Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin
Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.
De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og--bandt ham saa tæt,
saa tæt.
Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.
En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen.
Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var
halvmørkt.
Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han.
Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja--vi sad her og talte
sammen ...
... Det er vist blevet sent.
Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage.
Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen
følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:
-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.
Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin
Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.
Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte
ham om en ligegyldig Ting.
Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du
sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod.
-Man skal være forsigtig med en Natur som hans.