Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes
hilsende Ryg.
Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining.
Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev
og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst
Majestæterne ned.
Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man
farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man.
Inde i Salen intonerer Musiken en Vals.
Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals--første
Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne:
_Les tables à jouer--Messieurs, les tables à jour._
Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter,
Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ...
Knald af Propper; Stimmel allevegne.
Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder
han sin Dame.
-Det er os, Comtesse.
-For anden Gang ...
-Ja ... De er Æresgæsten.
Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen
for at høre--Orkestermusiken var stærk--han helt ind til hende, Clara
Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham.
De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som
en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op.
Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel
fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om
Majestæterne.
-Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har
ikke mer det gamle Smil--jeg vilde ikke have kendt hende igen ...
-Det er Begivenhederne i Rusland.
-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt ...
Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til
Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte
sammen og siger:
-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre
omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i
Divanen siger afsluttende og grødet:
-Godt, at vi har en stærk Regering.
Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen.
-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne.
Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte
flygtigt hans bløde Fransk--
-Ja jeg spiller undertiden.
Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget
smukt.
-Meget smukt.
Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje:
-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med
Majestæten.
Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens
hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde
Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og
sagde:
-Ja, hun er meget smuk.
Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem--spurgte hun.
Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?--Ellen
vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind.--Ja, hun er
Ungarinde--hun er meget smuk.
Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og
streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser
godt--lidt intimt ... Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde.
-Det vilde være et passende Parti.
Ellen lo.
-Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen ...
Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt
aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt.