I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.

Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin

Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.

De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og--bandt ham saa tæt,

saa tæt.

Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.

En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen.

Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var

halvmørkt.

Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han.

Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja--vi sad her og talte

sammen ...

... Det er vist blevet sent.

Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage.

Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen

følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:

-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.

Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin

Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.

Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte

ham om en ligegyldig Ting.

Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du

sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod.

-Man skal være forsigtig med en Natur som hans.

Fædra: Brudstykker af et Livs Historie · 第 31 / 39 题