I
Hvor skal jeg gøre af mig selv,
hvad skal min Tanke sysle med?
Hvordan forglemme Tid og Sted?
Hver søvnløs Dag er uden Fred
og drømmepint hver Søvn, jeg véd.
Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne;
det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.
Nu troede jeg saa vist, det gik
mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig,
og vi var mange Mil paa Vej,
da Blæst og Mørke, Sult og Sne
tvang os til Venderejsens Vé.
Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme.
Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme?
Jeg lever blot i Kamp for Mad,
opholder Livet som et Dyr,
der ej den værste Føde skyr.
Forraadnet er det Kød, jeg faar,
mit Legem smudsigt, vildt mit Haar.
Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres,
de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres.
-- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.