Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,
der trives paa »Længselens Ø«,
blege er de som brystsyge Børn,
der ligger og kan ikke dø.
En Valmu, en Liljekonval og en blaa,
som jeg ikke kender ved Navn.
Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule;
de ligesom fylder et Savn.
Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,
i Sommer de straalede rent!
Stormene slog dem nok skaanselsløst,
og nu er det ogsaa sent.
Ja -- det er altfor sent for en Blomst
at staa i den frosne Muld ...
Bare der var nogle flere af jer,
saa hele Hulen blev fuld!