Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden
og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde
og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde
som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden.
Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget,
kan ikke være ude, ikke inde,
min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde,
og Vunder bløder, som jeg troede læged.
Og rundt i Verden fejres Juledrømmen,
og alle Hjærter næste-kærligt bløder.
-- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder,
og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen.
Men der var Tider, da jeg ærligt troede
paa Julens store Fredsbudskab i Folket,
-- forlængst har Verden Loven omfortolket,
og Julen er nu blot en gammel Mode.
Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde,
er alle Menneskenes Millioner --
men kun saa længe Klokken højtids-toner,
Dagen derefter stjæle de og myrde ...
Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden
og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde
som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde,
thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ...