Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,
har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,
Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle --
deler trofast mine Sultekaar.
Kan I huske vore Ungdomsaar,
da vort Eje var en ringe Smule!
-- Aldrig dog som her i yderst Thule
var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!
Heller aldrig var jeg _rig_ som her:
se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme
og min Friheds Verdensherredømme,
rigest dog ved dem, som jeg har kær,
aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær
som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!