I
Ind under Elmehækken,
af Vestenstorme mejet,
er der en Grav i Rækken,
en altid kærlig plejet,
dèr hviler trygt
i Rosenflor
min Mor.
Og skinner Solen vaarligt,
og spirer frem, selv her mod Nord,
duftende Kalke af mager Jord,
da mindes jeg din Grav, o Mor,
og ser den for mig blomstersmykt,
husker dit Blik -- og véd med Frygt,
at al din rige Godhed
fik jeg kun lønnet daarligt.
Alt, hvad jeg vilde sagt dig,
og som dig skulde trøstet
og til mit Hjærte bragt dig,
bævede mig i Brystet --
ak, men jeg stod
snart ved en Grav
og tav ...
Paa Livets travle Veje,
opfyldt af tusinde Behov,
rammes vi brat af Livets Lov:
at nu har Døden valgt sit Rov,
et elsket Hjærte skælver sygt,
da haster vi i Haab og Frygt
og kaster os i Hulken
over den dødes Leje.
-- -- Over den dødes Kiste
hang der en Blomstersfære,
Venner og Fjender viste
Liget »den sidste Ære«,
og mellem dem
hyklede bedst
en Præst ...
Aa, vi er som Sjakaler,
vi slaas gemént i Livets Krig,
vinder vor Sejr ved skummel Svig
men mødes _enigt_ om et Lig -- --
vi rosenkranser Ligets Hjem,
dèr, hvor vi før holdt Torne frem,
og tror, at disse Blomster
vor hele Gæld betaler.
Selv _den_, der vilde baaret
_dig_, Mor, henrykt for Livet,
aldrig din Tanke saaret
og ingen Sorg dig givet,
_ham_ førte bort
fra dig og dit
hvert Skridt.
Du blev din Søn berøvet
og lærte Livets bitre Kaar:
at Barnet egne Veje gaar,
som ingen kærlig Mor forstaar;
du troede Barnets Hjærte haardt,
fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort
og elskede ham dog højest,
som havde dig bedrøvet ...
Til Mors Grav derhjemme
er mange Hundred Mile -- --
men husker jeg din Stemme
og ser dit Ansigt smile,
er som en Drøm
om svunden Nød
din Død;
jeg føler Livets Varme
udstraale fra dit Modersind,
skærmende kysser du min Kind,
gaar vejkendt til mit Hjærte ind
og hører dèr i Blodets Strøm
Sønnetakken inderlig øm
og knuger lykkelig Barnet,
der græder i Mors Arme.
-- Ak, ørkesløse Drømme,
som bare gør bedrøvet! ...
I duftende Rosenstrømme,
i Læ bag Elmeløvet
er der en Plet
med gruset Jord
og Mor.
Du stoled paa et Møde!
-- ja, Livet er jo fuldt af Nød,
og Himlen lover Frelserskød ...
Mor var saa god. Men Mor er død.
Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;
først nu, for sent, forstaar jeg ret
_din_ Livssorg -- og min egen
aldrig sonede Brøde ...
Nu blomstrer fløjels-sorte
Roser hjemme i Haven,
men jeg, saa langvejs borte,
kan ikke smykke Graven,
og ingen véd,
om siden mer
det sker ...
_Hvem_ bliver næst i Rækken?
Staar jeg mon selv ved Dødens Port?
Nej! Livet er saa rigt og stort
og mit Begær mangfoldiggjort ...
Eller er maaske _Far_ bragt ned
til Mors Støv og Støvets Fred?
-- Underligt hører jeg Blæsten
suse i Elmehækken ...