--_Sacrebleu_--_la beautè du diable!_ Den nye Attaché fæstede Kikkerten
paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen:--_Magnifique_, sagde han,
_magnifique--la comtesse_.
Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med
Kikkerten for Øinene:
-_Le jeune homme? C'est l'amant?_
Bernstorf lo: _Mon ami--c'est le fils_, sagde han.
Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads.
-_Mais--vraiment--voilà une reine_.
Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at
kaste sig paa Jorden.
Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par
Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede
under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde
Carl.
-Carl brug dog ikke Øgenavne her.
En Jonglør producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et
dresseret Svin.
Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tøndebaand i
Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vælter Cirkus,
naar De kaster Dem saadan paa Stolen--le dog ikke saa voldsomt.
-Aa--a--men sé dog Dyret, sé dog!
-Sé heller paa Grevinde Petersdorf--hun er coquelicot af Raseri paa
Grisens Vegne ... Men hun er ogsaa Vicepræsident i Selskabet til Dyrenes
Beskyttelse ...
Folk trampede og klaskede i Hænderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene
med Nathue om Ørene.
Men sé dog, sé dog Dyret, raabte Carl.
Ellen var træt af at le og saa paa Programmet: Det næste er en Debut,
sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den høie Skole ...
* * * * *
Grisen var ude: alle Staldmestrene _en haie_ foran Indgangen. Orkestret
satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde
Indgangsdraperi.
Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes.
Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind.
-Nei--hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog
Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have
troet, det var hende selv, der red.
-Ja, Ligheden var forbausende.
Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en
anden.
Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten
klistret til sine Øine:
-Det er en deilig Hest, sagde hun.
Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede
Hovedet for ikke at gaa glip af noget.
Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det
sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun.
-Ja--hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten.
Endelig var Numret forbi.
Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene?
spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden.
-Naturligvis.
-Tak. Og han gik hurtigt.
Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attaché.
-Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterfølger.
Ellen bøiede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun.
Det er noget siden, jeg hørte fra ham--Jeg satte saa megen pris pas
ham.
-Ja--Han var meget elskværdig--Fru Grevinde. Desværre ... derfor--han
har skudt sig iforgaars.
Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig--gode Gud, og
greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til?
-Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved
Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af
Melankoli al den Tid, han havde været i München. Det er meget sørgeligt.
Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun:
-Naar sagde De, han var død?
Franskmanden huskede ikke strax: Død?--naa--iforgaars.
Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun:
-Han var modig--
Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i
Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.
-Deres Heste...? Ja--de har mange, og hans Kikkert søgte op mod
Amfitheatret.
Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at
sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine.
-Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen?
Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem.
Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde
tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad
hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte
ingen af dem.
De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne.
Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa
hendes Ansigt.
Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede
Skoleryttersken.
Ellen saa paa ham: Hvad si'er De?
-Ja--lige paa Munden.
-Men Gud, Carl--hvor kunde De dog ... Hvor foregik det?
-Hun stod paa Trappen--lige ved Stalden--saa tog jeg hende om Livet og
kyssede hende ...
Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo
stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun.
Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen
til at falde ned mod hans Skuldre.
Og han sagde endelig: Hun lignede Dem.
Han sank i Knæ: Men De er smukkere.
Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op
og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer.
Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse:
-Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven ...
De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en
Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes
Ansigt:
-Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon.
-Vilsacs?
-Ja--jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.
Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund
lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac
en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende:
-Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller
over os.
Hun hørte hans Stemme, saa ham ...
-Ja--Skæbnens Vogn.
Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen.
Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun:
-Vilsac er død ...
-Vilsac? Men hvor har De hørt det?
-Af Hr. Zimonys--i aften--
Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig!
Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun.
-Hvor er det skét?
-I München.
Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder.
Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem.
Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, bøiet og ubevægelig;
stjaalent saa hun paa ham.
Og da det havde været saadan længe, reiste han sig og sagde sagte, uden
at sé paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted
til Jagt.
Og gik.
Hun fór hen til Portièren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have
kaldt ham tilbage. Men saa førte hun Lommetørklædet op mod sin Mund og
holdt det fast til sine Læber:
-Nei--jeg skal ikke sé ham mer.
Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og
samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en
Indsprøitning.
Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med
Morfinen.
-Ja--hun maatte bort. Og strax.
Som naar ved et Dødsfald Ligets Røgt giver Huset travlt, fik hendes
Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud.--Foreløbig kunde hun tage
paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok ... Og Carl
skulde naturligvis blive, det var Synd at berøve ham noget af Sæsonen,
der stod tilbage.
Saa--siden ... De kunde reise i Udlandet ... man fandt paa Raad, man
fandt paa Raad ...
Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv.
Aa--ja--det galdt at have Mod, blot at have Mod--saa kom det andet ...
Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa--ham gift.
-Gift.
Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en
Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen. Og hun faldt
hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde--om
mange Aar, naar de alle var blevet ældre.
Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind.
-Er Greven hjemme? spurgte hun.
-Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé.
-Tak.
Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun
havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun.
Hun hørte Urnes Trin--vendte sig og modtog ham med et Smil:
-God Aften, min Ven.
-God Aften--er I allerede hjemme fra Cirkus?
-Ja--vi tog hjem--jeg var ikke vel.
-Igen ikke vel? Det er virkelig ængsteligt, Ellen ...
-Aa, min Ven--det er kun Træthed--hun rakte ham Theen--jeg kan ikke mer
beherske mig. Jeg er altfor nervøs ...
-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem
til Urnesgave.
-Vi tager jo alle hjem om tre Uger--efter Hans Majestæts Fødselsdag ...
-Ja--men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe--den nervøse
Graad brød frem bag hendes Smil.--Der er endnu saa mange Fester tilbage
... Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage--saa
havde jeg tre Uger helt i Ro ...
Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor
nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder.
-Men--den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt ...
-Jeg skal skrive til Hendes Majestæt ... Hun vil godt kunne forstaa det.
Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt.
-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun.
-Ja--der er jo intet i Veien--men allerede imorgen ...
-Det vil skaane mig for Besøg og Visiter--ikke sandt, saa bli'er det
imorgen? Tak Urne--du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og
løftede Ansigtet op imod hans:
-Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro.
Urne klappede hendes Kinder:
-Ja--naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg
længes--han strøg hendes Kind--længes derefter ...
Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt.
-Ja, sagde hun og slap ham, rød,--naar jeg blot kommer bort.
Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde
hun:
-Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt.
-Nei--gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i
Klubben ... God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik.
* * * * *
Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort.
En grusom Smerte greb hende.
Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til
Plet.
Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl--Der havde hun
siddet med hans Billede i sin Haand--saa længe.
Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde
ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys ...
Det var forbi.
Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle
hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig
skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede:
-Hvor De er god!
Og lægge sig ind til hendes Bryst.
Aldrig mer.
Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde
hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme.
Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac,
der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun.
Saa latterligt var dog alting! For latterligt.
* * * * *
Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og
lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store
Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være
smuk, sagde hun.
Hun vilde ikke mer møde Mændenes Øine, naar de hang ved hendes
Skikkelse; hun vilde ikke høre deres forblommede Ord, der besudlede
hende.
Nu maatte det være forbi.
Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide
Peignoir.
Hvor der var stille--ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive
nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun
Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa
ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene.
Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte.
Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og
atter blev hun sløv.
Det var Sjælens Dødskamp.
Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med--alle. Hun reiste
sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af
Albumerne og vendte tilbage med sin Skat.
Hun betragtede dem ved Lampen--ét for ét--kyssede dem og talte til dem
med ømme og kærtegnende Ord:
-Nei, sagde hun, nei--Du vil ikke savne mig--og Du vil aldrig blive
ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du
foragter mig. Vil Du altid huske mig--en Gang imellem huske mig--vil du?
Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det
var rigtigt--det sad i hans eget Album--oppe i hans Stue.
Hun følte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle
Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng
og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vække ham.
Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog
Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og
aabnede hans Dør.
Ja--Stuen var mørk.
Hun holdt Lyset op og betragtede Værelset længe. Hun saa paa hans
Vaaben, der hang paa et Silketæppe paa Væggen, og paa hans Yndlingsplads
bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde læst, og hun lod
den flade Haand glide sagte hen over dens Blade.
Hendes Billede stod paa hans Bord.
Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet,
Portrættet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en
Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng.
Hun tog den og gemte den.
Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham--en Gang endnu.
Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til
Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede
Portièren varsomt, og traadte ind.
Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt.
Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset,
skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham.