, havde han, mulig ogsaa af økonomiske Hensyn, ladet
sig forfærdige en eneste stor, fiirkantet Kuffert, som i Forbindelse
med en Sofa, der benyttedes som Seng, udgjorde det hele Bohave, der
fandtes i hans Lukaf. Naturligviis blev Secretairen jævnlig drillet med
Hentydninger til hans udsøgte Smag for bekvem Møblering, og, da Talen
atter rettedes hen mod Kufferten, yttrede han, at det dog efterhaanden
blev noget eensformigt altid at skulle høre tale om dette uheldssvangre
Møbel. „Ja, „svanger“, det var et sandt Ord, De der kom med“, fortsatte
Officeren; „det Bedste, De kunde gjøre, vilde være at lade den rasere.“
— „Og mit Tøi?“ indvendte Secretairen. — „Ja, Deres Tøi er saa vel
forvaret, at De i mindre end en halv Time jo ikke er istand til at bringe
nogen Skjorte frem fra Kuffert-Bunden.“ — Her begyndte den Angrebne sin
allerede tidt gjentagne Forklaring om hiint Møbels Hensigtsmæssighed, og
som altid endte han med, at Kufferten var ham aldeles uundværlig; den
støttede hans Koie tværskibs paa den solideste Maade af alle, uden den
vilde han ikke være istand til rolig at sove i sin Seng, og høiligen
maatte han prise den Indskydelse, der ved Afreisen havde bragt ham til at
lade sig forfærdige et saa fortræffeligt Møbel.
Medens man endnu morede sig over Secretairens Sands for hensigtsmæssigt
Arrangement, lededes Opmærksomheden pludselig hen i en ganske anden
Retning. En mægtig Albatros, Kæmpe af en Søfugl, der er Cap Hoorns og
Cap Godthaabs Breder egen, var bleven fangen paa en Line med noget
Flæsk, som man havde ladet slæbe i Skibets Kjølvand. Med udstrakte
Vinger blev Fuglen i dette Øieblik trukken ind over Hakkebrættet; den
foer forefter hen ad Dækket, og, idet den kom forbi Commissairen, der
endnu med lange Skridt spadserede frem og tilbage, tørnede den med
Næbet imod hans ene Støvle og overgød denne med en Opkasten, der stedse
frembringes hos disse Søfugle, naar de komme ind i et mere indesluttet
Rum. Commissairen sparkede og bandte; men Doctoren tog den herlige Søfugl
under sin Beskyttelse. „Aldrig Fred her paa Dækket“, udbrød Commissairen
i Heftighed, — „ikke nok med Kulde, Snee og Regn, men ovenikjøbet skal
man endnu bides i Benene af saadanne fordømte Dyr!“ Paa Campagnen til San
Domingo var noget Lignende aldrig hændet ham; han svor paa, at han i de
første 14 Dage ikke igjen vilde sætte sin Fod paa Skandsen, og med sine
Regnskabs-Bøger lukkede han sig inde i sit Lukaf; han trak Gardinerne tæt
sammen for ikke at forstyrres i sit Arbeide, — og ved en god og rolig
Søvn søgte han Trøst saavel over Frost som og over det ringe Avancement,
der havde fundet Sted i Søadministrationen siden „Swiftsure“’s Togt under
Lecleres ulykkelige Expedition i 1801.
Jeg imødesaae imidlertid det Øieblik, da Albatrossen vilde blive flaaet.
Naturligt, at Doctorens kraftige Bistand mod Commissairens Vrede kun var
foranlediget ved Lyst til at besidde Dyret udstoppet. En Fugl med 10 Fods
Vingeslag, ikkun at finde paa høie sydlige Breder, vilde være en smuk
Acquisition for en naturhistorisk Samling; den vilde danne et værdigt
Sidestykke til de Exemplarer af Petreller, pailles en cul, Torskefugle
m. fl., der Tid efter anden vare blevne underkastede Doctorens
videnskabelige Behandling, og ingensinde blev det tydeligere end her,
hvilken Fare man udsætter sig for ved at være udmærket og fremtrædende i
sin Art.
