II

Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer,

bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer,

vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv,

kun Livet igen -- det dejlige Liv!

For Hunde og Kød og varmende Klær

borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd;

de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst,

maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.

Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør

og beder om Husly som ofte før,

man luner vor Briks, vore Skinddragter syr

og fodrer os selv og de udslidte Dyr.

I Jordklodens nordligste Menneskehus,

ind under en Gletschers Morænegrus,

dèr lever jeg Livet som Eskimo,

og Livet er bedre, end jeg turde tro.

Ja, Livet er dejligt og dyrebart

i vekslende Vejrlig og skiftende Fart,

her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn,

her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.

Piuva'toks og Alakra'sinas Hus

saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus,

saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst,

er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!

Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen,

vil taksomme Tanker søge herhen,

-- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn,

men Hedningen her er Kristen af Gavn.

Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion · 第 115 / 140 题