Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind
Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede;
hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.
Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde
gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed
sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.
Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort,
som blev hun baaren.
Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun
faldt i Søvn.
I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen
bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa
Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner ... og svandt ud i
uvis Salighed.
Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev
liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun
laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede
hende.
Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod
Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort.
Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun
bad og bad, og hun tiggede:
-Bare en Indsprøitning nu.
-Bare en Indsprøitning til--aa, for det var saa forfærdeligt.
Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.
Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød
den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.
Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen.
Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var
mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre
som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun
saa næsten, den var let.
Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.
Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte
man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde
sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem.
Saa længe Morfinen virkede.
Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede
hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned
mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til
at løfte de matte Haandled.
Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes
Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.
Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa
for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun
skulde i Vognen.
Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande.
Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at
bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og
stirrede i Speilet.
Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe
Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.
Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne
svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede:
det var hendes Arm.
Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin
knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene.
Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes
Fornedrelse.
Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte
sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun
sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede
Mund.
Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed
gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert
et Tab af den Skønhed, hun elskede.
Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes
Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse
af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun
betragtede atter sig selv ...
Ja--hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe.
Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres
Øine hængte sig ved hende.
Saaledes gik tre Maaneder.
En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.
Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt
ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret.
Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev
forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine.
-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig.
-Smerter?--Aa nei ... Men jeg venter paa min Indsprøitning.
Lidt efter kom Lægen.
Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han
havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til
Konferentsraaden.
-Nei--er det Dem--Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense
kommer til mig istedetfor at sende Bud.
Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde--intet slemt.
-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ ...
Men jeg ønskede nok at tale med Dem--at spørge Dem ... Det er min
Hustru ...
-Ja--Grevinden er jo meget nerves ...
-Ja--meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken ... De har givet
hende en Del Morfin, sagde han.
-Ja--temporært--mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har
bekommet Grevinden meget vel.
Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det
dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.
-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af
Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens
Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse ... Hun er meget nervøs
... ganske vist ... men--
-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad ... Hun er abnorm, og hun ængster
mig ...
-Abnorm? ... Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg
har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa
nøie sammen, som hos hende ... Enhver moralsk Lidelse viser sig hos
Grevinden strax som en fysisk Smerte--og naar saa noget støder til ...
Kunde det ikke tænkes, at--Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde
lidt under et eller andet?
Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig
noget.
Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg
naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning ...
Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort.
Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden
Haanden, sagde han:
-Naturligvis bliver det nok bedre.
Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf
hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning.
-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er
der nogen, som har haft Bud efter Dem?
-Gud ske Lov--nei ... Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop.
Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?
-Ja--Konferentsraad--heldigvis lidt bedre.
-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg
Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?
-Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ...
Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at
pine Deres smukke Arm, sagde han.
De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.
Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.
Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved.
Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det
Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen.
-Nei, Deres Naade ... men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis
ganske lidt.
Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de
nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne.
-Aa, Deres Naade--Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende--De vil
ikke mærke det--saa lille en Formindskelse.
Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun
betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre,
Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.
-Hvor kan De sige det?--
-Nu kommer jeg igen iaften.
Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen
til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke
blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede
hysterisk.
Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende
Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine
egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.
Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver
smertede som stukne.
Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde
Kammerjomfruen.
Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt
af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.
Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen--han har siddet
paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ...
Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun--har ban
været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til
Stolen.
-Ja--han kan komme om lidt.
Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind
i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og
vendte tilbage.
-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene.
Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.
-Her er jeg, sagde hun--kan De ikke finde mig?
Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke
været ude at ride, spurgte hun.
-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte
hans Ansigt i Mørket.
-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.
Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa
overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er
meget træt, sagde hun ... Vi ses ...
Og hun gav ham Tegn til at gaa.
Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde
hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus,
udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine.
Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er
det Dem, sagde hun.
-Naa, har det været meget slemt?
-Ja--Ellen reiste sig--det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret,
det var paa Tiden at holde op ...
--Ellen fik ikke mere Morfin.
Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for
Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale
med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og
kunde ikke finde Ro.
Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i
Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale
dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre
og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede
Lidelser.
En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes
Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden.
Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig
knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.
-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod
Mærket af Grenen ... Det svi'er.
-Har De stødt Dem?
-Nei--det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget
at sé?
Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde
han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den
stakkels Kind.
Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind
til hende.
-Tager Du paa Koncert, spurgte han.
-Ja--og Du?
-Følger med, min Ven--
Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind;
spurgte han.