Den stille hvide Vinternat
med ringe Skel
paa Dag og Kvæld,
med ingen Genklang under Fjæld
af Hundeglam og Piskesmæld
-- en lydhør, duftløs Time!
Se, Maanen tændes blank og kold,
og Himlen hvælver stjernesat,
bag Nordlysbaandets Silkefold
sit Skjold,
mens alle Mindets Højtidsklokker kime.
Snart ringer Hjemmet Julen ind.
Min Sjæl, vær stærk:
_dit_ Højtidsværk
skal tone fjernt fra Hjem og Jul
i hvide Vinternætters Skjul,
hvor ingen Granduft kendes.
Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt
mit længst aflagte Barnesind,
jeg hører Højtidsklokkens Klemt
forstemt
og længes hjem, hvor Juletræet tændes.
En hjemlig Jul, en uskylds-hvid
med Englebud
fra Himlens Gud,
som da uprøvet jeg og stolt
den gode gamle Højtid holdt,
-- den Jul, der kun er Minde ...
Ja, hvilken Højtid, om jeg blot
kom hjem nu ind mod Juletid
og sagde En, hvis Blik er vaadt,
lidt godt ...
Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde.
Tavs er den hvide Vinternat,
træt gaar min Fod,
tungt slaar mit Blod,
og se, hvor Maanen blank og kold
som et fordægtigt Avind-Skjold
har skjult min Lykkes Fjender.
Er alt mit Liv da uden Værd?
Udløber redningsløs forladt
i Nattens blege Nordlysskær
min Færd,
mens alle Hjemmets Juletræer brænder?
Velan, min unge Sjæl, vær stærk:
den Vej, du drog,
gør glad og klog,
gør rig, trods Tab af Jul og Hjem,
den Vej, du drog, er Vejen _frem_,
den eneste, der frister.
Og træder jeg mit sidste Skridt,
og ænser ingen mer mit Værk,
_Liv_ har jeg levet, jublet tidt
og stridt --
ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.
V
Det er Lillejuleaften,
det er Lillejuleaften,
og et Brus af fjerne Minder
jager Blod til mine Kinder,
-- dem, den fattige Polarnat havde bleget.
Jeg er sær og syg til Mode,
kunde gerne grædt og skreget
over Smærter i mit Ho'de,
for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel,
og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ...
Der er Taage over Fjældet,
der er Slør for Aftnens Himmel,
og jeg ligger, overvældet
af de gamle Minders Brus,
tavs i Angmalor'toks Hus.
Det er Lillejuleaften,
det er Lillejuleaften ...
Hvordan lever I derhjemme? --
Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- --
Nøgen ligger jeg paa Fælgen,
og min Vært, som ser mig lide,
siger: »Det er vist paa Tide
at faa givet dig lidt Foer!«
Og jeg ser ham trække Bælgen
af en Blaaræv, Dagens Fangst;
den blir kogt og, Gud skal vide,
jeg er slunken som en Slange,
Gulvet er vort Spisebord,
og jeg spiser,
mens han viser
mig den Gunst at nynne Sange,
først et Par og siden mange;
-- men min Sult er stadig stor,
og hans Kone spytter Spæk
paa en optøet Narhvalshjerne,
for hun under mig saa gerne
denne lækre Juleret.
Endelig blir jeg da mæt --
og min Svimmelhed er væk,
-- Taagen med; nu har vi Blæst --
og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst,
mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst,
nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ...