Ned over Snuderne suste det ...
Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket
Ridt.
Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres
Liv?
Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min
Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.
Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da
han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:
-Carl--De er angst for mig?
Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride
hjem.
De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud
paa Veien, sagde Ellen:
-Carl--jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket ...
Det siger De, sagde han.
Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.
Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at
drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede
hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for
at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede
Stemmer, som raabte i hendes Øre.
Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa
nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og
usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk
Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa
Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.
Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende.
Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa
Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige
tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen.
Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand
fra Gulvet, naar hun slap Stigen.
-Ja, sagde hun, her kunde det ske.
Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig
for at blive altfor hæslig i Døden--naar de kom for at skære hende ned.
Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev
svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til
Afsked. Det lettede hende.
Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen
allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil
Smerterne vakte hende igen.
Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt
Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele
Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af
hende.
Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en
Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de
sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa
sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.
-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand.
Men altid forskrækkede hun ham paany.
En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev
Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.
Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank.
Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet,
Morfinlængslen pinte hende.
Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa
Gulvet mellem Vinduerne.
Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har
det vist ikke godt, sagde hun.
-Aa--tak--det er kun lidt Tandpine.
Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:
-Køber De.
-For hvormeget?
Irriterede hende, mens hun led.
Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne,
spurgte han.
-Jeg har Tandpine, sagde hun.
-Aa--den gaar over ved Spænding ... Skal vi to spille?
-Om hvad?
-Saameget De vil. 10 Kroner.
Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.
Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes
Kort: Køb, sagde hun.
Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde
tabt.
Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at
spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom.
Hun vandt.
-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.
-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt
selv Kortene.
Hun tabte; og vandt og tabte.
-Mer--Mer--hun havde atter tabt.
Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.
-De ruinérer Dem, sagde hun.
Ellen hørte ikke.
En Gang endnu. Det er spændende.
-Mer. Hun tabte.
-Mer.
Hun spillede omkap med Hungren.
-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ,
den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.
-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det
for 100.
Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog
sin Arm bort fra Ellens Liv.
-Giv.
Hun fik Kortet.
-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu.
-Et til.
Ellen vendte Kortene: Tabt.
Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl.
-Ja--han sad der angst.
Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet
frem imod Carl, sagde hun:
-Carl--indløs mine Jettons.
Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort,
hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.
-Ja--sagde hun. Det kan ikke være andet.
Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin.
Hun havde mange Planer--vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra
Apotekeren paa deres Gods ... Men hun forkastede det. Hun vilde ikke
have Medvidere.
-De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse.
-Nei--jeg maa finde paa Udveie.
Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og
Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der
hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen.
Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt
Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret.
Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun
sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i
Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden.
Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket,
Farven, Maaden at tale paa: Ja--sagde hun--hun er Morfinist. Jeg vil
spørge hende.
Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og
Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til
Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve
lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise
Frokost hos en Konditor.
Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde
ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af
en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte.
-Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par
Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det,
steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af
Kulde.
Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad
Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte
Tjeneren sit Kort.
-Sig Etatsraadinden, at det haster.
Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var
ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun.
Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.
Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset,
lettet. Men saa slog det hende.
--Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret.
De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden
saa uafbrudt paa hende, med et Smil.
-Hvor hun er fræk, sagde Ellen.
Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere.
Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud.
Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem
Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste
sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem
en Tid for--Nervøsitet, sagde hun.
Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen
tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit.
Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun:
-Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag ... Jeg vilde bede
Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland.
Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen:
-Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget.
-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed.
Saa tog Ellen Afsked.
Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun
kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine
Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig.
Saa overmandedes hun.
Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var
strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun
langs Husene lige til Etatsraadindens Port.
Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af
hendes Klæder.
-Hvem vil De tale med, sagde han.
Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde
hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i
Gangen.
Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han.
Jeg skal melde Dem.
Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra
en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne
mod sit Bryst:
-Nei, nei, jeg kan ikke længer--hjælp mig ...
Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede
hende, faldt hun ned i en Stol.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde:
-Hvorfor dog? hvorfor dog--Det er ikke saa slemt, og hun løftede
Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var.
Tilgiv--tilgiv, mumlede hun.
Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens
bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn.
Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn--De har lidt meget.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over,
at jeg kom.
Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo,
De vilde komme.
-Vidste De?
-Ja--og atter den bløde Haand--jeg kunde jo se det.
Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa
haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel--Stakkel--men nu er det jo
forbi ...
Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte
Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja--hun var gaaet.
Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til
Etatsraadinden kom igen.
-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og
hun rakte hende en Flakon og en Pakke.
-De kender jo Brugen?
-Ja. Jeg kender det.
Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine:
Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun.
Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil
heller selv--hvis jeg maa.
Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa.
Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være
gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit
Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik
ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder
skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse
Hast.
Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside.
Tænderne klaprede i hendes Mund.
Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.
Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun
Sprøiten.
Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng.
Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig
gød Vædsken ind under sin Arm.