* * * * *
Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.
Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før
Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende.
Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi
og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men
hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.
-Schønaich, jeg er træt.
Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun
sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.
Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad
Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.
Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke
med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen
og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne.
Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her
er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet
under en Gipsappollo og nogle store Palmer.
-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for
Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa--var jeg saa
ikke smuk?
-Ja--De var smuk, sagde han.
Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige
Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig
og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke
med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:
-Se, sagde han.
Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa
man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra
Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket.
Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme
Minde. Og betaget hvidskede Schønaich:
-Ellen, De maa jo huske det.
Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet.
-Jo, sagde hun, jeg husker.
Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:
-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes
Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af
hende paa Sofaen.
-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg
ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt--aa jeg ved slet ikke,
hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem--men hvorfor piner
De mig saa, som nu--at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre--men hvorfor
vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.
Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.
-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og
Fortvivlelse--Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu--
Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst.
-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg
ikke kunde gøre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet
om De kun kunde elske mig--
-Og Deres Hustru?
Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder.
Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken
dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin.
Saa sagde Schønaich:
-Men nu er hun død.
-Og jeg elsker Dem, Ellen--
... Ellen svarede ikke.
-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.
Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun
slyngede Viften imod ham, sagde hun:
Làche!
Og gik.
* * * * *
Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa
Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og
var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud
paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om
Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over
sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde
megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig
havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de
fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som
Konseilpræsident--en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved
at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro--havde man ønsket at skænke ham
vor høieste Hofcharge. Men han afslog.