Man har spurgt mig, om jeg savner
Scenens Kunst, som hjemme bydes,
og som jeg til Gavns har søgt.
Nej! Jeg savner Aand og Kløgt,
og jeg ækles ved de Avner,
der som Kunstens Kerne nydes.
Jeg har kendt en Hob Aktører
og mangfoldige Aktricer
i den _sande_ Hjemmedragt,
og jeg mindes med Foragt,
hvad blandt dem man ser og hører
-- Scenekunsten _bag_ Kulisser.
Sur Misundelse var Præget,
raa Kynisme Modersmaalet,
falsk Elskværdighed en Norm,
selv om tidt nok de har skraalet,
svine-gryntet, faare-bræget
højt om Kunstens Maal og Form.
Og hvem af dem gør vel Fyldest:
-- kundskabsløse, aandsforladte,
blottet for Kultur og Smag!
Men de fraadser i vor Hyldest,
er Nationens dyre Skatte,
deres »Kunst« en Samfundssag.
Nej -- Gud fri mig for den Vaande
atter at besé vor Scene
med dens Pøbel og dens »Kunst«.
Heller Sne og Is og ene
end fra hver Avis indaande
Scenegulvets mugne Dunst.
-- Da fra Galleriets Bænke
ung og arm paa Sparepenge
jeg de første Indtryk fik,
kunde jeg gaa ene, længe
gadelangs og gennemtænke
alt med varmt begejstret Blik.
Men min Drøm blev sønderflænget,
da jeg naade i Parkettet
og fik Teksten fra Sufflør:
alt var grelt af Sminke plettet,
alle Miner grimt forvrænget
-- og jeg kendte hver Aktør!
Kendte mangen vigtig Blære,
mange sløve Solderister,
deres blinde Selvrespekt,
deres tomme Tankekister
og forlorne Pral og Ære,
kendte -- ak! -- Den hele Slægt ...
Men blandt denne simple Vrimmel
stiger højt en ensom Søjle
med et klassisk Kapitæl,
stræbende mod Kunstens Himmel.
-- Mens de andre kun vil gøgle,
skaber han ud af sin Sjæl.
Disse faa og stolte Hjærter
og den danske Scenes Hæder
kan jeg ofte længes til:
_de_ har kendt de dyre Glæder,
gennemlevet dybe Smærter,
_de_ er, trods Teatrets Klæder,
_Mennesker_ i deres Spil.
Og jeg véd, at ses vi atter,
staar I som hver Gang, jeg rejser,
ubønhørligt kun jer _selv_,
I har trodset Pøblens Latter,
I er Søjler, og I knejser
rankt mod Kunstens Himmelhvælv.