Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer
saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer.
Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles
derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.
Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn,
dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.
Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden,
som hjemme er Fjender som bare Fanden.
Tilsammen rakker de Danmark ned
og røber deres Venners Hemmelighed.
De følges i Cirkus og Opera;
det er tydeligt, hvilket Land de er fra.
De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat,
altid til Kaffesladder parat ...
-- Men da jeg kom til Eskimoernes Land,
da maatte _jeg_ søge den danske Mand.
Han hersker i Grønland som nogen Czar,
behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.
Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige,
vi talte ofte sammen som Lige.
_Jeg_ haanede Grønlands usle Regering,
_han_ peged paa Eskimoernes Formering:
at _nu_ var de vokset til elleve Tusende;
-- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!
Især naar man véd, at adskillige Hundrede
er uægte Frugt af den højligt beundrede
danske Regerings Embedsmænd,
der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ...
-- De elsker mig ikke i denne Region,
de tror, jeg er kommen herop som Spion.
De véd, at jeg mener, vi handler ilde
mod dem, over hvem vi Herrer spille.
Jeg finder vort Styre dumt og slet,
-- og der er vel dem, som giver mig Ret.
De frygter, at jeg skal Sandheden skrive
og Grønlands Enevoldsmagt aflive.
En nybagt Præst, der mest var Kujon,
spotlo bestandig vor Ekspedition.
Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse:
Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.
Nu sad han i Landet som »Missionær«
og mente sig Martyr-Glorien værd.
Langt fra den hjemlige Faarestald
»_led_« han -- for at vente paa federe Kald.
Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.«
Selv turde han ikke sin Slæde køre.
Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.«
Selv laa han lunt i sin Præsteseng ...
Nogle Præstefruer troede min Virken
bare galdt at omstyrte Kirken.
Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde
kom et Par af dem Fjenden i Møde.
Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant,
er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.
Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l
-- saadan er grønlandsk Missions-Moral.
Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag,
havde hun vel næppe skjult sit Nag.
Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil
her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ...
Der er i Verden, hvorhen jeg drog,
ingensteds Mage til Sladrekrog.
Endnu har jeg aldrig paa min Færden
truffet saa snæver en Tankeverden.
Ingen kan holde sig for sig selv,
enhver maa ud i Skænderiets Elv.
Hver Plads har højst tre-fire Familjer,
-- men alle saa er de selvstændige Viljer.
Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens,
Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.
Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene,
at han havde det bedst, hvor han boede _alene_.
-- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede,
i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.
Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted
af mere opofrende Værter jeg véd.
Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt,
er det bedste, de ejer, ikke for godt.
Som Budbringer kom han fra Verdenshavet
til dem, der er Aar efter Aar som begravet.
Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen
og tror paa Personlighed bag Berømmelsen
og længes naivt efter Bud om de Røster,
som hjemme Humbugens Laurbær høster,
som læser Romanerne uden Nøgler
og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,
som vilde den bitreste Skuffelse lide,
om de fik Hemmeligheden at vide.
De sidder og lytter med graadige Øjne
til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,
véd ikke selv, hvor lykkelig skjult
langt borte de er fra forlorent og hult,
fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse
-- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse,
fra alt, der saa afstands-lokkende stod,
-- _det_, som vi andre tilfredse forlod,
sidder og finder sig selv forurettede,
-- de graadige Øjne blir aldrig mættede,
saa er det, de fristes til at nyde,
hvad Naboen koger i sin Gryde,
og saa er de midt i det grønlandske Kævl
og splittes til bare Las og Trevl ...
-- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt,
var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.
Nu sidder jeg her og mindes med Tak
de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,
baade de hyklerske og de ærlige,
baade de kølige og de kærlige,
længes mod nogle faa især,
som virkelig traadte mit Hjærte nær,
som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt,
naar længst deres gode Mad er glemt.
Ét, hvor man tog mig som den, jeg er,
og viste sig selv i dagligdags Klær,
ét, hvor man ingen Bordtaler holdt,
ét, hvis Vært var korrekt og stolt,
ét, hvor Tanker blev drøftet tidt,
ét, hvor Latteren blussede frit,
ét, hvor man græd, da vi Afsked tog,
da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ...
-- Her, hvor jeg lever paa Sultekost
og savner Livretter og liflig Most
og immer det sejge Hvalroskød nyder,
her længes jeg ned til de danske Gryder.
Her mindes jeg altid bevæget og glad
Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.
Fortørnes ikke -- men her er desværre
Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.
Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan,
I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.
I er som Blomster, oprykket med Rod,
udplantet i Muld Eders Væsen imod.
Men Aarene rinder med ondt og godt,
alt smaat bliver stort, det store smaat.
I føler det selv: I forkrøbles let,
Modstanden svigter, Aanden blir træt.
Det er kun de Faa, der i dette Øde
altid har Aand og Hjærte i Grøde.
_Dem_ er det især, jeg mindes med Tak,
af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.
Vredes I over en ærlig Paamindelse?
Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!
Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner,
hvis _sande_ Mening I ikke kender.
De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed,
smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.
De kom jo saa ynkeligt tilkort:
de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.
-- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf,
naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!