Fuglen sad imidlertid og krøb sammen i Krogen ved en Rapert. Da Intet
hindrede den, havde den gjentagne Gange udspilet sine Vinger og forsøgt
at begive sig paa sin vante Flugt, men forgjæves. Dækket er ikke elastisk
nok for disse Fugle til at give sig Fart, Rummet er dertil, som Følge
af Bastingagen, altfor indsnevret, og det blev saaledes umuligt for
Albatrossen at hæve sig op over Finkenettet. Den var nu udmattet af sine
forgjæves Forsøg, den søgte blot at forsvare sig mod Enhver, som kom den
nær, og afgav et levende Billed paa den ulykkelige Tilstand, i hvilken
hver den bliver hensat, der ikke længer er istand til at bevæge sig i den
Sphære, for hvilken Naturen har begavet ham med Anlæg.
Aldeles uventet opgik imidlertid et Glimt af Haab for den saagodtsom
allerede til Videnskaben hjemfaldne Albatros. Hr. Bonasses Exempel blev
paany bragt i Erindring, og det blev foreslaaet at Albatrossen, forsynet
med et Halsbaand med Datum og Skibets Navn, skulde blive et svævende
Monument paa denne Høide for Skibet og dets Besætning. Det gjør mig ondt
for Officerernes Interesse for Zoologien at maatte tilstaae, at denne
Idee fandt Tilslutning. Doctoren protesterede forgjæves paa det Ivrigste;
han havde ikke ventet at finde saa liden Sands for Videnskabelighed
blandt Skibets Officerer; det vilde være et formeligt Barbari at
unddrage et saa udmærket Exemplar fra hans Behandling — Alt forgjæves.
Vaabensmeden blev kaldet, Halsbaandet blev bestilt, og Fuglen var frelst.
Ved denne Tid var Luften, omend bestandig disig, bleven noget klarere,
og til stor Overraskelse lød det uventet fra Manden paa Udkig paa
Fokkeraaen: „Land forud om Bagbord!“ — „Land forud om Bagbord“, gjentog
en Underofficeer meldende til den vagthavende Cadet; man varskoer for
Land forud om Bagbord, meldte denne igjen til Officeren paa Vagtsbænken.
„Jeg tror Fanden plager Dem“, udbrød denne, „Smørland“, smaalo en Anden,
„bestemt en Deel af det sydlige Continent“, raabte en Cadet i Extase, og
man forglemte nu baade Albatrossen og Officerernes Barbari. Uagtet enhver
Tvivl var dog i et Øieblik det hele Bagbords-Finkenet besat med Hoveder
og Kikkerter, der i den angivne Retning speidede den disige Horizont.
Den vagthavende Officeer beordrede en af de vagthavende Cadetter at gaae
op paa Fokkeraaen for at forvisse sig om, hvad det var, Udkiggen havde
seet. „To temmelig høie Humpler, omtrent 4 Streger foranfor tværs“, lød
Cadettens Stemme kort efter fra Fokkevantet. „En ny Opdagelse!“ gjenlød
det fra flere Munde, medens nogle af Officererne fra et høiere Standpunct
søgte at erholde Sigte af den ubegribelige Kyst. At det ikke var
Smørland, forekom det disse for afgjort; det saae ud, som om flere Steder
af Landet vare bedækkede med Snee, og, var det ikke for det Usandsynlige
derved, tog det Hele sig ud som en Ø eller en Klippe, mulig henhørende
til den da nylig opdagede Øgruppe, der endnu ikke var aflagt i Kaartene,
og som havde Navn af Syd-Shetlands Øerne.
Hvilken Mark for videnskabelig Undersøgelse! meente en af Underlægerne
og glemte endog ved Forestillingen herom den lave Thermometer-Stand,
der hidtil ikke havde tilladt ham at forblive mere end høist en halv
Time daglig paa Dækket. I Tankerne smigrede han sig alt med den glade
Forventning, at Kystens nærmere Undersøgelse muligen kunde hidføre en
hæderlig Omtale for ham til Ministeren og ved forefaldende Avancement
komme ham tilgode.
Chefen var imidlertid kommen paa Dækket. Man havde loddet uden at faae
Bund, og, saa godt som det løie Veir og den svære Dønning tillode det,
var Coursen bleven sat skjønsere ind imod den opdagede Kyst. Klokken var
alt bleven 3; den korte Dag nærmede sig sin Ende, og lidet Haab var der
kun tilbage om at faae nogen ordentlig Kjending af Landet, da Disen,
idet Solen blodrød gik ned i det Stille-Ocean, et Øieblik blev brudt i
Horizonten; vi vare da kun 1½ Miil fra den gaadefulde Ø, — den viste sig
at være, ikke fast Land, men derimod at bestaae af to tæt til hinanden
stødende Isbjerge.
