Der er i Nat saa tyst
som fjernt, i _det_ Minut,
da lykke-pint mit Bryst
fik Tvivl og Vægring brudt
og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige.
Min Stemme var som kvalt,
og jeg fik ikke talt,
blot rørt din bange Haand,
men Hjærtets Helligaand
nævnede tavst det uudsigelige.
En Nat saa lykke-tyst,
al Verden Fred og Hvil!
Men det blir ikke lyst
som den Gang i April,
da vore Hjærter mødtes vaarberuste ...
Jeg lider Længslens Véer
hjem til lidt Dagnings-Skær,
hjem til dit Lykke-Smil,
som lyste i April
den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.