Kunstnere! Du Digter og du Maler!
I, mit Hjærtekalds de bedste Venner,
husker I, vi stod med bare Hænder
henrykt rige under Kaldets Kvaler?
-- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er,
vi er Folk, som Livets Trængsler kender;
men vi tror paa Lykken, naar det hænder,
at rettidigt Lejen vi betaler ...
Unge, grødefulde Foraarsfest,
oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler,
naar vi slog de mugne Idealer!
_Hver_ bar Skotøj efter egen Læst,
fodfri blot, som luftige Sandaler,
-- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!