„Doctor, Deres Forventninger bleve til Vand“, yttrede en Nærstaaende
kort efter til den skuffede Læge, der, efterat Fregatten havde forandret
Cours, endnu i Tusmørket vedblev at stirre hen imod de svære Ismasser.
Han blev afbrudt i sine Betragtninger af Vaabensmeden, der bragte det
fuldførte Albatros-Halsbaand op paa Dækket. Man trøstede Overlægen med,
at man nok vilde fange en ligesaa smuk Albatros igjen, der da skulde være
ham hjemfalden. Med nogen Grund indvendte han, at een Fugl i Haanden var
bedre end ti i Luften; han indsaae imidlertid, at Yttringer af Misnøie
kun vilde være til ringe Nytte, omend den tilbudte Expectance paa et af
de flyvende Exemplarer kun syntes at være ham lidet tilfredsstillende.
Paa den tynde Messing-Strimmel læstes: „Fregatten Marie-Thérèse, 60°
Syd-Brede, Cap Hoorns Meridian, 20 Juli 1824“. Denne Indskrift blev gjort
fast om Fuglens Hals, og Albatrossen blev herpaa kastet iveiret, ud over
Finkenettet. Først efterat have berørt Vandet blev den istand til at
hæve sig paa sine Vinger, og strax flokkede sig fire eller fem andre
Søfugle om den, som var det for at betragte dens uvante Pynt eller for
af Indskriften at erfare Skibets Navn. Uanfegtet af sit tvungne Ophold
ombord, vedblev Albatrossen med sin gracieuse Flugt at omsvæve Skibet. Da
Mørket kort efter faldt paa, kunde man endnu skjelne den i vort Kjølvand,
og fire Dage efter blev den, til stor Morskab for Mandskabet, endnu
gjentagne Gange seet med sit blanke Halsbaand tumlende sig i Skibets
Nærhed.
Veiret holdt sig vedvarende smukt. Efter Solens Nedgang havde en frisk
Brise af østlig Vind reist sig, og, omend den jævnlige Opmuntring, der
hørtes til Udkigs-Folkene om at see vel ud, samt Mængden af Øine, der
bestræbte sig for at gjennemtrænge Mørket forud, viste, at man ikke
var uden Frygt for at løbe imod omdrivende Ismasser, vedblev den glade
Stemning uforstyrret at gjøre sig gjældende, som altid paa Søen er en
Følge af god Vind og godt Veir.
Under den vedholdende Dønning var det forbundet med Vanskelighed
at faae en Stol til at staae fast; ikke destomindre optoge Skak-,
Domino- og Tokadille-Spil de sædvanlige Eftermiddags-Timer. Uanseet
Messeforstanderens Vrantenhed lykkedes det at faae nogle Boller afbrændt
Rødviin med en efter Messens Beholdning afpasset Souper paa Bordet, ved
hvilken vi under Spøg og Lystighed festligholdt den Dag, paa hvilken vi
vare naaede forbi Syd-Amerikas yderste Spidse. Et af Messemedlemmerne
havde til Ære for Dagen forfattet et Digt, der førte Tanken den lange
Vei hen til Omgivelserne, vi havde forladt i Hjemmet. Mangen Skaal
blev udbragt, og mangt et Glas blev tømt paa alle derværende Kjæres
Velgaaende, og først seent brød man op for efter et flygtigt Besøg paa
Dækket at søge den Hvile, hvortil enhver af os vagtgjørende Officerer
efter de foregaaende Dages stormfulde Veir høilig kunde trænge.
* * * * *
Den næste Morgen var Veiret endnu smukt. Vinden holdt sig østlig; med
rask Fart stode vi Nord-Vest hen, og som sædvanlig ombord under saadanne
Omstændigheder beskjæftigede man sig allerede med allehaande Gisninger
og Beregninger om den Dag, paa hvilken vi vilde være istand til at naae
Havn. Dønningen, der vedblivende havde været voldsom, syntes imidlertid,
snarere end at lægge sig, at være i Tiltagende. Ud paa Eftermiddagen
antog Veiret et truende Udseende, og, da Mørket faldt paa, indhylledes vi
i den samme tætte Taage, der i de sidste 14 Dage næsten bestandig havde
omgivet os. Thermometret faldt under Frysepunctet, og Kulingen tiltog
saa hurtig, at, da Trommen kaldte os til Middagsbordet, var Fregatten
allerede under torebede Mærsseil. Middagen hengik ikke uden Forstyrrelse.
