Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter,
ud til et blodrigt Liv i sære Egne,
en Udvé, som gaar alle vide Vegne
til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter,
hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter.
-- Der er saa mange Præmie-Sjæle til,
o, lad mig altid være ung og vild!
Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«,
min egen ranke Nakke ydmygt bøje
-- hellere med det _lidet_ lade mig nøje
end tækkes Krybet i en højere Sfære,
hvor der er smitsomt for min Sjæl at være.
Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare,
o, lad mig altid være ung og Daare!