Jeg byder ej mit Venskab frem
til Per og Povl og alle dem,
der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin,
men _vandt_ du mig for dig og dit,
saa bliver du mig aldrig kvit,
da er jeg al min Levetid uforbeholden din.
Og den, der kalder mig sin Ven,
skal ærligt yde mig igen
et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund,
og han skal taale min Protest,
naar han ej gir sig, sand og bedst,
thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund.
En Kvinde kan jeg ofre _alt_:
min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_,
og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst.
Men Mand og Mand i Venskabspagt
har samme Pligt og lige Magt,
og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst.
Men vandt du mig for dig og dit,
og tør du tale hensyns-frit
og elske mine Evner frem og kue mine Fejl,
da bliver du mig aldrig kvit,
da ejer du alt, som er mit,
ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl.