Saa staar vi da en Dag og bygger Hus
højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse,
-- vort Byggestof er bare Sten og Grus --,
opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse,
hen over Havet gaar Sensomrens Sus,
og vi har ingen Baad, og udeblevet
er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet,
maaske er det forlist med Mand og Mus.
-- Hér har vi drøje Længslens Timer levet,
hér maa vi vente, til der lægges Is,
og sælge Livet for den dyreste Pris ...
En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset,
og det er fattigt nu med Fuglesang,
saa staar vi da og spejder sidste Gang
ud over Havet efter Skib bag Næsset.
Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen
tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen.
-- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer;
hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme,
og skal med dette Skib Befrielsen komme?
-- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ...
Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær,
fik snart Kajakken fat, klemte os ned
og stak til Søs med vore Boplads-Fæller:
Der blir en Raaben-op, mens de fortæller,
om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted,
hvor mange Master, Skorstene og Rær,
om nu den sjældne Gæst vil stanse her,
om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- --
Men som vi naar derud: énmastet, lille
fremglider Skuden paa den brede Fjord,
bjerget er Sejlene, og fra dens Motor
hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget,
og rundt om tier Verden lyttende stille.
Og op mod Masteknappen farer Flaget,
det rene norske! Og vi kommer ombord ...
Nej -- der var ingen Post og intet Bud ...
Er vi da helt af Vennerne forglemte,
og mon de tror os sporløst slettede ud,
saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte;
-- men maaske er de alle sammen døde?
-- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud
mod Skuffelsen ved dette glade Møde ...
Men der blev Fest ombord: blot ved at se
Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner.
Af deres Læber lød de kendte Toner,
der indebærer al vor Fryd og Vé,
-- hvor vi dog kunde snakke løs og le!
Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad,
vor syge Ven blev bragt ombord i Baad,
paany sad vi ved dækket Bord og aad;
Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde,
vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ...
Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder,
snart roede vi fra Skibet i Kajakken.
Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken
og vinked os et hjærteligt Farvel.
Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under,
paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --,
og Is og Polnat vil sig om dem lukke,
og hjemme vil de bange Hjærter sukke,
-- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat,
her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet --
og endnu skal der roes to Mil til Landet,
-- og dèr skal vi gaa mod den store Nat.
Men tidt vil over Havet, der os skiller,
og bag de mange Hundred Mil derhjem
Tankerne graadigt søge Næring frem
af vore fælles Minders forfriskende Kilder.