Under den stærke Bevægelse snublede en Oppasser med Suppeterrinen;
Commissairen, hvem Landofficeren kom til at spilde en Tallerken
Bønnesuppe i Skjødet, forsikkrede, at han siden Linieskibet „Swiftsure“’s
Togt aldrig havde havt en saa ubehændig Nabo ved Bordet; Secretairen
tumlede med en Stol, nogle Viinflasker, adskillige Tallerkener og sin
Sidemands Kjoleskjøde ned i Læ; under hver Overhaling truede Messebordet
med at give efter under Vægten af de Mennesker, der klamrede sig til
det for at holde Balance, og under disse lidet tiltalende Forhold var
Maaltidet naturligviis snart tilende. Allerede Klokken 5 gik tredie Reb
i Mærsseilene, og Krydsseilet blev beslaaet; flere af Officererne fik
Tjenesteforretninger at varetage, andre forlode Messen for at være ved
Haanden, om noget skulde forefalde, medens det øvrige Messepersonale
efterhaanden trak sig bort og søgte Tilflugt i deres respective Lukafer.
Det er en Mærkelighed paa disse Breder, hvor hurtigt godt Veir kan
blive paafulgt af Storm. To Timer tidligere skød Fregatten som en Maage
igjennem Vandet, nu knagede den og vred sig, altsom den svære Kuling
med Voldsomhed trængte den igjennem den høie Sø. Ruskregn og Sneebyger
vare fulgte ovenpaa det forholdsviis klare Veir, og for Mørket var man
næppe istand til at see en Haand fra sig. Skummet for Bougen stod ind
over Bakken, Søen havde jaget Udkigsfolkene høit op i Fokkevantet, og
selv Mandskabets sædvanlige Opstilling ved Koiernes Modtagelse var efter
Ordre bortfalden for ikke at udsætte Koierne for at blive gjennemblødte.
Tokadille optog ikke denne Aften de vante Timer. En klagede over, at
det var ham for uroligt at læse, en Anden over, at det lækkede igjennem
Dækket ned paa hans Skrivepult, og tidlig søgte Enhver til Ro, hvem ikke
Tjeneste netop kaldte paa Dækket.
Jeg var ifærd med at følge disses Exempel for at samle Kræfter til
Dagvagten den næste Morgen, da jeg hørte, at et af Vagtskifterne
blev purret ud for at mindske Seil. Herved var vel egentlig intet
Overordentligt; Folkene gik i tre Qvarterer, en Trediedeel af Mandskabet
var altsaa kun paa Dækket, og i haardt Veir maatte den anden Trediedeel
ikke sjelden gaae Vagt-Skiftet tilhaande. Ikkedestomindre var jeg hurtig
i Klæderne og igjen paa Dækket. Kulingen var i bestandig Tiltagende,
Skibets Bevægelser meget voldsomme og Mørket uigjennemtrængeligt. Man var
iværk med at bjerge Storseilet; de stivfrosne Touge skurede hen langs
Dækket, langsomt hævede det bugnende Seil sig op under Raaen, og som
befriet fra en mægtig Byrde gjennemskar Fregatten med fornyet Lethed de
svære Bølger, hvis Skum dog jævnligen vedblev at oversvømme den forreste
Deel af Dækket, medens Søstænk fra Laaringen fra Tid til anden foer hen
over den med Sand bestrøede Skandse.
Der var givet Ordre til, at Storseilet skulde beslaaes. Isslaget, der
havde gjennemtrængt Dugen, vanskeliggjorde dette Arbeide, og herved var
det blevet gjort nødvendigt at kalde Frivagts-Qvarteret op paa Dækket.
Mandskab blev sendt tilveirs, vel omtrent en halvhundrede Mand, og i
bogstavelig Forstand vare disse snart ude af Sigte; de sorte Pletter, som
de først dannede i det luv Storvant, forsvandt aldeles; de hensmeltede i
den mørke Masse, som Fregattens Seil og Reisning dannede, og snart var
det kun, naar deres Raab om at hale et Givtoug eller en Gaarding for
igjennem Vindens Larm naaede Dækket, at man erholdt Bevidsthed om, at de
vare beskjæftigede med at opfiske det stivfrosne Seil.
