Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned,
naar jeg saa' et Insekt blive pint,
naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder,
og dens Hjærteblad skælvede fint.
Jeg har været et fængeligt Tønder
for hvad Skabningens Ringeste led,
jeg har _ødslet_ med Kærlighed.
Jeg har næret min Pen med mit Blod,
naar jeg skrev om al Menneskenød,
om forskyldt eller skyldfri Elende
og dens Véraab paa Retfærd og Brød.
O, mit pulsende Blod kunde brænde,
og min følsomme Sjæl fatte Mod,
naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god.
Det var den Gang, mit Hjærte var Ler
og min Tillid til Menneske-Værd
og min Tro paa mig selv uforfærdet,
da mit Liv laa i morgenrødt Skær.
Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet
af de usle Bedrag, som det ser,
og nu tror jeg paa ingen Ting mer.
-- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt
ved al Skabningens Kummer og Nag,
men da selv jeg fik Pinslerne prøvet,
tog jeg graadløs de grusomme Slag.
Og nu taler mit Hjærte bedrøvet
kun i dæmpede Aandedrag,
men min Taare har rundet sig træt.