I
Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,
du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt
med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv,
som rinder _dig_ i Blodet,
som er _mig_ Livsens-Modet
og min Lykkes sande Tarv.
Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,
den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,
_nu_ véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg
har voldt dit eget Hjærte
en tavs, indkapslet Smærte,
et forknuget, bange Tryk.
Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.
Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,
men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,
jeg kender jo dit Hjærte
og véd, at hvad du lærte,
det var ingen Tid forstilt.
Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,
tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;
men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,
var Solen aldrig nede,
før al fortørnet Vrede
laa med Dagen slumret ind.
Du er din Søn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven,
hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.
Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:
Hvert Menneske maa lære
sin Selv-Profos at være
og sin Skæbnes egen Trøst.
Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,
den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.
Stræng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt
faldt selve Livets Svøbe,
den, ingen kan undløbe,
som har levet stærkt og ungt.
O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf,
men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf.
Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds,
vi er to gode Venner,
jeg velsigner dine Hænder
i et ydmygt Sønnekys.