Den, der ikke er Sømand, eller som kun om Sommerdage har seet Matrosen
udføre sin besværlige Dont, vil vanskelig kunne danne sig en klar
Forestilling om de Møisommeligheder, for hvilke Matrosen Vinterdage, paa
høie Bredegrader, er udsat. Sammenlignet med haardt Veir om Sommeren, er
Vinterstormen ikke sjelden orkanmæssig; den er hyppig, vedvarende, og,
hvad der endnu er værst, den er saagodtsom altid ledsaget af Fugtighed og
Kulde. Disse er det især, der trykke Matrosen. Engang vaad, er det i et
Seilskib saagodtsom umuligt for ham atter at faae sine Klæder tørre; vaad
gaaer han fra Dækket, og vaad kommer han paa Dækket, medens en Bevægelse
af nogle faa Skridt frem og tilbage er Alt, hvad han har i sin Magt
for at holde Kulden ude; han maa under saadanne Forhold ofte tilbringe
flere Dage uden at være istand til at faae varm Spise; han er udsat for
det haardeste Arbeide, og dog vil man aldrig see ham tabe Modet. Han er
ufortrøden, munter, sorgløs og vedholdende i sine Anstrengelser; han leer
ad Søen, der i et Skvalp dypper ham og det halve Vagtsmandskab, som havde
de Alle været overbord; han er rede til hvert et Arbeide, det være nok
saa strengt, naar Omstændighederne fordre det, og skyer ingensomhelst
Vanskelighed eller Opoffrelse, naar Nøden er forhaanden, selv om Liv
eller Lemmer derved skulde blive satte i Fare.
Dette er Matrosens Lod; sammenligner man den med andre Almueklassers,
da vil man ikke finde den misundelsesværdig, og dog fordres der mere
end almindelige Evner for at kunne blive en dygtig Matros. Kraft, Mod,
Aandsnærværelse, hurtigt Begreb, saa at der øieblikkelig kan findes paa
Raad i uventede forekommende Tilfælde, ere nødvendige Betingelser, og,
seer man i Forbindelse hermed hen til det Omfang, i hvilket Matrosens
Arbeide kommer Staten tilgode, er det sikkert, at den duelige Matros
hos en søfarende Nation har et velfortjent Krav baade paa Agtelse og
Velvillie.
Fregatten løb med en Fart af 11-12 Miil vesterefter. Søen var tiltagen,
og Alt syntes at tyde paa heftig og vedvarende Storm. Det var et stolt
Syn i Mørket at see de lysende Bølger taarne sig agtenfor Fregatten,
følge den et Stykke og ligesom kjede af ikke at kunne naae den atter
lægge sig, kun for at lade en anden Sø, skummende og brusende,
begynde den samme unyttige Forfølgelse. Som var den stolt af enhver
overvunden Modstand, hævede Fregatten sig majestætisk efter hver af dens
Overhalinger, for atter at kastes over af enhver ny forfølgende Bølge.
Den bælgmørke Nat, Vindens Piben, Søens Brusen og Larmen for Bougen, nu
og da blandet med Lyden af Storseilets Pidsken og Mandskabets Opsang paa
Raaen, forenede sig for at give Scenen et Præg af Vildhed og Storhed, der
nødvendig vilde have gjort et mægtigt Indtryk paa hver den, der havde
havt Ro til at anstille Betragtninger. Man saae Mennesket i Kamp med
Elementerne, der syntes at udfolde deres hele Barskhed og Kraft.
Midt under en Sneebyge hørtes et stærkt Brag tilveirs. Et Par Slag
paafulgte, som Smældene af et Seil, der pidsker, — Skrig fra Storraaen
naaede Øret, og i samme Nu hørtes der dumpe Lyd som af Gjenstande, der
fra Veiret falde ned paa Dækket. En Jamren, der fra flere Steder opstod,
gav kun altfor snart tilkjende, at en stor Ulykke maatte være hændet.
Undertoplent og Mærseskjøde til Luvart vare begge sprungne; Storraaen
havde kaiet sig op under Mærset; Mærsseilets Slag, Raaens uventede og
heftige Bevægelse, dens Glathed i Forbindelse med Skibets Overhalinger
havde gjort det umuligt for Mandskabet paa Raaen at holde sig fast, og
flere Ulykkelige vare styrtede ned.
Hvormange? dette var naturligviis det første Spørgsmaal, der paatrængte
sig. Lanterner bleve bragte op; ved Skinnet af disse søgte man i
Ordets strenge Betydning paa Dækket og i alle Kroge efter de Nedfaldne
indenbords. — Men kunde ikke Andre være faldne udenfor Skibet! Disses
Redning var det ikke engang muligt at tænke paa; et uigjennemtrængeligt
Mørke omgav os, Søen taarnede sig som Bjerge, og med henved 12 Miles Fart
vilde ikke engang saadanne Ulykkeliges Skrig have været istand til at
naae Fregatten.
