Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde
lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov,
og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og
Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og
tilbage langs Engveien.
Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af
Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev
staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm
lavt og møisommeligt.
-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?
Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer:
Nei, Holm, nei--men hvorfor har De talt?
Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten
af, Haaret laa klæbet til hans Pande.
-Hvorfor? Tro mig--ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde
Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det
fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt--det maa De
tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra
Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar
De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man
elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ...
Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde
Ellen:
-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?
-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke være Venner ...
Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt.
Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af
undertrykt Bevægelse.
-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid
Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo--Egoisme. Thi De vidste jo dog, at
dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke
Hensyn--De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at
Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig
selv ...
-Ellen Maag--det har jeg ikke fortjent ...
-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om
hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu--men sagde De ikke
selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil,
Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes
ikke paa en Time--og er den uden Haab og faar den ingen Næring--og jeg
har aldrig næret Deres Kærlighed--da kan man kæmpe med den og man tør
ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet
Dem ind i Fantasier--jo Fantasier--og Ønsker--indtil nu, hvor De lider
--Jo, Holm, Fantasier--
-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var
næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem--tredive Aar og kendte ikke andre
Kvinder end min Moder--Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og
mit Liv--alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem
og elske Dem og forgude Dem--aa, saa vanvittigt forgude Dem--Og saa
kalder De det for en Fantasi ...
Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.
-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles.
Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt,
mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed--og én
Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de
andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en
Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke
den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen
Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil
sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ...
Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af
hende. Da sagde han tonløst og standsede:
-Og nu--gaar vi hjem.
Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.
-Holm, tag dog min Haand.
Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk
bøiede han sig og kyssede hendes Haand.
-Lev vel--hviskede han.
* * * * *
Saa var altsaa ogsaa det forbi.
Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde
bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun
draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude;
skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.
Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar,
og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret,
der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt
som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter
tilbage i sit forstenede Drømmeri.
Det var altsaa forbi--ogsaa det. Og--hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde
jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man
vænnede, man vænnede sig til alt.
Jo--Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget.
Til alt--til alt--var hun vant.
Hun smilede: Ogsaa til Skændslen.
Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.
Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter
Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er
over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik
hun til Veile.
Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte
hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig
og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker.
Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig
Kummer ...
Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men
hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede
om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i
"Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun
forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig
vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun
laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed.
Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe.
Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin
Bedøvelse.
Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange
Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun
ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade,
og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og
fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.
Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i
Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde
Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her
skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for
Tomme--
Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun
timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad
sine Dages Taagehær.
Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring
gled det atter Dag efter Dag.