Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem--

* * * * *

Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.

Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før

Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende.

Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi

og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men

hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.

-Schønaich, jeg er træt.

Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun

sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.

Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad

Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.

Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke

med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen

og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne.

Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her

er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet

under en Gipsappollo og nogle store Palmer.

-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for

Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa--var jeg saa

ikke smuk?

-Ja--De var smuk, sagde han.

Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige

Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig

og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke

med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:

-Se, sagde han.

Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa

man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra

Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket.

Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme

Minde. Og betaget hvidskede Schønaich:

-Ellen, De maa jo huske det.

Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet.

-Jo, sagde hun, jeg husker.

Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:

-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes

Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af

hende paa Sofaen.

-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg

ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt--aa jeg ved slet ikke,

hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem--men hvorfor piner

De mig saa, som nu--at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre--men hvorfor

vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.

Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.

-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og

Fortvivlelse--Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu--

Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst.

-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg

ikke kunde gøre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet

om De kun kunde elske mig--

-Og Deres Hustru?

Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder.

Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken

dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin.

Saa sagde Schønaich:

-Men nu er hun død.

-Og jeg elsker Dem, Ellen--

... Ellen svarede ikke.

-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.

Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun

slyngede Viften imod ham, sagde hun:

Làche!

Og gik.

* * * * *

Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa

Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og

var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud

paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om

Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over

sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde

megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig

havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de

fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som

Konseilpræsident--en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved

at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro--havde man ønsket at skænke ham

vor høieste Hofcharge. Men han afslog.

Fædra: Brudstykker af et Livs Historie · 第 19 / 39 题