Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder,
hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket,
skal al Ting lykkes, maa der ske det Under,
at jeg blir hundred-aarig og usvækket.
Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder,
hvordan blir Stammen trøsket da og knækket!
Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse
snigmorderiske Død af Sot og Syge,
Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse
i lunkent Sollys -- hellere en Byge,
lad bare Stormen piske, Regnen øse,
og alle Lungepibere rejse og ryge!
I brat og voldsom Død har helst jeg villet
med denne dejlige Jord faa Afsked taget.
Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet,
men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget,
og først naar alle Trumfer er udspillet,
slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget.
Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten,
et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde,
men aldrig skal jeg angre, at min Digten
drog mig langt udenfor den alfar Glæde.
Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten,
o, lad mig hundred-aarig Jorden træde!