Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens
Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede.
Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.
En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.
Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.
-Jeg beholder det, sagde han.
Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis
De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et
pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft.
-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem
Stammerne.
... Sneen slog op under Hovene--Dyrene gled over Rødderne.
Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig
høit under Slagene.
-Ellen--hold inde, jeg be'er Dem--