Syv Mand med brækkede Been og Lemmer bleve opsamlede bevidstløse i
Fartøierne og paa forskjellige Steder langs Kobryggen. Mandskabet,
der kom ned fra Veiret, blev adspurgt, om de savnede flere af deres
Kammerater; det viste sig umuligt at faae nogen paalidelig Oplysning
herom. Indtil næste Morgen forblev man altsaa i den piinlige Uvished, om
Nogen, og da hvormange, havde fristet den ulykkelige Skjæbne at falde
udenfor Skibet; Usikkerheden tyngede paa enhver Mand ombord.
Med et godt Skib under Fødder har en Storm i og for sig sjelden eller
aldrig nogen umiddelbar Indflydelse paa den herskende Stemning. Det
er først, naar en eller anden Ulykke indtræffer, at en mere alvorlig
Sindsstemning gjør sig gjældende hos et Skibs Besætning. Dækket var i et
Øieblik blevet fuldt af Mennesker, Enhver kom til for at erfare, hvad
Ulykke der var hændet — det var ikke længer Formiddagens Sorgløshed;
hos Enhver var Alvor traadt istedet, og det var, som om Tanken med eet
paatvang sig om den hurtige Omvexling, som Sømandens Liv er underkastet.
Hvor er Jean-Baptiste? spurgte En, hvor er Michel Antoine? spurgte en
Anden. En Matros, som med en forstuvet Arm slæbte sig ned fra Veiret,
forhørte sig med Ængstelighed om sin Kammerat, som han med eet havde
savnet paa Raaen; det var ham en Beroligelse at erfare, at denne med et
brækket Been var bleven bragt ned til Doctoren; „godt endda, at han ikke
er bleven Fiskeføde!“ mumlede han. „Havde det ikke været for den fordømte
Kulde“, tilføiede en Anden, der ligeledes kom ned fra Storraaen, „vilde
vi forlængst have været klare med det Hele; Dugen deroppe er haard som
Jern“, og, altsom flere Tilskadekomne naaede Dækket, førtes de ned til
Sygelukafet for at erholde Hjælp af Lægerne.
Storemærsseilet havde imidlertid pidsket sig istykker; man havde
ikke hurtig nok kunnet faae det opgivet, og det var blæst i Stumper.
Foremærsseil blev nu bjerget; Folk bleve sendte tilveirs for at beslaae
det, og Storraaen blev rettet. Man fandt, at denne havde faaet et Bræk,
dog ikke af Betydenhed. Folk bleve atter sendte op for at fuldføre
Storseilets Opfiskning; men at faae Foremærsseil beslaaet maatte opgives.
Foremærseskjøder bleve atter forskoddede for om muligt at frelse Seilet
fra at blæse bort, det ikke-vagthavende Mandskab blev sendt tilkois, og,
efter endnu engang at have seet til de Kvæstede og talt med Overlægen,
begav jeg mig ved Midnat til mit Lukaf.
* * * * *
Siden Seilføringen var bleven formindsket, vare Skibets Bevægelser, om
muligt, blevne endnu voldsommere. En Mængde Vand tog Skibet ind over
Dækket, men næsten fuldt saameget tog det ind paa Batteriet igjennem
de slet tilpassede Batteriporte. Ved hver Overhaling styrtede Vandet
ned over de lave Lugkarme, og, da jeg naaede Bannierne, fandt jeg disse
aldeles oversvømmede. Ledsaget af en Lanterne havde jeg vadende næsten
banet mig Vei til mit Lukaf, da et Skrald pludselig hørtes til Luvart:
Skoddet til Secretairens Kammer havde givet efter under Trykket af hans
umaadelige Kuffert, og i et Nu var dette Kæmpemeubel, Secretairen selv
med samt Sofa, Koieklæder, Vasketøi, Støvler og Bøger kastede ud af
Lukafet, svømmende i Læ imellem hverandre paa de overskyllede Bannier.
Mennesket troede, at Skibet gik under, i bar Skjorte vilde han fare op
paa Dækket, og virkelig havde jeg Møie med at faae ham til blot at tænke
paa at redde sit skibbrudne, omflydende Gods. Scenen var altfor latterlig
til, at man kunde forblive alvorlig, hvorlidet tilbøielig til Morskab man
end forresten kunde være.