Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje
udblomstret og gold,
mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje
og Hjernen is-kold,
skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet,
min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets
skyggende Løv.
Mit Øre
kan høre
hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv,
klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre,
men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet:
Jeg er kun et Frø,
som skal dø.
Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig
til Kampmaalet naar?
Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig,
ublidere Kaar?
Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler?
Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed
Ungdommen tabt?
-- Men bygge
min Lykke
paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt;
jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge.
-- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler,
der angrer, at I
gled forbi!
Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling.
Er _Ungdommen_ klog?
Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling
og hensynsløst Sprog.
Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes,
da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende
Slægts-Pietet.
Jeg vilde
ved stille
udadlelig Flid vinde _mere_ end sket.
Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde
forynget at leve de Drømme, som sendtes,
da Haabet var sundt,
Verden rundt!