Gennem goldt Polarnats-Øde
gaar det vrede Vejr med Vælde,
Mørket sukker, graat af Ælde
som min Mor, der døde.
Gennem Jordens Dunstkres tumler
vildt Decembersneens Bølger.
Tungt den frosne Havstok mumler
om en Kval, jeg dølger.
Paa de vejr-forbidte Strande
har hvert ængstet Liv sig dækket,
Stormen blot langs døde Vande
tumler som forskrækket.
Over Fjældets dystre Gavle
ingen nordlys-blændet Stjerne
-- bare Livets evigt travle
Lynglimt i min Hjerne.
Uvejrs-slagen, pint af Brøde,
mørkeskræmt, en fredløs Fange,
mindes jeg min Mor, som døde:
_hun_ var ikke bange.
Kunde jeg -- en dødsdømt Evne --
med _din_ sikre Ro mig væbne!
Men jeg elsker Livets Stævne,
hader Dødens Skæbne,
hader Rummets mørke Gaade,
-- urørt af vor Strid herneden
hersker den og skal os raade
i Al-Evigheden.