-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt.
Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde
hun, her er meget varmt ... Og saa anstrænger det virkelig en Smule at
sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og
skyllede Vinen ned.
Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde
han: Carl morer sig nok--har du set ham?
-Ja ... han er glad iaften.
Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i
Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede
Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.
Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at
le, hun vilde være munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle
Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen
Latter over de andres, kort og rykvis--indtil hun brød op og gik videre ...
Dansen var forbi.
Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres
_Chapeau-bas_ under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De
unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om
Livet ...
Efterhaanden tømtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og
tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter
naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de
ind ... Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det
tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa
Skyer.
Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede
de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned
over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de
høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer
skærmede i blaalig Skygge Marmorguder.
Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved
Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med
svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige
Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig
op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne
stille.
Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens
Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække
den slumrende Amor ...
En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa
Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for
at fange Springvandets kølige Regn ...
Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun
vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun:
-Vilsac ... hvad synes De egenlig om Livet?
-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten
mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke.
-Ja, sagde Ellen,--om man var født til at tage tiltakke.
-Født dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror
Grevinden, der spørges?
Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med
sine Hæle.
-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige--det er dem,
som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken.
Har De lavet det selv.--En Bevægelse med Viften.--Aa ja, jeg ved det nok
... De er ogsaa af de fordrende Mennesker.
-Men ved De hvad, Vilsac,--og hun talte noget roligere--man kan fødes
med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit
høieste Ønske? Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og
sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie
sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de
lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det
nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle
Ide, som lod mig bygge dette Drivhus ... Og se saa,--hun lo selv--om der
er saa stor en Victoria regia ... at den kan bære mig ... Nei--man maa
tage tiltakke med Aakander ...
-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer ... Hvorfor er det
nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan:
mange Ting, vi ikke ønsker saa meget--for en Ting, vi ønskede, og som
det ikke giver.
De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet
med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde
Ellen:
-Kender De noget til Inderne?
-Ostinderne.
-Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk--der er saa
megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med "Lervognen" ...
-Og Sakuntala.
-Ja ... Der var Grader i deres Templer ... det ene Rum helligere end det
andet ... Men inderst inde var den "hellige" Hal--der var oftest tyst
... For derind kom kun de, som vilde "skue" Guden ... De gik derind i
hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde
lukket sig om Mennesker, der var forsvundet ... Aa, Vilsac--hun vred sin
Vifte--det at skue Guden ...
Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets
Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene.
Saa sagde Vilsac:
-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt.
-Patricisk, ja--Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der
Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne?
-Misunder De dem.
-Ja--jeg misunder dem.
Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke?
-At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane--aa, det maatte være
saa besynderlig fredeligt ...
Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand
mod sin Pande, sagde hun:
-Vilsac--det bedste var aldrig at tænke.
Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den
ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.
-Eller kun fornemme--bare sløvt fornemme ...
Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved
Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring.
Hun slog Øiet op paa ham.
Bare ladt fornemme ...
Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte
Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen.
Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ...
Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens
Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede.
-Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven--Dansen er begyndt.
Og de gik tilbage til Salene.
-Bernstorf--Bernstorf. Det er for voldsomt.
Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet
og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog
Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst.
-Nei, Grevinde, nei--lad dem more sig.
Alle Par fløi ud--hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og
klemt. Alle Par--alle Par ud!
Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte
man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast,
eller Møllerne pludselig sprang ...
Alt var en Hvirvel. Dansen suste af.
Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens
hun talte med Vilsac om det og det.
-Alle Damer tilhøire--alle Damer tilhøire.
Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og
Bernstorf skreg:
-En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ...
Bernstorf førte hende ud.
Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter
Bernstorf.
-De jager Livet af os--hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa
holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men
Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag,
gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet
noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm.
Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm.
Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel
stansede hun Bernstorf midt i Salen:
-Kom--der er Carl--lad dem spille en Vals.
Og hun forlod ham.
--Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse.
Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg,
og hendes Næsebor skælvede.
Kom--vi vil danse ... Det er en Vals.
Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa
hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme.
Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar.
Og de dansede.
-Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det.
-Forelsket? Hvor kan De ... Deres Blikke mødtes, og han holdt inde.
Skælvende hang de, Blik i Blik.
Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja--han var sikkert
forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende--Det lyste jo frem
paa hans Ansigt ...
De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede
i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt
nynnede de begge alle Ord--
--Mens Valsen gled--
Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i
Frankrig.
-Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta.
Han kan ikke løbe bort fra Belleville ... Han kan derfor blive en Cæsar,
aldrig en borgerlig Republiks Præsident--
-Det er sandt--
Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy?
-Ja--Vilsac havde sine Øine i Salen.
-Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed ... og forresten, tror jeg
ogsaa i Kraft af sit Retsind.
Hvor de dansede længe--og tæt, tæt mod hinanden.
--Ja, han er retsindig.
-Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan
vedblive at være Præsident i en Republik.
De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke--aa, hvor
uforsigtigt.
-Ja--Gambetta vil blive Republikens Præsident.
-Hr. Gamb ... Hvor Hr. Vilsac var distræt ... Hans Øine var ude i Salen
... ved et valsende Par--Aa--hans Hustru og Carl ...
Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund
mødtes deres Øine.
-Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et
vanskeligt Land at regere.
Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de
sagte Valsens Melodi ... Saa holdt Musiken op.
Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de
smilende hen mod Vilsac.
Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe.
Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom.
Ja--Grevinde--Dansen er forbi ... Og de gik ind.
Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang
op: Hvor De er bleg, sagde hun.
De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde,
sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne--De er altfor uforsigtig.
Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet:
-Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster.
Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun
talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt.
Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder
og Kys paa sine Kinder.
Hvor hendes Hoved var tungt--Hun gik hen til Vinduet og støttede sin
Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne,
der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt
begyndte hun at lytte efter deres Samtale.
De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder.
Men med ét gik hun bort fra Vinduet.
-Han har set det, sagde hun.
Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han
har set det.
Vilsac ved det.
-Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.
Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet
i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke
Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem
Salene.
Tilsidst var alting ganske tyst.
Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun
satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød.
Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden.
Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse ... Brillant
Aften--brillant--det var at more sig.
Han satte sig overskrævs paa en Stol--og lavede Ringe af
Cigaretrøgen ...
Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten.
Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mærkede saa med
ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder--Hvor hun
var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger,
holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med
forpustede Ord--der svirrede som Myg--indtil han blev ganske ... hed og
taug.
Jo--sagde han--God Nat ... Det har været en streng Dag ...
Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik--til han var
ude.
Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned
langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned
mod hendes Bryst.
Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine
Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets
bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut.
Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum ...
Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og
lukkedes--et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt
havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren.
Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren
ikke kendte:
-Ja--Du kan slukke. Festen er forbi.
Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale.