Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen.
Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.
Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det
tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken,
der var tom.
Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov.
Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:
-Hvad bestilte De igaar?
-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.
-Ja saa.
-Vilsac var her.
Hurtigt: Hr. Vilsac--naar kom han?
-Aa--vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han
reiser.
-Saa ... han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét.
-Hvem, kære Carl.
-Vilsac naturligvis. Hvem ellers?
-Et Par Timer, tror jeg ...
-Naa--ja ... han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.
Ellen sad og smilede: Carl--De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar
jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen
Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel.
Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:
-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?
-Det havde jeg tænkt.
-Naa--ja, det kunde jeg begribe.
Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen
til mig.
Carl stod op: Hvad skal jeg.
-Sæt Dem her.
Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.
-Jeg er aldeles ikke vred.
Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt
sagde hun: Nei--Carl--De skal ikke være bange.
-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg
synes, jeg ikke er god nok.
God nok--til hvad?
Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig.
De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde
hun:
-Carl--De véd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause.
Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var
hastig som hendes.
Saa slap hun hans Haand.
Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt
strøg hun hans Haar.
-Carl, sagde hun--De er saa god ... Men en Egenskab kender De ikke.
-Hvilken?
-Aa nei--og hun skød ham bort med sin Haand--det vil jeg ikke sige
Dem ...
-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig ...
-Nei, Carl--og hun reiste sig--De er Gaaden selv.
Den næste Aften var de paa Bal.
De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik.
Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.
Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun
slap ham:
-Nei, Carl, De har intet Mod.
Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og
hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig
Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.
Saaledes levede hun.
Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens
milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik
Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund
sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og
hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig
selv--thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen:
-Jeg vil ikke drikke mer.
Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende,
og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen,
sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den
forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten,
slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes
Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud,
og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i
Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.
Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar
Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det
eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast.
Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med
bevidstløs Afmægtighed.
Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald,
og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.
Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen;
hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med
Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en
døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse.
Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage
bort:
-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun.
Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.
Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op
af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik
tilbage og sov som et Dyr.
Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par
Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte
sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve
Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis
sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun
stærkt, fordi de ofte var klamme.
Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed
paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun
var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig
til hans Nærhed.
Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham.
Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig.
-Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er
Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.
-Jeg ved ikke, hvad det er--jeg har aldrig prøvet det ...
-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det--der er unge Piger
nok.
Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede
smaa Fester, hvor de unge kunde mødes.
Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som
hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens
Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra
den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.
Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun
følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i
Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en
Haand, han havde trykket under Bordet--thi han fortalte hende alt--saa
hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg
Fortvivlelse.
Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.
Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme
Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.
Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.
En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs,
saa hans Fingre var døde.
-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.
-Ja--det var ikke saa galt--for jeg fryser ... og han reiste sig for at
ringe.
Ellen var blevet ganske bleg: Men--Carl--sagde hun--De forstaar da nok,
det er Deres Faders Spøg.
Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan
taale en Snaps--
Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det
... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham;
da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa--nei
--Carl, drik det ikke.
Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde
Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt.
-Carl--hun skreg det--lad være.
Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja--sagde hun. Jeg har aldrig kunnet
taale den Lugt.
Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs,
min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.
Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.
Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre
Ting.
Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit.
Den forfulgte hende i Dage.
Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, når
hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener,
naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert
Minde.
Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en
ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i
Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig.
Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret,
var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med
Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var
aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de
ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed
overdøvede hendes Tanker.
Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun
fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og
hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.
Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale.
Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos
hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i
brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.
Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær.