I
Jeg er saa glad for Solen,
glad for September-Solen,
den bryder uformodet
frem af den tunge Sky,
saa gul som Æggeblommen
skinner den uindbuden,
men hjærteligt velkommen
gennem Tarmskindsruden
ind i vort ringe Ly,
bestraaler en tilsodet
mos-fuget Sandstensvæg,
gløder over mit Skæg,
varmer mig dybt i Blodet
og strejfer skælmsk Reolen
-- ja, for vi har en Bogreol,
tre Pakkasse-Borde og en Stol.
Ak ja, vort Hus er lille,
beskedent Inventaret,
stenhaard vor Soveplads,
ingen bruger Madrats,
-- vi ejer jo ikke meget.
Men her er Rum for os alle,
frit Rum for frie Tanker,
for hver personlig Mening,
og Ordene er som forynget,
thi Huset er vort eget,
ved egne Kræfter bygget,
af ingen Skatter tynget,
ej heller truet og trykket
af nogen Kreditforening
-- det eneste Hus, jeg har set,
uden Prioritet!
Dog: _kunde_ man prioritere,
til Mønningen prioritere
den stadigt vedligeholdte
barnligt selvejer-stolte
Glæde hos Hulebeboerne,
naar vi har Besøg af Bekendte
og Venner blandt Eskimoerne
og fester for dem i vor »Sal«,
saa blev der Tilbud om Kapital,
for _den_ skulde nok svare Rente,
-- men det er nok ikke at vente ...
Her er saa solskins-stille,
saa høstligt højtids-stille,
for en Naturtilbeder
underfuldt fredsomme Steder:
En af os sidder og maler
Isfjældene, guld-bestrøde,
en anden skæmtende taler
med Folkene her fra Landet,
selv falder jeg hen i Goethe,
læser mig langt, langt bort,
_véd_, hvad jeg gerne vilde,
nu, da Dagen er kort
og Aftenen mørk og stille.
Jeg mindes en fjern Akkord
og _længes_, kæreste du:
»Ueber allen Gipfeln ist Ruh.«