ESKIMOER_Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion

Straks da jeg hørte berette

om Eskimoernes Sæder,

væmmedes jeg ved de slette,

kyniske Hedningeglæder,

fordømte Flerkoneriet,

de yndede Konebytninger

og Madlavnings-Svineriet

i temmelig hvasse Ytringer,

fandt, at Aandemanerne

drev et hæsligt Bedrag,

og at Blodhævns-Vanerne

var en forkastelig Sag.

Men -- som jeg leved iblandt dem

og fik de fleste kær,

hændtes det, at jeg fandt dem

et smukkere Rygte værd,

hændte det, at jeg satte

deres uslebne Natur

over vor egen glatte

ofte forlorne Kultur.

-- Ikke at _vi_ skal anvende

disse hedenske Skikke,

bare frimodigt erkende,

at _bedre_ er vore ikke,

og at vi saa skal sætte

os selv i Hedningernes Sted

for at fælde det rette

Skøn over Maal og Med,

og at vi burde kigge

bag egne Fordommes Mur,

før vi fordømmer Skikke

af fremmedartet Natur.

Vi korser os over det syndige

Liv i obskure Gader,

men er næppe selv saa yndige

Helgener, som vi lader.

Over de _andres_ Laster

bander vi, saa vi faar Mulkt,

eller bekæmper dem aabenlyst

-- og synder dog _selv_ gedulgt.

Men her iblandt de »Vilde«

paa Jordens nordligste Kyster

er intet standsmæssigt Skille,

her følger enhver sine Lyster.

Kan en dygtig Fanger forsørge

mér end en enkelt Kone,

er der ingen »Moral« at spørge

og ingen Brøde at sone.

Hos _os_ kan kun én man binde

gennem Præst eller Øvrighed,

-- saa holder man Elskerinde,

hvad Gud og Hvermand véd.

Hjemme spiser man Vildt,

som raadner -- en Modens Gaade --,

_da_ er vel Forargelsen spildt

over Hedningens Levemaade.

Man ækles over de Lus,

der Liv paa hans Legem frister.

-- Hos os i hvert andet Hus

snylter der Syfilister.

Hjemme bærer vi Hatteflor,

naar en af de nærmeste dør,

klæder os sort det næste Aar

-- og lever dog Livet som før.

Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog,

har _sit_ Begravelsesvæsen.

Heroppe sværter man Øjenlaag

og putter sig Renshaar i Næsen.

Hjemme dyrker vi Fanden

som straffende Gud for det onde,

heroppe bor Bussemanden

i Havet, hvor ingen kan bunde.

Her tages det Barn af Live,

hvis Slægt er til Graven fulgt,

som ingen kan Næring give,

som snart maatte dø af Sult.

Men Jomfruen hjemme, der føder

sit Barn i Jordemorens Gade,

maa dyrt en Pengesum bøde

for at dække over sin »Skade«.

Maaske vil Barnet krepere

af gennemført ussel Pleje,

-- saa er der jo intet mere,

som røber Elskovens Veje.

Og vi, som endnu fører Krige

af den smudsigste Egennytte,

bør ikke hysterisk skrige

om Hævnmord i Hedningehytte.

Det ene Folk er som det andet,

det er _Mennesker_ alle Vegne.

Der er Kristne i Hedningelandet

og Hedninger blandt Guds egne.

Og hvad maa _vi_ ikke taale

af alle Lægprædikanterne,

som er værre til at gøgle og skraale

end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.

Ak -- lad os da blot missionere

blandt Grønlands sidste »fortabte«,

_Skikkene_ kan man polere,

_Sjælene_ blir som de er skabte.

Og lad os bygge Butikker

til Støtte for Salmesangen,

saa faar den »Vilde« en sikker

Genvej til Undergangen.

Saa kan den kongelige Handel

og Missionens Aarsberetninger

servere den bitre Mandel

i slørede Frase-Sætninger.

Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg

og Spækket til Lampetran

-- og sidder i Mørke og fryser selv

og sulter sit Hundespand.

Sidder og remser Bønner

i Handelens Bomulds-Klæder

-- disse Naturens Sønner,

der fødtes til frie Glæder!

Ingen maa Koner bytte

eller dræbe hverken Gamle eller Unge,

-- de lover det, men maa dog lytte

til Naturens ærlige Tunge.

Snart er de kristnede Vilde

at se til som Munke i Kloster,

nu synder de skjult og stille,

bedriver Hor og fordriver Foster.

_Det_ gør deres Frænder mod Syd,

som kristnedes af Hans Egede.

Alverden skilter med Dyd,

men hvor er dens Fraser afblegede!

Den Vilde var sand i sin Last,

og Lasten var alles i Fællig,

-- hos _os_ blir hver Synder sat fast

af dem, der hykler sig hellig.

Men hellere Hedning og fuld af Synd

og ærlig i alt sit Væsen

end brovte med Kristendom, som er tynd,

og saa tage Godtfolk ved Næsen.

Nu, da jeg lever blandt disse

foragtede Faar og fortabte,

erkender min Sjæl tilvisse:

vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte.