IV.

Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.

Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun

med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove

igen. Sove mer.

Eller ialfald tage fri--blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok.

Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle

Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en

tør Smerte.

Saa var det da sket.

Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen

Trøst, nei ingen Trøst ... Nu var det sket--slog hun de nervøse Hænder

op og ned.

-Hvorfra var der Trøst--hvorfra?

-Nei--aa Gud--det var det forfærdelige, som var sket.

Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa

sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred

de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.

-Hvilken Elendighed--Himmel dog--hvilken Elendighed.

Hun blev siddende opreist.

-Ja--saa maa Dagene ... blive som Sandet.

Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro.

Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var

sket.

--Først var det hans Øine ... Hun havde altid elsket hans Øine. Hun

længtes efter deres Glans, naar han blev glad--og han var saa let at

glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev

glad ...

Og hans Latter--hvor hun havde elsket hans Latter.

Det var vist paa Thorsholm ... Ja--en Dag i Efteraaret ... Hun stod og

satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var

vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og

vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo

... Men der var et lille Mærke mange Dage.

Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød--det

søgte jo altid om Støtte--og han sad taus og helt stille ... og uden at

hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar--hvor var det ikke

blødt.

Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ

... Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det

helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen ... Skæret fra Kaminen

lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun

bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov.

Saadan var det kommet.

Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det

ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham:

-Carl--det kan De ikke--det gaar ikke an.

Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad--hvorfor ikke?

En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt

efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen

og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt,

og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? ... Det tænkte

jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og

hun havde tiet forvirret.

Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge

Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun

hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ...

Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans

Øine, og hun saa hans Læber--mens hun smilede.

Ja--hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig

paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et

Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved.

Et Kærtegn.

Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes

Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm

... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte

hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans

lo op i hendes Ansigt.

Saadan var det gaaet indtil nu.

Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at

fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord--havde flettet sin Væv om

hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde

glad.

Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt

al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav

og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.

Nu saa hun det ... nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken ...

Ja--hun elskede ham.

Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen

mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen,

siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker,

indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste

Ting syntes hende en Byrde.

Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar.

-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.

-Ja--jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt,

og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde

hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men

med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar,

smile bag sig i Speilet.

Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.

Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun

Veiret dybt.

-Aa--jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det

være sket?

Hun tog atter Pudderkvasten--Sveden var sprunget frem af alle Porer--og

hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra

Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde

febrilsk ødslet med alt deres Indhold.

-Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken

syv.

Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte

bankede stærkt.

-Ja--saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny

... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt--netop efter Ballet, saa

tidligt.

--Hvorfor var han dog redet ud? Havde han--hun turde ikke tænke

ud.--Gode Gud--om ogsaa han ...

Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme

Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig

iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det

Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud--hun rev Kjolen ud af

Kammerpigens Hænder--fik den paa--hun maatte se ham straks.

Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun

maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede

Haanden mod sit Bryst.

Hun turde ikke gaa ind.

Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han.

Naa--De har saamænd sovet godt.

Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han

vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig,

Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe.

Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa

tidligt.

-Ja--jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg,

det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie.

De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give

ham en Time.

Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein

uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen

under sine egne Hænder.

Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette

eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en

tung Lykke.

Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album

for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri

i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det

gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.

Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde

siddet med det timevis i sine Hænder.

Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet

ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil

ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det.

Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede

paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig

til at græde.

Længe græd hun en stille Graad.

* * * * *

Dagene gik.

For Ellen et Feberliv.

Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme

Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under

Angster.

Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time

efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals

endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper,

vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen

Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af

vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny

de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl.

Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve

Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse.

Ja--dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun

havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse

uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor

ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved

hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:

-Mod dette Menneske gør du kun godt.

Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid.

Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge

af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende.

Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse.

Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige

kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet

umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne

Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen.

Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes

Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar

hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.

San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der

ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig

saa myg i angerrig Forsagelse.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste

Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt.

Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet

med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv.

De maatte skilles.

Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens

Elendighed.

Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe.

Og hun sagde paany:

Nei--han skal aldrig erfare det.

Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til

de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens

alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs:

-Man naar saa ogsaa han--

Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af

al sin Sjæl.

Mod Carl var hun foranderlig og uens.

Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange

Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer.

-Er De bedrøvet? spurgte Carl.

