Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes
Slag. Saa vendte hendes Mand sig.
-Godnat, sagde han. Og--han frøs--saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa
man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen--
Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i
Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany.
Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle
og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.
Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.
Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til,
og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som
laa i hendes Skød.
Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og
rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.
-Det er godt, sagde hun. Tag den bare.
Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte.
Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte
hun.
-Ja--Deres Naade--der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade.
Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.
-Det gør mig ondt--meget ondt ... men der maa være en Tyv her i Huset.
-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle?
-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin--og
det maa være En i Huset ...
Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op
mod Jomfru Svendsen.
-Og hvem har De mistænkt?
-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i
Buffetværelset--det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.
Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja--sagde hun--De kan
jo lægge Vagt derned.
Og lidt efter. Gør som De vil.
Jomfru Svendsen gik.