Men havde du levet den Dag i Dag
og ventet forgæves og ingen Ting hørt,
om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?
om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?
-- du havde grædt Øjnene røde,
du havde dig sørget tildøde.
Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med Vé
og nær ved din Død havde Livet mig købt,
da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,
da var jeg det kæreste, du kunde se,
du strakte de værnende Hænder
mod alle min Uskylds Fjender.
Og er der i Verden, saa ond og saa stor,
ikke den Moder, der svigter sit Kald
men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,
saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,
den mildeste, kærligste Kvinde,
den bedste, jeg kunde finde.
Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,
har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,
du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,
om at være dit Hjærtebarn naadig og god,
om at give ham Troen tilbage
og hans _Fred_, som i gamle Dage.
Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,
at Sjælefred er mig som Døden imod -- -- --
Der bruser den evige Storm i mit Blod,
min Fod ejer ikke et blivende Sted.
Den eneste Gud, jeg kan dyrke,
er Menneske-Aandens Styrke!
Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,
som ensomme Aander frimodigt os gav,
den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav
stærk ved sin Tro og sin Kærlighed.
Nu mødes vi ingensinde.
-- Velsignet være dit Minde!
Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,
-- kun set i min Mor et guddommeligt Værd.
Men havde du levet og lært af min Færd,
hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,
du havde dig græmmet tildøde
for Dommen, jeg gik i Møde ...
-- O, intet i Verden er godt som en Mor,
en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod,
men alle saa gør vi vor Mor imod;
der kommer en Dag, da hun mister vort Spor,
hun, der har selv kunnet _savne_
for Barnets Fremtid at gavne.
Saa underligt er det: Af al vor Natur
vi vælger vort Liv _trods_ moderligt Raad,
vor egen Vilje skal styre vor Baad,
knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur,
Opdragelsen gør vi til Skamme,
-- vor Mor har vel gjort det samme!
Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ...
Teknikken den skrider med straalende Hast,
moralsk saa staar vi forsumpet og fast,
thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem?
Den eneste Dyd paa Jorden
er det hellige Kald for Moren.
Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt,
og den, der har levet dets ondt og dets godt,
ja, den, der har ejet en Moder blot,
han elsker det Liv, vi evindeligt
skal leve til sene Slægter,
hvad Tro vi saa forfægter.
Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag ....
Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany,
at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly,
som uden Fortielse, uden Bedrag
om Livet og Mennesker spørger ...
Saa vaagner jeg op og sørger.
Jeg sørger, for jeg er jo moderløs
og finder dig ikke, naar jeg vender hjem,
-- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem,
og staar dèr og skælver, som om jeg frøs,
mens Blæsten hvirvler med Støvet
og suser i Elmeløvet ...