-Ja--lidt, hun forsøgte at smile.

-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.

-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.

Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn.

Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit,

mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes

Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv:

-Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender.

Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:

-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar.

Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed.

Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han

forstaar alt, hvad han har givet mig--den Dag, da han giver alt det

samme til den, som han elsker.

Og da vil han hade mig.

Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig

søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel.

-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.

Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans

Had.

Eller hun sagde til sig selv:

-Det er ikke denne ømhed, han vil give hende.

Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover.

Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart,

altid i den samme Kredsgang.

Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes:

-Grevinden maa være syg, sagde han.

-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at

sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende

nogen Søvn.

Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde

længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale.

Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:

-Carl--vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles.

-Skilles? Hvorfor spørger De om det?

-Hvis jeg nu reiste bort.

Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens

hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt:

-Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa--nei--Dagene vilde blot komme og

gaa, gaa og komme--

Hun taug og sad ubevægelig.

-Og jeg da? sagde Carl sagte.

Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og

lav. Lidt efter sagde hun:

-Ja ... det var det bedste.

Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans

Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret

Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.

Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem

dem.

Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven

og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.

-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.

-Tager De Ferie nu--midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har

set Dem--

-Nei--jeg er blevet forflyttet.

-Forflyttet--Men De har jo slet ikke søgt.

-Jo--Fru Grevinde--men ikke talt derom.

-Men--hvor skal De da hen?

-Til München.

Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København,

sagde hun.

-Ja--jeg har holdt meget af København.

Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde

Ellen:

-Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange

om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.

-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei--det er

egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München.

-Naar skal De forlade os?

-Jeg reiser om to Dage tit Paris.

-Og kommer ikke mer tilbage?

-Næppe.

Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé.

Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave.

-Nei--han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin

Kjole. Saa saa hun op:

-Nei--Vilsac--vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.

Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget,

Vilsac, sagde hun.

Vilsac rystede paa Hovedet.

-Jo--jeg vil savne Dem og mer end De tror.

-Hvis De faar Tid dertil--

-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd

godt--at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt

os at være Venner. Det gør meget faa.

-Hvorfor skal vi tale derom?

-Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt,

hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor

Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi

to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De

nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til

Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg

ikke turde høre--det faar jeg vel Lov at takke Dem for--

Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden

at tale.

Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke

en Gang oftere at høre spille, sagde han.

-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.

-Hvis De vilde--

-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al

hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt

laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den

tungsindige Sang, tænkte hun:

-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.

Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet

nogen Tid tause, sagde Vilsac:

-Og De--De bliver her?

Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?

Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken.

-Husker De, Vilsac--sagde hun sagte--at vi en Gang talte om at møde det

urimelige i Livet?

-Ja--De ønskede det--

Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale.

Nei--Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette.

Lev vel.

Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i

hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac

hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang.

Saa gik han.

Lidt efter kom Greven hjem.

Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet.

Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun

var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin

Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og

hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt.

Der flygtede hun hen.

Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der

speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en

underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle

Sætninger:

-Om han véd det--hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt.

Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet.

Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor

hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der

lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke

forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:

-Urne--Urne, dog ...

Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til

ham.

--Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals.

-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord ... Var det

morsomt?

-Aa--saa som saa.--Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig

nær ved Flygelet:

-Nei--intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over

hinanden og strakte sig let i Stolen.

-Nei--han var uskadelig.

Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der

var af Gæster.

Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.

-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.

-Jeg tror ikke--

-Hør--han skiftede Plads--hvad Carl dog er for en underlig Patron ...

Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.

-Aa--jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri--oprigtig talt--der er ...

ja ... I Damer--han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa

lige paa ham--forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er

noget--usundt ved ham ...

Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet.

-Jeg tror, han hænger for meget her hjemme--at han ... forstaar

Du--Greven lo lidt forlegent kort--det er ikke naturligt i hans

Alder ...

-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.

Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed--jeg kender

ham egenlig saa lidt ... Du véd maaske noget mere om hans Liv ...

Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte,

sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:

-Begriber Du--jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer ...

Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven

gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt

til ham.

Og han gav sig til at tale om andre Ting.

Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage,

aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap

det igen og gik videre.

Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.

-Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det.

-Ja--det hænger skævt.

Fædra: Brudstykker af et Livs Historie · 第 29 / 39 题