I
Saa slaar vi da Retræte:
vor Vej er altfor fyldt med Sne,
vi skulde været frem til Jul,
men det kan ikke ske.
Nu maa vi hen, hvorfra vi kom,
men det er tungt at vende om.
Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul!
Vi drager op mod Mørket,
og vi, som haabed det forladt,
gaar trist til Sinds, med Haabet brudt,
ind i den store Nat ...
Naar atter Slæden staar beredt
til Hjemfart, hvad er der saa sket? ...
O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!