Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det
blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig
for alt andet. Intet havde Værd--slet intet.
Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen?
Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt.
Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de
var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin
Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden.
Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.
De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede
Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens
Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var
det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.
Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok
til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue
han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere
end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun
kunde handle, som hun vilde.
Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig
Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.
Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde
ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte
Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod
ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en
Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede
sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun
Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede
Vægfelter.
Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle
Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens
Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange;
midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om
mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav
den franske Have.
Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens
Yndlingssted.
* * * * *
Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod
Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.
-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder
aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig
virkelig ikke for bedre men for anderledse end--end ... Demokraterne.
Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel
imellem os ...
-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?
-Ved Opdragelse, ved Indtryk--ved alt ... Jeg for Exempel.--Jeg husker
en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han
talte ... Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og
modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop
det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre,
som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil
sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af
dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt ...
Ser De, sagde hun, og standsede--De har aldrig vidst, hvad man føler
blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den
har istandsat det, den det ...
-Og den ødelagt det ...
-Vist saa ... men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette.
Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig--hos de
bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog
Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade
Besiddelsens Lykke og dens Pligt.
-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort
Aristokrati?
-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt ... "Vort
Aristokrati"--jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen
... De trak sig ud af det hele--og netop de dygtigste, fordi Frederik
VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt ... saa blev
de hjemme ...
-Og blev ikke klogere, Frøken Maag.
-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en
død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur.
Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede
igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg
sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa
mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen--alting
... Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa
... Den havde været Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet--eller
tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent
Kongen, Landet, om De vil ... Slægtfølelsen føder det næste hos os:
Patriotismen ...
Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ...
-Maaske--jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men
... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en
Republik, naar den var deres Fædreland ...
Ellen talte sig varm:
-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv,
af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder
det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og
lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert--sig mig saa, tror
De ikke paa den anden Side, det samme Liv--Livet her--og hun pegede
rundt--gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder
fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.
Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.
Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig
en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor
Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw--men det er en Lykke, og denne Lykke er
det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg
aldrig kunde nedlade mig--Handlinger, jeg aldrig kan forstaa--det er
dem, som lægger ... lægger Mile mellem mig--og disse Folk.
Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i
Vandet.
Winsløw betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven,
fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.
-Ja--sagde han--De passer til dette Billede.
Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde
vadet i Bassinet.
-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.
Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:
-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets
Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed--i
andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ...
-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig
gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke ...
Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde:
-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere
... De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som
begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid
meget at bestille--det maa man først tage sig af ... Siden vil det
andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa
begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs ...
Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa
taus?
-Hebraisk--aa nei--det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af
10,000 lever i--
-Ja--det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis
jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve
Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat ...
--Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ...
Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte ...
* * * * *
Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde
hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv.
Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse,
hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme.
Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var
altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte
sig ikke til nogen.
Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed.
Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var
Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig
med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar
havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af
Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine
Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne
Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken
ganske samme Smag.
Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det
febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein
og Liszt.
Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første
Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder,
faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin
Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og
naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at
spille--al denne mærkelige Musik.
Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende
havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans
beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den
slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige
og at bøie sig, hvor hun kom.
Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein
tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende
Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom
Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.
Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han
skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der
rystede en lille Smule.
Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt
for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt
Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe
i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer
og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller
anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne
Nøgenhed.
Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i
Paris med Rigsgrevinden.
* * * * *
Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet
til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i
hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der
stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid
modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa
Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med
sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og
Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme
blødere og hendes Ord mildere,--thi de talte alle mildt og dæmpet i
disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og
Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden.