Se Solen, hvor den suger
hvert Fnug af Havets Taageslør,
og hør, hvor Isen lystigt tør,
nu skal vi ud til Skær og Øer,
hvor Edderfuglen ruger.
Smalhals behersker Teltet:
lidt Pemmikan, jeg gemte viist,
er -- ak! -- I Hundene forlist,
vort sidste Sælkød har vi spist,
og Grynene er væltet.
Naa -- altsaa ud paa Havet,
dèr kender jeg bag Taagens Skjul
et rigt Revier med dejligt Sul
af Tejst og Alk og Edderfugl
og Æg, i Dun begravet!
Jeg faar en flot Eskorte
af pragtfuldt skidne Eskimoer,
der stolt de smaa Kajakker ror
og brummer sære Aandekor
med Genlyd fjernest borte.
Der staar lidt nordlig Brise,
den giver Slid og Søgang nok.
-- Længst nynner i den muntre Flok
_Odâk_, en vældig Angakok,
sin monotone Vise.
Jeg sér ham avancere
og sér en knortet Hvalroskrop,
der dukker tungt af Havet op
-- og fler og fler -- en talrig Trop,
nu skal vi harpunere.
_Odâk_ vil Kampen lede,
_Panig'pak_ farer ogsaa frem,
_Sivdluk_ og jeg er nær bag dem;
indstukket ved en Kobberem
holder jeg Riflen rede.
Dødsramt neddykker Dyret,
-- og hvis nu Fangelinen brast,
sank denne Kødkolos i Hast;
men før den gør sit Friheds-Kast,
lykkes det at faa fyret.
Dèr flyder nu i Søen
seks Hundrede Pund kraftig Mad;
med mine Fæller ler jeg glad,
og med Kajakkerne paa Rad
bugserer vi til Øen.
Aa! Hvilket Ædegilde!
Vi slubrer Blod og gnaver Ben
og breder Skind af Bjørn og Rén
til Soveplads paa mosklædt Sten,
-- og Vejret blir saa stille.
Se, Midnatssolen daler,
rødt flammer Bræerne i Nord,
og langt ud i den blanke Fjord
genspejles Solen gylden stor
og Isens blaa Portaler.
Vi sover sødt og trøstigt,
og næste Dag gaar vi paa Jagt
og skyder Fugle, faar dem smagt
og samler Æg, en mægtig Dragt,
og har det frit og lystigt.
Hjem over Havet glider
lydløst og lynsnart vor Kajak,
som om uset en Hval den trak,
fjernt gløder Sol paa Nunatak,
mens Sommerdøgnet skrider.
O, hvilke skønne Tider!
En lønlig Fred paa Hav og Jord,
her er mit Rige, højt mod Nord,
og her, blandt frie Eskimoer,
jubler jeg stolt -- og lider.