Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader!
Nu har vi Nyaar efter Almanakken,
hjemme er Vrimlen en gensidig Takken,
en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader,
et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader,
en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken,
-- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken,
da Luften blev mig kvalm i vore Gader ...
_Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender,
det kommer uanmældt og uformodet
en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder:
_de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_
og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet,
da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet.
X
Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste,
end ikke den usleste Busk finder Fæste,
-- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke
hvidpudrede ranke.
Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe
og lytter til flaksende Fuglevinge,
jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier,
jeg lytter og tier.
Jeg har en Veninde, vi elsker begge
at suse paa Skøjter langs klukkende Bække,
og ud ad de barfrosne Veje vi gaar
med Rimløv i Haar.
Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet,
maaske er mit Timeglas snart udrundet.
Jeg sanser kun Mad, baade god og slet,
og jeg er saa træt ...