Det er i Dag din Dødsdag, Mor,
din Dødsdag, Mor --
nu er det længe siden,
men Tanken gaar ad de gamle Spor
langt tilbage i Tiden.
Der kom en Dag et Bud, som lød:
din Mor er død --
jeg blev som fra Forstanden,
haabede i min bitre Nød,
at Slaget galdt en anden.
Døden var aldrig traadt mig nær,
og Mor især --
det var saa rent utroligt.
Da sagde én, som er mig kær:
»Se nu og tag det roligt.«
»Rolig, rolig -- naar Mor er død,
saa tungt et Stød!
det kan du aldrig mene.«
Vred og forvirret jeg udbrød:
»Gaa -- lad mig alene!«
Og ene blev jeg. Gik i Døs.
Skjalv som jeg frøs.
Kunde slet intet sanse.
Vidste blot, jeg var moderløs ...
Gode Folk bragte Kranse ...
»Lær mig, o Skov, at visne glad«,
den Salme bad
Mor om at faa ved sin Baare ...
Versene kunde jeg udenad,
lalled dem som en Daare ...