Der er ikke et Menneske, fjern eller nær,
som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær,
jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven,
I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen,
men Driften, som hidser mig, kender I den?
Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt.
Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt?
Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært,
at Menneskelivet er bitterlig svært
og Mennesket selv af omtvisteligt Værd.
Jeg er i den vide Verden kun én,
hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén,
kun ene og ensom, en tillukket Grav,
hvor strømmende Ord mine Læber saa gav,
en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav.
Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor,
eller gemmer mig bort i det tavseste Nord,
hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred
eller higer mod Liv fra mit Skjulested,
jeg er dog kun _én_ i al Evighed.
En venneløs gaar jeg i Fjendekrig,
og fjenderig møder jeg Vennesvig,
selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt,
den Ven eller Fjende, der faar min Foragt
-- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt.
Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ,
jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ,
men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt --
da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt,
men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt.