Saa kom det iaften--

Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig

igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:

-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for

Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg

da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad

De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del

af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig,

jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,

for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte

Dem--det kan jeg ikke. Den, jeg skulde

ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt

ligegyldig. Lev vel--bestandig vel.

Ellen.

Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun

det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu

de tre Ord:

-Glem mig ikke.

Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget

paa den samme Plet.

* * * * *

Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte

Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez",

som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og

under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række

ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter

lige som Lyn.

-Ser Du Fyrstinden af Serbien--der i Victoria, siger Grevinden.

Carolhausen finder hende saa smuk.

Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet

er smukt, siger hun.

Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres

Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte

Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun

døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab:

Figaro--Gaulois--Figaro!

Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv.

Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man

Parasollernes Silketag i en lang Linie.

Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under

Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og

med korslagte Arme.

Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra

Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene

langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.

I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens

i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.

Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser

paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt

fra Vogn til Vogn.

Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin

Parasol.

-Fyrsten, siger Grevinden.

Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over

Vogndøren.

-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?

Fyrsten bukker. Ja--Ismail er syg.

-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget

imod at gaa hjem gennem Parken?

Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.

-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?

Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i

Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra

Rotunden og dens Støi.

De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst

og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.

-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden?

-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen.

-Og man sagde, det var en lille Blondine ...?

-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende--lille, rund; med en

Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky

tilvenstre--i Orfeus--

Jo, hun havde forresten godt set hende--en lille, fræk Tingest--i

Trikot.

-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person--

Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak

Parasollen efter sig.

-Han har vel elsket hende, sagde hun.

-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun

overlegent:

-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.

Maaske--Ellen smilede lidt--Det er forresten et besynderligt Emne,

men--Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske--men der er vel

ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker--Prins de Silvas--Stakkel--har

vel hørt til dem ... Han bør undskyldes; han var saa ung.

Ja--lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich.

-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen--Ellen saa paa Fyrsten

nu og da--Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror

jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden.

Nei--det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar--og hun saa lige paa

Fyrstens Ansigt, mens hun talte--først Skammen, der lever længere end

Lidenskaben--

-Skammen?

Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede

hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da

han sagde:

-Skammer sig og--hører op at elske?

Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien

saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.

Bag dem spurgte Grevinden høit:

-Og hun--Damen--hvor er hun nu?

Schønaich vendte sig:

-Paa Skyen--tilvenstre--i Orfeus--med sin Trofæ: Hjerneskallen.

-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget

utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter ...

-De mener til det er gaaet over.

-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.

Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen.

-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.

-Og imorgen skal jeg dog reise!

Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.

Og Grevinden beklagede.

Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem

tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu--

-Ja--tildels Pligten.

Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun

gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et

lille Skrig.

-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa,

det gjorde virkelig ondt.

-For Himlens Skyld--hun havde da ikke forstuvet sin Fod--

-Aa nei, det var ingen Ting--Det gik nok strax over ... Ganske bestemt,

naar hun blot maatte støtte sig ... saadan ... og han ikke--hun saa

op--vilde blive vred--om hun--hang lidt tungt paa hans Arm ...

-Nei--han blev ikke vred--om hun blot vilde støtte sig rigtig fast ...

Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden

trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en

Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par

ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar

hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar

streifede hans Skuldre ...

Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet

og pludselig:

-Hvorfor reiser De?

-Fordi jeg maa--

-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.

Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han

hæst og hurtigt. Ellen--hvad vil De med mig?

Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.

-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem--og

dog aldrig forstaa mig? Aldrig--kun pine mig--derfor reiser jeg.

Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt.

Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne.

-Hvis det ikke bliver bedre--sagde Grevinden--hvad skal vi dog saa gøre

med Tableauerne?

-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem

at se, inden jeg reiser.

-Og--Ellen lo--De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?

-Nei--det vil blive en Overraskelse ...

-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun

er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.

Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde

hellere køre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og

saa gik det nok over.

Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede

Schønaichs Haand varmt:

-Tak, sagde hun, vi ses iaften.

Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et

fornøiet Smil.

* * * * *

Der er Lys og Hede i Festsalen.

Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man

gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i

store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette.

Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af

Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med

Brillantagraffer--i ren Uendelighed.

Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips

og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar

næsten helt op til Fortæppet.

De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i

Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,

snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts

Krave.

Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge

sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret

Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at

blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder

trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte

Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen

ligesom Skjoldtag over Hovederne.

Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.

Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række

smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre

Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han

gaar tilbage til sin Plads.

Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i

Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider

langsomt fra.

Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring

bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem

dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt.

Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem

Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede

Kvinderne mod Scenen.

Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes

vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.

Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet,

Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk.

Salen tier aandeløs foran denne Skønhed.

Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med

tilbageholdt Aandedræt og taus.

Fædra: Brudstykker af et Livs Historie · 第 18 / 39 题